Analyse

Satsede de danske myndigheder på flokimmunitet?

Efter mere end 8.000 døde raser den svenske debat om landets fejlslagne eksperiment med flokimmunitet gennem smitte. Men en del tyder på, at også danske myndigheder indledningsvis satsede på, at vejen ud af pandemien var flokimmunitet gennem smitte. En tilgang, som ifølge deres egne tal ville indebære mindst 10.000 døde danskere.
Foto: Screenshot, statsministeriet.dk
Foto: Screenshot, statsministeriet.dk

Udgivet 27.12.20

I dag er der ikke megen tvivl om den danske coronastrategi: at holde smitten så lav som mulig, indtil vaccinationer gør sygdommen harmløs.

Udførelsen og effektiviteten af denne strategi – om der er blevet gjort for meget eller for lidt for tidligt eller for sent – kan man mene mangt og meget om, men målet om vaccine som vejen ud af krisen står fast. Det ville være absurd at forestille sig repræsentanter for sundhedsmyndigheder, der ønskede, at flere danskere skulle smittes, eller som erklærede, at sygdommen er noget, “populationen skal igennem før eller siden”. Men sådan har det ikke altid været.

I løbet af de seneste måneder er det blevet stadig mere veldokumenteret og intenst debatteret, at de svenske sundhedsmyndigheder længe mente, at den bedste måde at håndtere covid-19 på, var at lade et stort antal svenskere blive smittet, mens man håbede på, at ikke for mange i risikogrupperne blev alvorligt syge eller døde i et forsøg at opnå den såkaldte flokimmunitet. En tilstand, der formodes at indtræde, når omkring 60 pct. af en befolkning har været smittet med covid-19, hvorefter sygdommen gradvis antages at forsvinde, da hovedparten af befolkningen vil have antistoffer mod den og derfor hverken vil kunne smittes eller viderebringe smitte til andre.

Det er også kommet frem, at myndighederne derfor tilsyneladende anså det for ønskværdigt, at eksempelvis skolebørn – som sjældent bliver hårdt ramt af sygdommen – blev smittet som et led i forsøget på at opnå denne immunitet. 

Det svenske forsøg på at opnå flokimmunitet gennem smitte i stedet for vaccination slog katastrofalt fejl, også selvom direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Anders Tegnell, gang på gang profeterede, at nok havde Sverige mange døde, cirka 5000, i virussens første bølge, men at den større immunitet, som dette havde ført med sig, ville sikre, at landet klarede sig bedre end nabolandene fremadrettet. Det modsatte er imidlertid sket. Ganske som i foråret har Sverige også i efteråret og vinteren haft langt flere døde end noget skandinavisk naboland. Forsøget på at opnå flokimmunitet har været en massiv fiasko og en national tragedie.

Men de færreste er klar over, at de danske myndigheder indledningsvis – og antageligvis med politisk billigelse – tilsynelandede valgte præcis samme tilgang som Sverige i forhold til flokimmunitet. Dette selvom WHO og en lang række eksperter i Danmark og udlandet kraftigt advarede mod det og anbefalede, at man i stedet satsede på at holde smitten så langt nede som muligt via kontaktsporing, karantæne og tests. I praksis den linje, som Danmark senere slog ind på.

Uundgåelig flokimmunitet

Det klareste udtryk for, at Danmark havde sat kurs mod flokimmunitet, leverede seruminstituttets direktør, Kåre Mølbak, i Politiken den 26. marts, da han kategorisk erklærede: “Vi kan godt tåle, at nogen bliver smittede. Og det er det, der skal til for at skabe flokimmunitet. Det er måden at komme ud af det her på.” 

Skulle nogen være i tvivl om, at Mølbak mente, at flere smittede danskere var bedre end det modsatte, og at han var lodret uenig med WHO, opsummerer Politiken hans synspunkt som følger:

“Hvis vi derimod følger WHO’s anbefaling til punkt og prikke, opnår vi ifølge Kåre Mølbak ikke den samme flokimmunitet, hvor store dele af befolkningen bliver smittet under epidemiens første bølge og dermed bliver immune over for sygdommen. Og så risikerer vi, at næste bølge af epidemien til efteråret bliver så høj, at den skyller sundhedsvæsenet omkuld.”

WHO’s anbefaling om at inddæmme smitten, mens man venter på vaccinen – det, der senere er blevet til dansk politik – var ifølge Mølbak “totalt passé”. Det er klar tale. 

Men i en senere, og markant mere forblommet, mail til fagbladet Ingeniøren den 1. april gjorde Mølbak det klart, at selvom han mente, at flokimmunitet via smitte var uundgåelig, så var det altså ikke en “strategi”. Et forbehold, der mest af alt virker som en strid om ord, eftersom Mølbak stadig tydeligvis anså det for givet, at hovedparten af danskerne ville blive smittet med virussen, og at flokimmunitet ville være en konsekvens af dette. 

For yderligere at understrege sin pointe erklærede Mølbak sig uenig med de lande, der både dengang og nu aktivt arbejdede på at holde smitten så langt nede, som man gjorde i visse asiatiske lande. Lande, som også både dengang og nu har klaret sig markant bedre end Danmark i forhold til sygdomsbekæmpelse og økonomi.

“I de asiatiske lande, der i starten havde held med at inddæmme, ser man nu, at smitten kommer tilbage. Så der er noget basal biologi, som det desværre ikke er muligt at regulere sig ud af rent politisk. Men naturligvis kan man italesætte det på forskellig vis,” forklarede Mølbak. 

Det ligner da også en tanke, at Mølbak i begyndelsen af april pludselig følte behov for at “italesætte” sine tidligere så utvetydige udmeldinger om nødvendigheden af flere smittede på lidt anden vis. For få dage senere, den 7. april, blev landets statsminister ved en pressekonference spurgt, om den danske strategi var at satse på flokimmunitet, og da ville det jo have været svært ubelejligt, hvis serumsinstuttets direktør havde ment det lodret modsatte af statsministeren, som forklarede:

“Vi har ikke en strategi i Danmark, der handler om flokimmunitet. Men vi er desværre i den situation, at coronaen har ramt os. Indtil der er en vaccine eller en effektiv behandling, så må vi imødese, at en del af os vil blive smittet,” lød svaret fra Mette Frederiksen, der i forbavsende høj grad lød som et ekko af Kåre Mølbak i den mere forblommede udgave. 

Det er en fiks formulering, for på den måde kunne Frederiksen sige, at man ikke havde en “strategi” om flokimmunitet uden dog at afvise, at man kunne ende der som en konsekvens af strategien, når nu det var klart, at “en del af os vil blive smittet”. 

Den røde og grønne kurve

Et andet interessant eksempel på politisk kommunikation, der giver et fingerpeg om, at flokimmunitet blev anset for i hvert fald sandsynligt, er den berømte grønne kurve, som sundhedsminister Magnus Heunicke allerede viste frem ved det historiske pressemøde den 11. marts. Langt de fleste har sandsynligvis hæftet sig ved dens overordnede pædagogiske pointe: At det var vigtigt at indføre tiltag, der sikrede, at sundhedsvæsnet ikke blev overbelastet, i form af nedlukning af skoler, detailhandel, virksomheder og institutioner samt social distancering. 

Men de færreste har nok bemærket følgende: Mængderne under den røde og grønne kurve er de samme. Antallet af smittede i både det røde og grønne scenarie er det samme – det er blot fordelingen over tid, der er anderledes. Ved den røde kurve bliver de fleste smittet hurtigt, hvorved sundhedsvæsnet overbelastes. Ved den grønne kurve er smitten spredt ud over længere tid. Det gode spørgsmål er, hvad der får smitten til at forsvinde. Hvorfor falder den grønne og røde kurve til nul på et tidspunkt? 

Det er tydeligvis ikke vacciner, for i så fald måtte begge kurver forventes at gå nedad på samme tidspunkt, men det gør de ikke. Det er derfor nærliggende, at begge kurver falder på det tidspunkt, hvor det formodes, at der ikke er flere modtagelige for smitte i det danske samfund. På det tidspunkt har man altså fået så mange smittet – og dermed gjort immune – at flokimmuniteten er indtrådt.

Det er også den konklusion, som professor ved RUC Lone Simonsen kom frem til, da hun af Berlingske den 8. april direkte blev spurgt, hvad der får den grønne kurve til at falde på Heunickes illustration.

“Jamen, det er et rigtig godt spørgsmål. I min optik falder antallet af smittede, når en vis del af populationen er blevet immun. Flokimmunitet er ikke et ord, jeg plejer at bruge om det her. Det har fået sådan lidt en dårlig klang. Men det er jo det, at vi forventer,” sagde hun.

Hverken Mette Frederiksens udtalelser eller den grønne kurve er dog i sig selv nogen entydig smoking gun; politikeres udsagn i pressede situationer og diffuse visualiseringer kan udlægges forskelligt. Og én ting er, hvad politikere og myndighedspersoner sagde, noget andet er, hvad de gjorde.

Flokimmunitet via skolebørn 

Fandtes der konkrete politiske tiltag, der indikerede, at man gerne ville have flere smittet dengang i april? Her er svaret klokkeklart ja. I hvert fald ifølge den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen Else Smith, som af Ekstra Bladet den 7. april blev spurgt, om meningen med skoleåbningerne var, at børn og deres forældre nu skulle smittes. Hendes fulde svar til det spørgsmål var: “Ja.”

Ganske pudsigt laver Else Smith præcis samme sondring som Kåre Mølbak mellem at forfølge en politik, der fører til flokimmunitet, og at have flokimmunitet som strategi.

“Konsekvensen af vores strategi kan være, at vi opnår flokimmunitet hen ad vejen, og at vi holder os på en fladere kurve, så sundhedsvæsenet ikke bliver udfordret. Men vi har jo ikke erklæret, at 60 procents immunitet er et mål,” sagde hun dengang til Ekstra Bladet.

Men hvis man forfulgte en strategi, der indebar en accept af en forøgelse af smitten i et omfang, så den i sidste ende ville omfatte 60 pct. af befolkningen – altså den formodede grænse for flokimmunitet – er sondringen blot en raffineret leg med ord.

Det svarer til, at en tårnspringer afviser at have en strategi, der indebærer at ramme vandet 10 meter længere nede. Nej, strategien er skam udelukkende at hoppe ud fra tårnet og lave akrobatiske ting i luften. At han nok rammer vandet er blot en afledt effekt af strategien. Men i praksis er forskellen den samme.

Man kunne næsten få den tanke, at nogen, i disse dage først i april, havde gjort sig utrolig umage for at sørge for, at det blev kommunikeret ud, at nok kunne den valgte linje gå hen og føre til, at 60 pct. af befolkningen blev smittet med corona, og flokimmunitet dermed indtrådte, men at det søreme ikke var nogen officiel strategi. 

Her kan man indvende, at Else Smith forlod posten som direktør for Sundhedsstyrelsen i 2011 og måske ikke længere havde fingeren på pulsen i forhold til disse emner. Men man kan også forestille sig, at hun havde slået på tråden og talt med Søren Brostrøm – en mand, som hun selv har brystet sig af at få ansat som sin afløser. Men hvem ved? Måske gættede hun bare.

Det var dog ikke kun den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, der mente, at flere smittede var den officielle politik dengang først i april. DR’s sundhedskorrespondent, læge og studievært, Peter Qvortrup Geisling, mente det samme. I et indlæg fra den 3. april med den nærmest parodisk selvforklarende titel “Qvortrup Geisling: Mange flere danskere skal smittes” erklærede han, at “vi SKAL smittes. Og lidt hurtigere, end det sker i øjeblikket”. Geisling betonede dog, at dette skulle ske, så man undgik de sårbare, og så intensivafdelingerne ikke blev overbelastet.

Indlægget giver det indtryk, at Qvortrup Geisling også personligt syntes, at dette var den optimale strategi. Det afviser han dog selv i en kommentar til et indlæg af undertegnede i fagbladet Journalisten, hvor han gør det helt klart, at han blot formidlede den på det tidspunkt gældende politik. 

“... de ord er udtryk for min vurdering af den linje, der var lagt fra sundhedsmyndighedernes side. Altså: Hvis det er den vej, sundhedsmyndighederne vil, så er konsekvensen, at flere skal smittes.” Det må man naturligvis tage for gode varer. Men det understreger i så fald yderligere, at selv statsradiofoniens officielle sundhedskorrespondent mente, at regeringen og myndighederne ønskede flere smittet med corona.

Manglende smitteopsporing

Det kan selvfølgelig være, at både DR’s sundhedskorrespondent og den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen tog helt fejl, og at Kåre Mølbak slet ikke mente det, da han eksplicit og umisforståeligt i sit interview med Politiken erklærede, at flokimmunitet var uundgåeligt, og at Danmark sagtens kunne klare flere smittede.

Mere plausibelt forekommer det imidlertid, at de alle tre havde fuld rygdækning for det, de sagde på det tidspunkt. Fordi de danske sundhedsmyndigheder på det tidspunkt anså flokimmunitet for uundgåeligt og derfor arbejdede med en strategi, der ikke sigtede mod at holde smitten så langt nede som muligt, men udelukkende mod at begrænse den så meget, at sundhedsvæsenet kunne følge med. 

Det er en kritisk sondring, der giver god mening, når man skal forklare, hvorfor danske sundhedsmyndigheder indledningsvis forekom overordentligt uvillige til at teste andre end en ganske lille del af danskerne. Hvis målet er at undgå at overbelaste hospitaler, kan man nøjes med at se på indlæggelsestal, ikke smittetal.

Det forklarer også, hvorfor Kåre Mølbak eksplicit afviste den opsporing af smittede, som har vist sig ekstremt effektiv i en række lande, og som også langt senere – omend temmelig halvhjertet – blev implementeret i Danmark. For hvis man mener, at smitte af en stor del af befolkningen er uundgåelig og derfor ikke ønsker at holde smitten på et absolut minimum og ideelt set udrydde den, hvorfor så bruge ressourcer på at opspore smittede, hvoraf en stor del aldrig kommer i nærheden af et hospital? Hvis forhåndsantagelsen er, at flokimmunitet er uundgåelig og sågar ønskværdig, er kontaktsporing spild af tid og penge.

Den allerførste måned med corona er derfor en ekstremt interessant prisme at anskue forløbet igennem. Ikke mindst når man sammenholder udmeldingerne ovenfor med den tilgang, som Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm – ham, Else Smith ansatte – anbefalede. I en mail den 11. marts erklærer han sig eksplicit mod en nedlukning af skoler, virksomheder og så videre i Danmark og foreslår i stedet, at man kan “forlænge påskeferien” i Danmark som det primære tiltag. 

På det tidspunkt var indlæggelsestallene i Danmark hastigt stigende, og Danmark formåede effektivt at knække smittekurven i ugerne efter nedlukningen – lang tid før den påskeferie, som Brostrøm foreslog forlænget. Havde politikerne fulgt Brostrøms råd og undladt nedlukningen af Danmark, ville den uundgåelige konsekvens af ikke at begrænse danskernes interaktioner gennem en nedlukning efter alt at dømme være en langt mere udbredt smitte og flere døde.

Det er naturligvis spekulation, men eftersom Brostrøm havde adgang til samme indlæggelsestal som regeringen, er den oplagte forklaring, at han anlagde en anden analyse af, hvorvidt det overhovedet gav mening at reducere smitten markant. 

Nødvendig smitte

Det er nærliggende at overveje, om han ikke også, i lighed med Else Smith og Kåre Mølbak, anså flokimmunitet for uundgåelig. I så fald giver hans forslag mening. Hvis det alligevel er omsonst at slå smitten ned og holde den lav, indtil en vaccine kommer, fordi man anser flokimmunitet for at være den bedste udvej, bliver man nødt til at acceptere smitte – og de deraf følgende indlæggelser – på et vist niveau. Uden smitte, ingen flokimmunitet.

Hvis myndighederne anså flokimmunitet for uundgåelig, kan man så sige noget om, hvad de selv vurderede, at den samlede “pris” for denne ville være, målt i menneskeliv? Det er aldrig lykkedes mig at finde et samlet bud på det, men man regnet sig frem til et ret præcist estimat ud fra myndighedernes vurdering af henholdsvis sygdommens dødelighed og den grænse, som man formoder, at flokimmunitet indtræder ved.

Først skal man vide, at der ikke er opdaget afgørende nyt om coronavirussens farlighed siden marts. Allerede den 19. februar estimerede WHO på baggrund af udbruddet i Wuhan, at sygdommens dødelighed lå i spændet 0,3-1 pct. Altså, at mellem 1 af 100 og 1 af 333 smittede ville dø af virussen. Dette estimat af dødeligheden - også kaldet Infection Fatality Rate eller IFR - overtog danske sundhedsmyndigheder tidligt i marts, hvor det optræder i talrige publikationer fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. At dødeligheden i stort set alle vesteuropæiske lande befinder sig i det spænd, har et omfattende antal antistofstudier siden påvist. 

Lad os vende os mod andelen, der skal smittes for at opnå flokimmunitet. Den har Kåre Mølbak gang på gang anslået til 60 procent. Med en dødelighed på 0,3-1 pct. svarer det til mellem 10.000 og 34.000 døde. Det er ikke mit estimat, men en uomgængelig matematisk konsekvens af de tal, som myndighederne selv har meldt ud gang på gang.

Skal man lade tvivlen komme myndighederne til gode, kan man se på en interessant risikovurdering, som Sundhedsstyrelsen publicerede den 10. marts. Heraf fremgår det, at man vurderede, at kun 10 pct. af den danske befolkning ville blive smittet af corona – ihvertfald i den en første bølge. En så lav procentsats, der er baseret på tidligere influenzaepidemier, forekommer overraskende, eftersom COVID-19 ikke er en influenza, men en coronavirus, og der ikke eksisterer nogen immunitet i befolkningen overhovedet. Antagelsen har da også vist sig forkert, når man ser på de steder, hvor COVID-19 har haft mulighed for at sprede sig voldsomt. I USA anslog sundhedsmyndighederne, at omkring 15 pct. af landets befolkning havde været smittet ved udgangen af september, og i områder som New York og Stockholm tyder meget på, at tallet nærmer sig 30 pct. Det vidste man selvsagt ikke dengang, men man vidste, at der var tale om en ny og stærkt smitsom virus, som der ikke eksisterede nogen immunitet mod i befolkningen, og at næsten alle eksperter, inklusive Seruminstituttets direktør, estimerede, at flokimmunitet først ville indtræde efter 60 pct. smittede. 

10.000 døde

Meget tyder derfor på, at danske myndigheder i pandemiens indledende fase med vidt åbne øjne satsede på en strategi, der ifølge deres egne tal måtte forventes at indebære, i bedste fald, 10.000 døde danskere, inden flokimmunitet ville yde beskyttelse mod yderligere smittespredning. Dette selvom der allerede på det tidspunkt var adskillige eksempler på lande, som med stor succes holdt smittetallet langt nede og under kontrol. Lande, som den dag i dag formår dette langt mere effektivt, end danske myndigheder på noget tidspunkt har evnet.

Selv efter at lockdownen i marts viste sig ekstremt effektiv til at bremse og reducere smitten, tyder en del på, at flokimmunitet stadig var den foretrukne vej ud af krisen, og at det som minimum har været en udbredt opfattelse, at der bag valget om at sende børnene tilbage i skole først i april lå en formodning om, at dette ville føre til mere smitte blandt dem og deres familier. Det er svært at forestille sig, at regeringen ikke har været klar over og indforstået med, at det var det forventelige og sågar ønskede udkomme.

Sammenlignet med Sverige har de danske sundhedsmyndigheder med deres drømme om flokimmunitet ikke fået nær så megen indflydelse, da danske politikere ikke valgte at følge en lang række råd fra eksempelvis Sundhedsstyrelsen, hvis modstand mod nedlukning blev effektivt tilsidesat. Den tid, hvor man fra sundhedsmyndighederne hørte ønsker om at satse på flokimmunitet som vejen ud af pandemien, var da også langt kortere. Allerede den 15. april lagde Kåre Mølbak selv flokimmunitet i graven med en erklæring om, at den nu slet ikke var så uundgåelig, som han mente få uger tidligere.

Tilbage står en lang række ubesvarede og interessante spørgsmål: Hvilken påvirkning udøvede sundhedsmyndighederne på regeringens linje, og mente man også i regeringen, at øget smitte blandt skoleelever og deres forældre var acceptabel i april? Anså man også flokimmuniteten for uundgåelig dengang - uanset om man erklærede den for en del af en strategi eller ej? Hvor udbredte var de opfattelser, som nuværende og tidligere ledere af hhv. Seruminstituttet og Sundhedsstyrelsen gav udtryk for, og hvilke konsekvenser har de i givet fald haft for Danmarks pandemihåndtering? Har den manglende tiltro til kontaktsporing og tests forsinket indførelsen af disse tiltag og eventuelt hæmmet implementering af dem?

Og kan man have tillid til sundhedsmyndigheder, der mente, at mindst 10.000 døde medborgere er en acceptabel konsekvens af den linje, man indledningsvis ønskede at følge, selvom WHO frarådede det, og selvom der eksisterede adskillige eksempler på lande, der effektivt formåede at holde smitten nede, og som så med vantro undren på drømme om flere i stedet for færre smittede? I øvrigt ganske som langt de fleste danskere utvivlsomt i dag ville gøre, hvis nogen af de dengang ansvarlige skulle fremsætte sådanne nok engang.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter