Troels Lund Poulsens parti Venstre er aldrig blevet bedømt så lavt af vælgerne i en måling hos Megafon. Han sagde for nylig, at ét eller flere af de partier, der udspringer af Venstre måske ikke bliver ved med at eksistere.
Han mente formentlig Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Men måske hans profeti bliver opfyldt ved, at hans eget parti Venstre går under.
Det er i hvert fald ikke let at se, hvordan Troels Lund skal hente de vælgere tilbage, som i stort antal har forladt ham og Venstre. Liberal Alliance ligger på 9,9, Danmarksdemokraterne ligger på 7,5 og Moderaterne på 5,6 i samme måling.
Styrtdykket siden valget i foråret
6,4 pct af vælgerne ville stemme Venstre, hvis der var valg i morgen, viste målingen fra Megafon i den forgangne uge. Det er ikke fordi, jeg mener at alle meningsmålinger fortjener en overskrift. Men denne er virkelig markant.












