Venstre er i en selvskabt dødsspiral. Formand Troels Lund Poulsen kalder det en orkan. Baglandet er eksploderet efter eksklusionen af Preben Bang Henriksen og Søren Gades udmeldelse.
Flere har udtalt, at de ikke synes Troels Lund Poulsen er den rette formand, og forhenværende minister for Venstre Birthe Rønn Hornbæk har sågar kaldt partiets beslutninger for en “selvmordspatrulje.”
Troels Lund har ikke været god for meningsmålingerne. Han leverede Venstres dårligste valg nogensinde med 10,1 pct. Nu er de nede på 5,8 ifølge DR's oversigt over meningsmålinger.
Flere nordjyske Venstre-profiler mener nu ikke længere, at Troels Lund Poulsen er den rette formand. En af dem er Hans Jørgen Adamsen, kredsformand for Venstre i Aalborg Øst. "Der er for lidt slagkraft i ham," siger han om formanden til Jyllands-Posten.
Dobbelt tab
Ved folketingsvalget tidligere i år gik Venstre tilbage i flere dele af landet. Tilbagegangen var særlig markant i de større byer, og i København mistede partiet begge sine mandater. I Nord- og Vestjylland holdt Venstre dog bedre fast i vælgerne, og i Vestjylland gik partiet endda frem.
Men det er netop i Vestjylland personificeret i Søren Gade og i Nordjylland med Preben Bang Henriksen, at baglandet protesterer mod den linje, som Troels Lund Poulsen står for. Venstre har altså først tabt København og smider nu Nordjylland og Vestjylland ud med badevandet.













