Analyse

Venstre veloplagt, vejen videre vanskelig

Jakob Ellemann-Jensen virkede revitaliseret til Venstres landsmøde, og både minderne og det frie valg er oplagte temaer til at forene partiet. Men er det nok til at genrejse et Venstre, der mangler både vælgere, politisk profil og en blå blok at lede?
Foto: Henrik Bjerregrav
Foto: Henrik Bjerregrav

Udgivet 12.10.21

I 1993 førte Tamilsagen til, at en borgerlig regering væltede sig selv på grund af et lovbrud, der i øvrigt næppe var udbredt folkelig utilfredshed med. Derefter fik Socialdemokratiet overlevet regeringsmagten på et sølvfad.

Det er svært at sige, om det var udsigten til en mulig, omend stadig uplausibel mink-relateret gentagelse med omvendt politisk fortegn, der var årsagen til, at Jakob Ellemann-Jensen fremstod overordentlig veloplagt på Venstres landsmøde i weekenden.

Men det var unægtelig en veloplagt tale, som Venstres Jakob Ellemann-Jensen holdt på partiets landsmøde den forgangne weekend. Det skete efter, at en ligeledes veloplagt Anders Fogh Rasmussen under en pause i sin internationale konsulentkarrierede havde genopvakt minder fra Venstres heyday i 00’erne, hvor borgerlige for en stund havde førstefødselsretten til regeringsmagten, og Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen var populære ministre i stedet for rigsretstiltalt og konkurrent. 

I sin tale trak Ellemann-Jensen også spor tilbage til bedre tider for liberale og særlig sin faders imponerende indsats i tiden omkring Berlinmurens fald. Efter således at have etableret forbindelsen til de bedste stykker af Venstres nyere arvegods fejrede Ellemann, at en samlet blå blok under hans ledelse, kunne man forstå havde formået at holde de grønne klimaindhug i landbruget på et minimum.

Dernæst blev det effektivt slået fast, at frit valg inden for offentlige service var et af de store slagnumre, ikke mindst inden for ældreplejen. 

“Vi skal have større ambitioner end blot at sige ‘send flere penge’. For vi skal ikke bare gøre mere af det samme. Vi skal turde gøre noget drastisk. Så vi sætter de ældre fri. Derfor foreslår Venstre at give de ældre og vores seniorer mere frit valg,” erklærede formanden fra talerstolen.

Mere frit valg i det offentlige er et klassisk slagnummer for Venstre, som dog har levet en lidt hengemt tilværelse de senere år. Men det er næppe dumt at genoplive netop nu, og formodentlig slet ikke i forhold til lige præcis ældrepleje. 

I ganske store dele af Danmark er der reelt kun et tilbud for meget plejekrævende ældre uden for eget hjem, og det er de kommunale plejehjem. Men vil kommende generationer, der bugner af velpolstede arbejdsmarkedspensioner og nyrealiseret friværdi, stille sig tilfredse med den socialdemokratiske one-size-fits-all-løsning?

Næppe. Her kan blå blok effektivt sætte en dagsorden om både private plejehjem, hvor man kan tilkøbe sig skræddersyede ydelser, bedre mad og en masse andre ting, der vil kunne appellere bredt ja måske endda til aldrende champagnesocialister.

Nye mulige vindersager
Med en udmelding om, at socialdemokraterne træffer “besynderlige politiske beslutninger, som betyder, at man ikke længere selv kan bestemme, hvilket gymnasium, man skal gå på”, blev der også langet hårdt til regeringens nyligt indgåede aftale om fordeling af gymnasieelever. Socialdemokraterne har her gjort sig sårbare med visioner om at bruge gymasieungdommen som integrationspolitiske skakbrikker, der skal kompensere for de sidste 40 års uansvarlige asylpolitik. 

Selvom man på venstrefløjen godt kan lide ideen om, at folk kommer hinanden ved på tværs af klasser og etnicitet, altså sådan i abstrakt forstand, er der trods alt en grænse for, hvor meget man selv vil bidrage mere konkret. Den grænse går tit ved folks egne børn. Det har socialdemokratiske og i øvrigt folkeskolehyldende politikere selv demonstreret, når de har sendt egne børn i privatskoler. Solidaritet er nemlig bedst, når det er de andre, der lægger børn til.

Og mon ikke gymnasiedagsordenen bliver reaktualiseret effektivt, når aftalen bliver implementeret, og medierne kan referere frustrerede elever, der ikke kan få deres gymnasieønsker opfyldt, fordi deres ressourcestærke baggrund nu engang skal bruges til at højne integrationen på vestegnene i Aarhus og København? Her kan borgerlige effektivt udfordre rød blok, og det burde være en oplagt vindersag, særlig i de større byer, hvor eleverne i mest udstrakt grad vil blive ramt af det tiltag.

Mere tvivlsomt er det, at Venstre, i sin iver efter at nå det sagnomspundne moderne og urbane segment, som Socialdemokraterne ganske frvilligt har sagt farvel til og overladt til venstrefløjen, har omfavnet øremærket barsel til fædre og dermed erklæret, at staten faktisk er bedre til at fordele barslen, end familierne er. På ironisk vis i lodret modstrid med sit eget partiprogram. 

Det ville ellers have passet fortrinligt ind i et mere overordnet frihedsnarrativ som der er betydelig folkelig opbakning til at slå på familiernes ret til selv at tilrettelægge barsel fri for statens forsøg på social ingeniørkunst. Men her trumfede den nye ledelses ønske om at fremstå progressive og moderne begge ord er i øvrigt newspeak for venstreorienterede altså mere ædruelige både ideologiske og strategiske hensyn. For nok er valgfrihed godt, men alt med måde, må man forstå. 

Et permanent tema
For indeværende er asylspørgsmålet lagt død, og Socialdemokratiets høje troværdighed som ihærdige grænsevogtere kan bortset fra svipseren med de hjemtransporterede IS-kvinder ikke for alvor udfordres. Eller, det er selvsagt muligt, diverse spekulative strammertiltag kan flytte vælgere mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men det er svært at se emnet operationaliseret på en måde, der kan flytte vælgere over midten i dansk politik. Det skyldes primært, at asyltilstrømningen til Danmark er relativt begrænset for indeværende. 

Imidlertid er hukommelsen i dansk politik forbavsende kort, og selvom der gang på gang har været pauser mellem store asylbølger af palæstinensere, somaliere, bosniere, irakere, afghanere og syrere, hvor det ikke har fyldt det store på den politiske dagsorden (det var under en sådan pause i 2011, at Dansk Folkeparti så sin første lille tilbagegang), er emnet indtil videre med usvigelig sikkerhed vendt tilbage som vælgermobiliserende kraft, når tilstrømningen nok en gang er øget. 

Det er selvfølgelig muligt, at EU faktisk formår at bevogte kontinentets ydergrænser, og asylpolitik derfor aldrig igen bliver et issue, men mon dog. Her kunne en samlet blå blok selvsagt udfordre regeringen ved reelt at udfordre retten til spontanasyl, som langt hovedparten af den asylbaserede indvandring til Danmark er kommet via. 

Men det kommer næppe til at ske. På det spørgsmål synes Venstre, med sin glødende EU- og konventionsbegejstring, i praksis at ligge til venstre for Socialdemokratiet, der kæmper en indædt, men formodentlig forgæves kamp for at oprette lejre for spontane asylansøgere i tredjelande og dermed svække de incitamentsstrukturer, der driver sådanne til Danmark. 

Integrationspolitikken er mere tricky. Den popper op med jævne mellemrum, og der er stadig rigelig værdipolitisk sprængstof i de økonomiske, kriminalitets- og religonsrelaterede debatter, som den kaster af sig. Enhver, der forestiller sig, at det emne nu er lagt død, kommer til at tage grueligt fejl. 

Danmark er de sidste 40 år blevet ændret fundamentalt demografisk, og de ændringer forsvinder ikke. De bliver kun større og mere udtalte, når kommende generationer, der på en gang er bedre erhvervsmæssigt og sprogligt integrerede, ønsker at præge samfundet værdimæssigt. Tænk Sikandar Siddique, men med mere åbenlys islam. Hvor meget og hvordan Venstre under Ellemann-Jensen vil profilere sig her, er også et åbent spørgsmål. 

Ta’minksagen?
Og så er vi den store ubekendte: minksagen. Først skal man gøre sig klart, at vælgersagen næppe bliver en stemmemæssig vindersag for blå blok. Da minkerhvervet blev lukket ned, rykkede Socialdemokratiets opbakning sig ikke ud af stedet. Men her er det værd at erindre, at var Tamilsagen formodentlig aldrig var en folkelig vindersag for venstrefløjen, og befolkningen blev i øvrigt ikke spurgt om sin holdning til den.

Alligevel endte den med en rigsretssag og en statsministerafgang samt følgende regeringsskifte. Den slags sager kan opnå et politisk momentum båret af en indre parlamentarisk logik, der i nogen grad fungerer uafhængigt af, hvordan meningsmålingerne går og har det. Viser det sig med usvigelig sikkerhed, at Mette Frederiksen overtrådte loven, er der både spørgsmålet om, hvordan hun selv vil reagere, hvis det bliver dokumenteret, hun var vidende om noget, en minister i hendes regering blev fyret for. Samt hvordan Enhedslisten vil stille sig til det. 

Men skulle en sag mod Mette Frederiksen resultere i et regeringsfald, vil den parlamentariske situation være noget anderledes i 2022 end i 1993. For ikke alene vil blå blok ikke have noget flertal bag sig, som Poul Nyrup Rasmussen faktisk havde, efter at Radikale Venstre var skiftet fra blå til rød blok. Den har heller intet fælles projekt.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter