Nogle taler har som tydeligt mål, at overbevise lytterne - og så er der andre taler, der overbeviser, ved næsten demonstrativt at lade være med at forsøge. Det er den sværeste kunst, for den type taler typisk kræver stram disciplin, retorisk selvkontrol, stor faglig sikkerhed og uangribelig faktaforståelse.
Talen af Blaise Metreweli, ny chef for MI6 - og dermed "James Bonds nye boss" - hører til i denne sidste kategori . Den er afdæmpet. Velkomponeret. Institutionelt selvbevidst, absolut, men den higer ikke efter applaus, snarere efter legitimitet.
Og netop derfor er den langt mere interessant end de fleste sikkerhedspolitiske manifester.
Men også – og det er vigtigt – langt farligere i al sin "rimelighed" og "fornuft", hvis den læses uden skepsis.
En verden mellem fred og krig
Metreweli insisterer på et begreb, der er både præcist og ubehageligt: Vi lever ikke i krig, men heller ikke i fred. Vi lever i et permanent mellemlag – et gråt rum, hvor konflikt er blevet normaltilstand, men sjældent optegnet skarpt. Krigen er sivet ind i vores hverdag. I kablerne. I algoritmerne. I fortællingerne. I vores hoveder.
Cyberangreb uden flag. Sabotage uden uniform. Propaganda uden afsender. Frygt uden eksplosioner. Det er en krigstype, der er vanskelig at modstå – netop fordi den ikke føles som krig. Før det er for sent. Her er Metreweli klar i mælet. Og svær at modsige.
Teknologien – accelerator, ikke skaber
Man venter næsten, at MI6-chefen skal falde i den moderne, forsimplede fælde: at se AI som eksistentiel trussel, algoritmer som dæmoner, data som tyranni. Det gør hun ikke.
Metreweli gør i stedet det, alt for få politikere og embedsmænd gør. Hun insisterer på, at teknologi ikke skaber konflikter – den forstærker dem. Den accelererer tempoet, individualiserer magtanvendelsen og udvisker ansvar. Men årsagen er stadig menneskelig. Menneskelige beslutninger.
Rusland – uden koldkrigsromantik
Når Metreweli taler om Putin, er der ingen europæisk blødsødenhed. Rusland beskrives som aggressivt, revisionistisk og bevidst destabiliserende. Hybridkrigen er ikke et brud med international orden – den er Ruslands orden. Cyberangreb, sabotage, desinformation, psykologisk krigsførelse er ikke spredte hændelser, men overlagt metode. Kaos er Ruslands største eksportprodukt.
Det er forfriskende, fordi det er nøgternt. Ikke hysterisk, ikke moralsk svulmende. Bare konstaterende. Og netop derfor retorisk effektivt i sin faktualitet.
Det egentlige budskab
Men talens kerne er imidlertid hverken Rusland eller teknologi. Det er menneskelig handlekraft – human agency. MI6’ styrke, siger Metreweli, er ikke overvågning, men forståelse. Ikke total viden, men evnen til at lytte. Til at forstå motiver. Til at skabe tillid – også hos mennesker, der arbejder imod os.
Hun taler konkret og næsten forbavsende jordnært om det. Om terrorister, “der har fortalt, hvordan man kan afmontere bomben, fordi de har indset, at mere vold ikke hjælper.” Om smuglere, “der har fortalt, hvor det farlige materiale befinder sig – motiveret af ønsket om at beskytte deres børns fremtid.” Og om mennesker i autoritære regimer, “der dybt inde ved, at deres menneskelighed langsomt bliver slidt væk – og at det at fortælle, hvad der virkelig foregår, opleves som en forløsning.”
Det er ikke heltemod, hun beskriver. Det er samvittighed. Forældreskab. Udmattelse over løgnen. Små menneskelige motiver, der – samlet set – får verden til at dreje en anelse væk fra katastrofen.
Chokerende gammeldags
Det er chokerende gammeldags, når man læser det. Helt basale menneskelige værdier, der passerer revy, men i en ny og mere nøgen gestalt: Ikke ideologier mod ideologier, men mennesker, der på et tidspunkt ikke længere kan leve med konsekvenserne af deres egne handlinger.
Og netop derfor er det dybt radikalt i en samtid, hvor teknologien konstant lover at erstatte menneskelig dømmekraft. For Metrewelis advarsel er i virkeligheden ikke rettet mod AI, men mod os selv. Mod vores villighed til – i effektivitetens, sikkerhedens eller systemernes navn – at tage mennesket, og dermed ansvaret, ud af ligningen.
Rimelig i det ekstreme
Netop fordi talen er så rimelig, så velafbalanceret, så menneskelig, og så relativt uspecifik – står den også pivåben for politisk/ideologisk misbrug. Metreweli taler om:
samfundets fælles ansvar
uddannelse mod informationsmanipulation
behovet for modstandsdygtighed
Alt sammen fornuftigt. Men her opstår talens nødvendige knæk. I de forkerte politiske hænder bliver disse begreber hurtigt til:
“demokratisk dannelse” bliver til meningsdisciplinering
“modstand mod manipulation” bliver til platformregulering
“fælles ansvar” bliver til institutionelt formynderi.
Hun siger ikke det sidste. Overhovedet ikke. Men hun leverer et sprog, som andre senere kan overtage. Vi har set det så mange gange før, og netop i disse år skrues der op for regulerings- og censurtempoet.
Det er ikke Blaise Metrewelis fejl, at hendes tale kan efterformes/fortolkes politisk. Men det er vores ansvar at være agtpågivende overfor det. Konstant årvågne.
Tillid til hvem?
Metreweli insisterer på dialog, lytning og respekt – også over for modstandere. Det er klassisk britisk efterretningstradition. Og sympatisk.
Det henleder også tankerne på præsident Trumps åbenlyse villighed til at tale med alle - både despoter og demokratisk sindede - og vise dem respekt. Vise deres verdensopfattelse respekt, om ikke accept. Men her kan man – legitimt – stille et ubehageligt spørgsmål: Hvornår bliver “vi lytter og engagerer” en sovepude i mødet med aktører, der ikke deler vores mest grundlæggende normer?
Metreweli er hård ved Rusland - men modsat USA siger MI6-chefen mindre om Vestens egen indre erosion: Institutionel fejhed, sandhedsrelativisme, ideologisk selvcensur. De trusler, der ikke kommer udefra, men indefra – forklædt som fremskridt. De trusler som J.D. Vance italesatte på Sikkerhedskonferencen i München tilbage i februar.
Det er ikke forkert. Men det er selektiv udeladelse - og navnlig Storbritannien er ramt af begrænsninger af ytringsfrihed og drakonisk strafforfølgelse for bl.a. "hate speech".
USA – nævnt ved sit fravær
Noget andet er påfaldende: USA nævnes ikke eksplicit i MI6-chefens tiltrædelsestale. Ingen omtale af “the special relationship”. Ingen Washington. Ingen præsidenter. Kun “Five Eyes”, “alliancer”, “partnerskaber”.
Det er ikke en forglemmelse. Det er et efterretningsstilistisk greb. Og på sin vis meget britisk. USA er implicit overalt – netop derfor nævnes det ikke. For efterretning handler ikke om navne, men om strukturer. Kontinuitet. Stabilitet. Relationer, der ikke behøver at råbes. Det er en branches, hvor der sjældent tales højt, og ingen-nævnt-ingen-glemt-retorik er en kold, professionel måde at sige: Vi ved, hvem der står ved siden af os. Det behøver ikke erklæres.
Teknologiens optimisme – og dens pris
Metreweli udtrykker stor tillid til, at MI6 kan integrere AI uden at miste sin menneskelige sjæl. AI skal understøtte, ikke erstatte dømmekraft. Det er håbefuldt. Måske nødvendigt. Men også optimistisk. Historien viser noget andet, synes jeg. Værktøjer former ofte institutioner. Også de bedste. Også de mest værdibårne. Det er sådan set ikke kritik – det er erfaring.
Talen ender ikke med et løfte. Den ender med en påmindelse: Det er stadig mennesker, der vælger. Ikke algoritmer. Ikke systemer. Ikke “udviklingen”. Og dermed kan ansvaret heller ikke outsources.
Det er her, Blaise Metrewelis tale står stærkest, synes jeg – og mest ukomfortabel. For den efterlader os jo uden undskyldninger. Hvis sandheden forsvinder, er det ikke AI’s skyld. Hvis tilliden kollapser, er det ikke teknologiens. Det er vores.
Metrewelis tale er ikke farlig, fordi den er autoritær. Den er farlig, fordi den er rimelig.
Den er en tekst, man ikke skal angribe, men agte på. Ikke nødvendigvis for at modsige den – men for at forhindre, at dens begreber glider fra selvstændig dømmekraft til korpsdisciplin. For der er intet mere fristende for politikere end at gøre et sprog, der allerede lyder klogt, afbalanceret og nødvendigt til kodeks.
Men civilisation opretholdes ikke af kodekser - men af karakter og etik. Sikkerhed er ikke bare kontrol - men også forståelse og menneskelig indsigt. Og den største illusion i vor tid er troen på, at mennesket kan erstattes. Det kan det ikke.
Og netop derfor – midt mellem skygger og samvittighed – forbliver mennesket både den største risiko og det sidste håb. Der er intet, vi selv har skabt, som vi ikke kan herske over. Intet er ude af vores hænder - for alt det, vi slås med, er skabt af menneskehænder.
Hybridkrigens James Bond
Som gammel James Bond-fan er det svært ikke at causere lidt over, hvad den fiktive 007's rolle ville være i en (efterretnings)verden, der ser ud som nu. Er der stadig brug for ham på Blaise Metrewelis hold?
Det korte svar er: Ja. Ikke som actionfigur. Ikke som nostalgisk drengerøvsminde. Men som symbol på det, MI6-chefen i virkeligheden beskriver, nemlig mennesket i systemet. Individet, der tvinges til at træffe valg dér, hvor manualerne slipper op.
I Metrewelis trusselsvurdering er der ikke længere meget brug for Bond som den mand, der skyder sig gennem problemerne med gadgets, dameduskning, one-liners og eksploderende scenografi. Verdensordenens fjender holder ikke længere enetaler mens de aer perserkatte i vulkaner.
Nej. De sidder i serverrum, ministerier, medieøkosystemer og psykologiske operationscentre. Krigen afgøres ikke med en knap, men med tålmodighed. Ikke med mod, men med dømmekraft.
Spørgsmålet er ikke, om Bond er blevet overflødig. Spørgsmålet er, hvilken Bond der er brug for. Der er stadig akut behov for den agent, der kan forstå mennesker frem for systemer. Som kan læse motiver frem for datastrømme. Som kan handle i gråzoner uden at miste sin moralske akse. Ikke Bond som superhelt – men Bond som samvittighedsbåret funktionær.
I den verden, Metreweli beskriver, er James Bonds mission ikke at redde verden. Den er at holde skansen. At sikre, at sandhed stadig betyder noget. At valg stadig er menneskelige. Og at den vestlige civilisation ikke, umærkeligt og effektivt, begynder at ligne sine fjender.
Så ja – der er stadig brug for James Bond. Bare ikke som ikon. Men som et menneske, hvis styrke er de værdier, Vesten er - var - rundet af. For som Metreweli siger som afslutning på sin tale: “I sidste ende er det ikke, hvad vi kan gøre, der definerer os - det er, hvad vi vælger at gøre.”
Netop dét valg – i skyggen, uden bifald, mellem system og samvittighed – har altid været både efterretningstjenestens såvel som ægte demokratisk sindede, ytringsfrihedskæmpende borgeres egentlige opgave.
Og vores civilisations sidste forsvar.
Denne tekst har tidligere været bragt på forfatterens substack.
Læs også
