Det borgerlige Danmark lever, vokser og knopskyder. Det er en ting, man kan trøste sig med. I hvert fald hvis man, som jeg, når alle mellemregninger er gjort op, bærer hjertet i højre side. Kontrast er selv et lysende eksempel på det. Nogle af Kontrasts faste læsere ved måske, at en af Kontrasts faste podcasts, ”Nej til nyt,” laves i et tæt samarbejde med et andet borgerligt organ, Årsskriftet Critique.
Her er jeg selv redaktør, ja eller i hvert fald en af dem. Og da Årsskriftet Critiques 2023-udgave netop er udkommet, så vil jeg ikke forspilde denne mulighed for at kaste et strejflys fra Kontrasts mægtige fakkel over på vores eget virkeligt gode, men også anderledes snævre, foretagende. Og så det første spørgsmål, der sikkert allerede kilder i ganen på læseren: ”Årsskriftet Critique? Hvad snakker manden om?”
Årsskriftet Critique er et tidsskrift fra og om den borgerlige idé-, kultur- og samfundsdebat. I praksis betyder det, at vi hvert år udkommer med ét nummer, som er mellem 150-200 sider fyldt med rigtig lange artikler. De korteste på ca. fem. De længste på over tyve. Så det er altså den boldgade. Det er essays, forskning og formidling, og det er særligt politik, ideologi, litteratur, teologi, kultur og historie. Ja, faktisk særligt alt muligt – så længe det ikke knytter sig til det dagsaktuelle. Dertil er vores redaktion simpelthen for langsom.
Men lad mig skære igennem og straks nå til indholdet i årets udgave. Vi kan næsten ikke undlade at tage udgangspunkt i det ulykkelige faktum, at vi i snart et år har levet under et SVM-regime, der tager saft og kraft ud af politik. Herom skriver Christian Holst Vigilius, landsformand i Konservativ Ungdom, der beskriver SVM som en regering for eliten. Det vil sige en regering, som står i modsætning til det folkelige.
I vores urolige tid er det blevet moderne at indlede enhver analyse med, at den amerikanske politolog Francis Fukuyama tog fejl, da han erklærede historien for afsluttet. Spørgsmålet er, om det passer. Idéhistorikeren Mathilde Fasting fra den liberale tænketank Civita i Norge skriver om Francis Fukuyamas idéer og ikke mindst, hvordan de forholder sig til vores nye virkelighed. Den prisbelønnede idéhistoriker er blandt andet forfatter til en samtalebog med Fukuyama, der er oversat til flere sprog.
En anden tænker til vores tid er den konservative James Burnham. Han startede som trotskist. Siden gik det bedre. Men fra sit udgangspunkt tog han en skarp forståelse af magten som politikkens grundlov og modsætningen mellem eliten og resten af befolkningen. Chefrådgiver i Liberal Alliance Nicolai Svejgaard Poulsen skriver om ham og hans tanker.
Og så skriver Jonas M. Hoeck, der er ph.d.-stipendiat i litteratur, om en ”grøn borgerlighed”. Det lyder måske uhyggeligt for nogle af Kontrasts læsere. Men der er næppe tvivl om, at de korslagte armes politik har udspillet sin rolle her. Borgerligheden og ikke mindst konservatismen kan være og er grøn. Og det er muligt at tænke grønt uden at kvæles i Thunberg og miljøfanatisme.
Et af tidens modeord er ”nationalkonservatisme”. Det har jeg selv et horn i siden på. Men det rejser under alle omstændigheder et ret interessant historisk spørgsmål, for hvordan blev konservatismen overhovedet national? Oprindelig var den jo det modsatte. Barer se den aktuelle film om Napoleon. Spørgsmålet rejser historiker, ph.d. Jens Wendel-Hansen. Han er i øvrigt også redaktør ved Årsskriftet Critique. Det handler bl.a. om Bismarck og Napoleon d. III. Og trådene peger frem mod i dag.
Ph.d.-stipendiat Mikael Brorson skriver om fransk litteraturs enfant terrible Michel Houellebecq. Kan der findes opbyggelighed i hans litteratur og kritik? Eller er det hele bare håbløshed, druk og moralsk fordærv? Ja eller er der måske netop en eksistentiel, ja ligefrem evangelisk, pointe i meningsløsheden?
Vi bliver i Frankrig, for Eva Agnete Selsing og Rune Selsing skriver om den uforståelige antiborgerlige filosof Gilles Deleuze og hans livssyn. Jeg er helt ude af stand til selv at opsummere det. Men det er mærkeligt. Virkeligt mærkeligt. Måske derfor har det appelleret til en generation af akademiske selvskadere og postmoderne nihilister. Arbejdet med Deleuze ligger i forlængelse af Selsingernes bog Den borgerlige Orden fra sidste år.
Vi slutter naturligvis på korset. Eller i hvert fald i nærheden af det. Cand.mag. og redaktør I.C. Aarslev skriver om den store filmskaber Th. Dreyer og hans Jesusfilm. Den blev, som nogen måske ved, aldrig til noget. Men hvad gik den ud på? Igen et hint: Også dette er mærkeligt og handler i høj grad om telepati… Og så alle disse herligheder for kun 199 kr.
