Sociolog og journalist Tobias Petersen har i en årrække deltaget i ligestillingsdebatten og har været en vigtig men også ensom skikkelse, i en debat hvor feminismen gradvis er kommet til at fylde mere. Med sin første bog, Aldrig din skyld, altid din skyld, tilbyder han et sociologisk blik på den såkaldte ideologiske feminisme, dens dogmer og selvmodsigelser.

Eksemplerne fra debatten er velkendte, men forfatteren stiller dem i et nyt lys og beskriver samtidig de udfordringer som mænd står med i dagens Danmark. Han understøtter med forskning fra både Danmark og udlandet. Indimellem fortæller han også om sine egne oplevelser. Til sidst i bogen forsøger han at vise veje ud af miseren, på bedste konstruktive vis.

Titlen har med selve den ideologiske feminismes grundpræmis at gøre. Den hævder, at vi lever i et patriarkat, hvor kvinder er ofre for mænds strukturelle undertrykkelse af dem. Det medfører at når kvinder oplever problemer eller udfordringer, er det aldrig deres egen skyld. Systemet skal ændres.

Hvis mænd derimod oplever problemer eller udfordringer, er det altid deres egen skyld. De må selv gøre noget. For eksempel bliver svaret på den lave andel af kvinder i bestyrelser at virksomheder skal gøre mere for at inkludere dem. Og svaret på mænds dårligere sundhed bliver at de skal blive bedre til at gå til lægen.

De to fortællinger eller narrativer eksisterer side om side, og de gennemsyrer vores måde at forholde os til de to køns problemer på. De fortællinger medfører, at piger og kvinder bliver gjort til skrøbelige væsner, der vælter omkuld ved det mindste, hvorimod drenge og mænd overansvarliggøres for problemer, der ofte, men ikke altid, har med strukturer at gøre.

Med brug af sociologen Emile Durkheims begreber betegner Tobias Petersen feminismen og dens efterhånden mange tilhængere som en kirke. Denne kirke udgør et fællesskab med bestemte praksisser og dyrkelse af noget helligt, som pr. definition ikke kan anfægtes. Netop præmissen om samfundet som værende et patriarkat kan ikke udfordres, den grundantagelse er hellig og uantastelig. Hvis nogen alligevel forsøger sig, bliver de udskammet og udstødt.

Samtidig beskriver han det, som han kalder ”det feministiske økosystem”, et stadig voksende netværk af interesseorganisationer, NGO’er, politikere, forskere, mediefolk, virksomheder og fonde der understøtter ideologien - og dermed hinandens karrierer. Både offentlige og private støttekroner cirkulerer i overraskende store mængder… Det handler hele tiden om at hjælpe og opmuntre piger og kvinder, hvorimod drenge og mænd bliver efterladt på perronen. De skal bare tage sig sammen.

Forfatterens store undren går på det velkendte faktum, at mænd på de vigtige parametre uddannelse og sundhed i årevis har klaret sig dårligere end kvinder. Hvorfor sker denne ”feministiske vending” uden større protester i offentligheden, når kvinder bevisligt stormer frem? Der findes selvfølgelig forskning i mænds vilkår, men forfatteren påpeger at perspektivet næsten altid er feministisk. Mænd skal ændre sig, deres ”traditionelle” maskulinitet er blevet forkert og overflødig. Der mangler et indefra-perspektiv på mænds udfordringer.

At det er kommet så vidt med kønspolariseringen i Danmark, findes der ikke én forklaring på. Tobias Petersen mener, at de sociale mediers stadig større udbredelse er en medvirkende faktor. Samtidig er der sket en idé- og problemimport fra USA. Wokeismen har vundet indpas, selv i virksomheder hvor ”diversitet” og ”repræsentation” er blevet vigtige værdier mht. branding og bundlinje. Disse trends medfører, at subjektive følelser af uretfærdighed får forrang i forhold til tørre tal og statistikker.

Med wokeismen kommer som nævnt idéen om repræsentation. Hvis ikke der er en ligelig fordeling af mænd og kvinder i politik eller på en arbejdsplads, må det nødvendigvis skyldes strukturel undertrykkelse. Man ser bort fra faktorer som mænd og kvinders forskellige præferencer, interesseområder og livsvalg.

Ligestilling bliver altid defineret som resultatlighed, også i medierne, selvom ligestilling i udgangspunktet, altså som rettigheder og muligheder, ville være en bedre og mere retvisende måde at betragte mænd og kvinders vilkår på. Ikke desto mindre bliver mantraet om strukturel undertrykkelse fra det feministiske økosystem gentaget kritikløst i medierne. Og uanset om den brede befolkning måtte have en anden holdning.

Tobias Petersen går også ind i problemstillingen piger og drenges trivsel eller mangel på samme. Det starter ifølge ham selv i daginstitution og skole. Hvis en pige falder og slår sig, bliver hun af pædagogen eller læreren trøstet. Hvis en dreng falder og slår sig, får han at vide at han skal prøve igen. Han mener, at det er gamle, ureflekterede kønsnormer, der stadig er virksomme, og som på paradoksal vis understøtter den ideologiske feminismes bias: ”Selvom pigerne er blevet til kvinder, og sandkassen til et hæve-sænkebord, er fortællingen den samme…” (s. 154). Man skal berede vejen for de sarte, uskyldige væsner, helt til samfundets topposter. Drengene må derimod selv være aktive, hvis de vil blive til noget. Hermed kritiserer han normkritikkens ubevidste fundament i gamle kønsnormer!

For få år siden, inden etableringen af den feministiske kirke, kunne det stadig lade sig gøre at diskutere feminiseringen af den offentlige sekter og dens kerneområder, sundhed, omsorg og uddannelse. Jeg har selv som underviser iagttaget, hvordan den stadig voksende andel af kvindelige ansatte i grundskole og gymnasium har sat sit præg på fysiske omgivelser, sprog og pædagogik. Hvem problematiserer det i dagens ophedede debat?

Tilbage i 1996 skrev antropologen Anne Knudsen debatbogen Her går det godt, send flere penge. Her beskriver hun en kvindekultur i den offentlige sektor, der på et ubevidst plan reproducerer gamle kønsroller. Bogen blev en debatskabende bestseller og tåler absolut en genlæsning. For et par år siden beskrev historikeren Hans Bonde en ”gentlemankultur” fra gamle dage, hvor nutidens magtfulde mænd på beskyttende vis hjælper de unge kvinder på vej til ligestilling. Men han fik stryg og blev forsøgt udskammet af kirkens vogtere.

Selv bruger Tobias Petersen sine oplevelser som patient i sundhedsvæsnet til at beskrive en feminisering, helt ud i indretning og måde at stille spørgsmål på, der medfører, at mange mænd ikke føler sig mødt og lyttet til af systemet. Hvor ofte møder man den problemstilling i medierne?

I et af de sidste kapitler beskriver forfatteren nogle mænds reaktioner på den dominerende feminisme, f.eks. dyrkelse af en ekstrem maskulinitet på nettet, men også mere hverdagsagtige problemer som angst og ufrivilligt cølibat. I debatten bliver der fokuseret på kvindehad, men problemerne bag er der ingen opmærksomhed på.

Han tager desuden fat på temaet mistrivsel, som ifølge velkendte undersøgelser flere kvinder end mænd oplever. Det er et paradoks, når de klarer sig så godt. Han hævder, at fortællingen om køn og den konkrete politik nurser pigerne og fjerner alle forhindringer på deres vej. Hvis ikke de møder modgang, kan de ikke udvikle robusthed. Han læner sig op ad velkendt socialpsykologisk forskning.

I den forbindelse går han ind i minefeltet krænkelser og overgreb, der siden MeToo kom til Danmark har været ”livsfarligt” at færdes i. Tænk blot på komikeren Brian Mørk, et eksempel på cancel culture som forfatteren også nævner. Han taler ligesom Mørk om vigtigheden af at unge piger gør sig erfaringer og lærer at undgå at havne i farlige situationer. Samtidig skal de vide, at ikke alle mænd er potentielle ”predators”.

Det gælder om at undgå faldgruben ”androfobi”, overdreven frygt for mænd, for der er kæmpe forskel på befamling og overlagt voldtægt. Samtidig skal pigerne lære at navigere i et hav af følelser og seksuel interesse, hvor de unge mænd ofte har den udfarende rolle (ubevidste kønsnormer igen!). En rolle som mange piger sikkert også forventer…

Til sidst skitserer han veje ud af kønsmoradset. Problemet er, at venstrefløjen abonnerer på den strukturelle fortælling om patriarkatet, og højrefløjen betoner det personlige ansvar, især siden Alex Vanopslaghs succesrige valgkampagne ”Du kan godt”, med kæmpe appel til de unge.

Som et minimum bør regeringen nedsætte et ligestillingsudvalg, der fokuserer på mænds problemer, med inddragelse af de bedste eksperter. Virksomheder og fonde bør desuden lave et ideologisk regnskab over, hvem og hvad de støtter. Og medierne, denne kolossalt vigtige aktør, skal følge nogle enkle råd: Tænk over brug af kilder og udeluk ikke nogen på forhånd, vær bevidst om aktivt og passivt sprog, sørg for afklaring af begreberne ligestilling og repræsentation, undgå bias og forudfattede antagelser.

Men, tænker jeg som udenforstående, er det ikke allerede det, de lærer på journalistuddannelsen? Men der er åbenbart nogle journalister og redaktører der ikke har hørt efter i timen, og som forveksler journalistik med aktivisme. Tobias Petersens eksempler i selve analysedelen taler deres tydelige sprog.

Bogen Aldrig din skyld, altid din skyld er ét langt genmæle overfor den ideologiske feminisme, der har indtaget scenen og så at sige kortsluttet debatten. Det tjener forfatteren til ære, at han holder hovedet koldt. Han kortlægger og analyserer - og ikke mindst giver han konstruktive svar på konkrete udfordringer.

Maks. antal stjerner til denne både solide og optimistiske bog.

Tobias Petersen: Aldrig din skyld, altid din skyld – De to fortællinger om køn. 353 s., Forlaget Brilleuglen