Der var uforudsigelighed, længe inden redaktionen og anslået cirka 2.500 andre kom ud på Frederiksberg. Hvad er det egentlig, det her går ud på? Ingen har prøvet noget lignende i Danmark og sikkert heller ikke andre steder. Amerikanerne er kendt for deres politiske rallies, men ikke for, at en udenrigsminister ville dukke op i en oppositionspolitikers fest.
Det var faktisk en fest i K.B. Hallen. Som også understreget af den pæne håndfuld studenterhuer, vi kunne se fra vores udkigspost. Allerede før han gik på, havde Alex Vanopslagh præsteret, hvad nok ingen andre politikere formår, at skabe en politisk forsamling, hvis gennemsnitsalder formentlig ikke lå højere end vælgernes.
Først hørte vi et cover af Du er ikke alene og et indlæg fra den ukrainske ambassadør, en på forhånd uannonceret gæst, der takkede Danmark for hjælpen mod russisk imperialisme. Det kunne publikum lide; Mikhailo Vydolnik fik en stående applaus, og først derefter kom Alex Vanopslagh sådan rigtigt i gang, mens salen bogstavelig talt var varmet op af sommerheden.
Vanopslaghs tale var glimrende, entusiastisk, krydret med gode anekdoter og sjovhed, men samtidig en del elementer, en del af publikum havde læst eller hørt før. Okay, rockstjerner spiller selvfølgelig også deres hits flere gange.
En snigpremiere på en velproduceret kommende kampagnevideo sagde noget om den nye og effektive stil: værdier frem for valgløfter. Det var klar kommunikation; ‘Du kan godt’ to komma nul med det opbyggelige budskab fra en sympatisk tømrer frem for en partiformand.
En spøjs forsamling
Men altså, selve eventen, vi var til: Hvad var det egentlig, den gik ud på? Måske det ville klare op i showets anden del med det umage setup Özlem Cekic, Casper Christensen og Lars Løkke Rasmussen. Katastrofen lurede med hensyn til udenrigsministeren, hvis deltagelse var lige på vippen på grund af flyforsinkelse.
Også i anden del var det stadig entusiastiske publikum med til at bære showet igennem. Det giver sig selv, at de elsker Alex Vanopslagh. Interessant nok holder de også meget af Özlem Cekic, som klarede det glimrende. Hun fik bemærkelsesværdig stor applaus for sin bemærkning om, at velfærdsstaten har ære for hendes succes som mønsterbryderen, der vendte en opvækst under svære kår til en plads i Folketinget.
Casper Christensen var mindre velcastet, og hans bidrag stillede igen spørgsmålet, hvad det hele egentlig gik ud på. Det rimer dog mærkeligt på ansvar, at en mand i 50’erne tager stoffer for at forstå sig selv, hvorpå han opfordrer de unge med studenterhuer til at fyre den af – som om de havde brug for mere input i den retning. Her var det spøjst nok den tidligere SF-politiker Cekic, der leverede mere borgerlige ord til publikum, som igen kvitterede med akklamationer.
Efter en del padlen kom han så, udenrigsministeren, og det var ret morsomt. Han var kommet ind på businessclass. Vanopslagh præsenterede ham som tidligere VU-formand og drillede ham med, at Venstres Ungdom i dag bedre kan lide Liberal Alliances Ungdom. Løkke kvitterer tørt med, at man kan komme langt, hvis man starter i VU.
Lars Løkke Rasmussen er i det hele taget god live, og det kunne have fungeret alene med ham og LA-formanden. Vanopslagh benyttede sig af det amerikanske tv-format, hvor de første gæster bliver siddende og kan byde ind i senere samtaler. Det skulle han nok have ladet være med.
En af aftenens mest påfaldende hændelser stod publikum igen for, da Lars Løkke Rasmussen nævnte, at der er forskel på kvinder og mænd, og forsamlingen brød ud i klapsalver. Her siger det noget om en tidsånd, at den banale konstatering af virkeligheden aftvinger respekt.
Det aftvinger frem for alt respekt, at Alex Vanopslagh for det første havde modet til at invitere til fest, og for det andet at folk mødte op og næsten fyldte salen. Men igen, hvad var det egentlig, det gik ud på? Jo, ansvar for eget liv, så langt er vi med, men på en underlig flyvsk og sammensat måde uden klare røde tråde eller opsamling eller konklusion.
Og dog til stadig tilfredshed for publikum, som gennemgående lader til at have en god aften. Indtil det hele pludselig var slut, tilsyneladende mere brat end planlagt, men på høje tid efter næsten tre timer i salen.
På vej ud passerede vi den længste kø til bogsignering set længe. Alex Vanopslagh var på hjemmebane med vinden i ryggen, han var for så vidt uden modstander, og derfor kunne han vinde uden at have lagt taktikken på forhånd. Han kan være tilfreds med onsdag aften. Hvis der bliver en næste gang, kan han også gøre det bedre.
