Anmeldelse

19.04.22

En bog for et begrænset publikum

Den nye bog ‘Magtens kvinder før enevælden’ skriver de kvindelige lensmænd ind i danmarkshistorien igen, men omhyggeligheden bliver for meget af det gode, og et svært paradoks kommer i vejen undervejs. Tobias Petersen anmelder.
Bogen er netop udkommet på Gads Forlag. Grafik fra forlaget, forfatterfoto af Henrik Freek.
Bogen er netop udkommet på Gads Forlag. Grafik fra forlaget, forfatterfoto af Henrik Freek.

Magtens kvinder før enevælden er en 201 sider lang undersøgelse af adelige kvinders magt i 1400- og 1500-tallets Danmark. Heraf udgør 32 sider –  omtrent 15 procent – bogens omfattende samling af kilder, litteratur og noter. 

Det afspejler en omhyggelighed, som på samme tid er bogens styrke og svaghed. Bogens forfatter, historiker, dr.phil. og tidligere førstebibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek Grethe Jacobsen, er særdeles grundig i sin gennemgang af de adelige kvinders magtudøvelse, som først og fremmest var mulig og fandt sted, fordi kvinderne kunne blive lensmænd. Det er nyttigt for faghistoriske læsere, men for det bredere publikum kan det være svært at følge med, når det ene navn tager det andet, og man føler sig hensat til persongalleriet i en russisk roman. Et eksempel:

”Hartvig Krummedige (d. 1476/77) var i sit første ægteskab gift med en norsk adelskvinde, Cathrine Markvadsdatter Buk, og fra hende – og deres tidligt døde børn – arvede han hovedgården Brunla syd for Oslo. I sit andet ægteskab var han gift med en dansk adelskvinde, Karen Andersdatter Hak, hvis far var medlem af det danske Rigsråd. Karen Hak fødte en søn, Henrik Krummedige (d. 1530), der giftede sig med Anne Jørgensdatter Rud (d. 1533), der tilhørte rigsrådsadelen gennem både sin fars og sin mors, Kirstine Eriksdatter Rosenkrantz’ slægter.”

Stedvis gør omhyggeligheden desuden bogen tung at læse, fordi teksten, som her, har karakter af opremsning.

Et bidrag til danmarkshistorien
Magtens kvinder før enevældens hovedbudskab er, at kvinder kunne udøve magt i 1400- og 1500-tallets Danmark – og gjorde det. De kvindelige lensmænd har været skrevet ud af danmarkshistorien, og Grethe Jacobsens projekt er at få dem skrevet ind igen. 

”På den måde kan de få deres fortjente plads i historien om magtudøvelsen i senmiddelalder og reformationstid. Fremover bør historier om kongemagt, aristokrati og lensvæsnet i senmiddelalder og reformationstid ikke skrives, uden at man inddrager kvinderne,” pointerer hun.

Grethe Jacobsen lykkes med sit forehavende. Magtens kvinder før enevælden dokumenterer gennem sit kildemateriale, at kvinder udøvede magt som lensmænd, og at de var så mange i antal, at det ikke går an at betragte dem som undtagelser. I en analyse af de tilgængelige kilder viser Grethe Jacobsen, at kvinder sad på 14,7 procent af alle forleninger i perioden 1513 til 1596. Til sammenligning, noterer hun, udgjorde kvinder i 1953 ni procent af Folketingets medlemmer.

Magtens kvinder før enevælden er afgjort bedst i dette bogens fjerde kapitel, hvor Grethe Jacobsen sætter tal på og gør regnskabet op. Det er her, mod bogens afslutning, vi præsenteres for det store billede, som trods alt findes for enden af de ganske mange gennemgange af, hvem der var gift med hvem, hvornår de døde, hvor mange børn de fik, og hvilke len de besad.

Den patriarkalske knude
Bogen skriver sig ind i nutidens optagethed af at fremhæve kvinders historiske bedrifter. Det er en tendens, som går videre end bøgernes verden og for eksempel kan iagttages, når politikere argumenterer for, at flere veje skal opkaldes efter markante kvinder. Det er samtidig en tendens med et indbygget logisk problem, som også Grethe Jacobsen støder på. 

På den ene side hævder man, at kvinder historisk er blevet undertrykt og sat uden for indflydelse. På den anden side hævder man, at historien er fuld af oversete indflydelsesrige kvinder. Det er to påstande, som er svære at forene, og det lykkes heller ikke for Grethe Jacobsen, hvis forsøg på at overstige paradokset er at gøre adelskvinderne til bærere af det patriarkat, der undertrykte dem:

”Historikeren Judith Bennets påpegning af begrebet ”den patriarkalske ligevægt” bidrager til at forstå, hvordan fænomenet med selvstændige kvindelige embedsmænd kunne opstå. De kvindelige lensmænd truede ikke patriarkatet, men hjalp en kreds af magtfulde mænd med at beholde kontrollen over forleninger, og kvinderne nød selv godt af det og støttede derved patriarkatet.”

En anden forklaring kunne være, at samfundet var mindre patriarkalsk, end man almindeligvis forestiller sig. Men den forklaring nærmer Grethe Jacobsen sig ikke. Tidligt i bogen meddeler hun, at hun er feminist, og det kan måske forklare, hvorfor tolkningen ikke går i den retning. Et sted noterer Grethe Jacobsen, at straffen for at udøve vold mod kvinder i datiden var højere end straffen for at udøve vold mod mænd. Heller ikke det får dog forfatteren til at sætte spørgsmålstegn ved sin grundopfattelse af Danmark som et kvindeundertrykkende samfund.

Relevant, men omstændelig
Magtens kvinder før enevælden er på enhver måde en nydelig udgivelse. Det gælder bogens ydre, der prydes af et maleri af Birgitte Gøye (1511-1574), såvel som dens indre, der løbende er forsynet med malerier af nogle af de personer og begivenheder, bogen omhandler.

Det ændrer dog ikke ved, at Magtens kvinder før enevælden er en bog for et begrænset publikum. Bogen fortæller en relevant historie med forbindelse til den nutidige debat om køn og ligestilling, men gør det på en omstændelig måde, som vil minde mange om historiebøgerne i niende klasse.

Nogen plads øverst på bestsellerlisterne vil Magtens kvinder før enevælden derfor ikke få. Men mindre kan bestemt også gøre det for den gennemarbejdede bog, hvis forfatter, Grethe Jacobsen, fortjener anerkendelse for det arbejde, hun har lagt i at grave dette stykke af danmarkshistorien frem.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter