Hvis du mener, at den vestlige verden er truet af anti-intellektuelle, anti-rationelle, anti-videnskabelige, anti-liberale kræfter, som har rødder i postmodernisme, radikal feminisme, multikulturalisme og identitetspolitik, vil du være i godt selskab med Gad Saads The Parasitic Mind – How Infectious Ideas Are Killing Common Sense (herefter blot The Parasitic Mind). For det er bogens påstand, genstandsfelt og analyse: Vestens bærende søjler – frihed, fornuft og videnskab – er under belejring, og det er nødvendigt at gå ind i kampen nu, hvis nederlaget skal afværges.
Bogens forfatter, Gad Saad, bærer visse lighedstræk med den i Danmark bedre kendte canadiske psykolog Jordan Peterson. Begge bor de i Canada, begge er de professorer (Jordan Peterson dog ikke aktiv som sådan mere), og begge har de skabt sig et navn som internationale offentlige debattører via de sociale medier. Gad Saad har 369.000 følgere på Twitter og 220.000 på sin YouTube-kanal og har været gæst i en række populære podcasts som Joe Rogans The Joe Rogan Experience, Sam Harris’ Making Sense og Dave Rubins The Rubin Report. Gad Saad har desuden været gæst i Jordan Petersons podcast, ligesom Jordan Peterson har været gæst i Gad Saads.
Der er dog også væsentlige forskelle. Gad Saad er jøde og født i Libanon, hvorfra han flygtede fra borgerkrigen med sine forældre i 1975, da han var 11 år gammel. I bogens indledning beskriver Gad Saad flugten, og bogen igennem spiller Gad Saads jødiske baggrund en rolle. I Canada, som familien flygtede til, skabte Gad Saad sig en karriere som akademiker. Som forsker har han publiceret mere end 75 videnskabelige artikler inden for en række videnskabelige områder så forskellige som medicin, marketing, forbrugeradfærd, psykologi, økonomi, bibliometri og evolutionær teori.
Vestens død ved tusind snit
Kendere af Gad Saad vil vide, at han ofte er ironisk, sarkastisk og meget direkte på sin Twitter-profil, hvor han ikke er bange for at kaste sig bramfrit ud i diskussioner af kontroversielle emner, hvad enten det drejer sig om feminisme, transrettigheder eller islam. Samme konfrontatoriske ligefremhed kendetegner The Parasitic Mind. Bogen gør ingen forsøg på at pakke sin analyse ind eller tale pænt til eller om dem, den kritiserer. Tværtimod, kan man næsten sige. Gaad Sad afholder sig ikke for at kalde noget idiotisk, hvis han mener, det er det. I den henseende har stilen et slægtskab med den, man finder hos Henrik Dahl, hvilket emnevalget og analysen i øvrigt også har.
Bogen indskriver sig i en række af bøger, der diagnosticerer et forfald i den vestlige verden og peger på årsager til det. I Gad Saads terminologi hedder katastrofen ”Death of the West by a Thousand Cuts”, og dens årsager er radikal feminisme, postmodernisme, socialkonstruktivisme, politisk korrekthed, identitetspolitik parret med ”progressivt” selvpineri, offer- og krænkelseskultur, ekkokamre uden intellektuel diversitet samt kulturel og moralsk relativisme.
Gaad Saad præsenterer bogen igennem eksempler på, hvordan disse dårligdomme manifesterer sig i den virkelige verden, og de mange eksempler er en af bogens styrker. Nogle læsere vil kende en del af dem på forhånd, men få vil kende dem alle. Samtidig trækker Gad Saad løbende på sine egne erfaringer som professor og som debattør på sociale medier. De mange konkrete eksempler gør problemerne håndgribelige og udstiller den absurditet, dele af den vestlige verden er præget af.
Er man i stand til at grine og ikke græde af situationen, vil man undervejs finde grund til det, som når Gad Saad præsenterer sin idé om at komme af med sin overvægt ved at identificere sig som normalvægtig. Som sidenote til netop den idé kan nævnes, at Gad Saad over det sidste år faktisk har tabt sig ganske meget og derfor ikke længere har behov for netop denne selvudråbte ”sandhed”.
Ikke en samlet teori
Da jeg første gang hørte om The Parasitic Mind, troede jeg, at bogen ville indeholde en teori om de ”parasitiske idéer”, Gad Saad taler om, herunder en teori om, hvordan de spreder sig. Derfor blev jeg overrasket, da jeg læste bogen og opdagede, at det ikke var tilfældet. Gaad Sad nærmer sig det mod slutningen af bogen, da han sammenligner spredningen af jødedom og islam og peger på optagelsesritualernes forskellighed som en af årsagerne til, at den ene religion ikke spreder sig, mens den anden gør det, men en egentlig teori om parasitiske idéer er der ikke tale om. Man vil derfor blive skuffet, hvis man forventer at blive præsenteret for en sådan.
Det betyder dog ikke, at bogen ikke er værd at læse. Som allerede nævnt rummer den mange eksempler og måske lige så vigtigt rummer den stor energi. Bogen er lige så meget et kampskrift, som den er en analyse, og hvad den nogle steder savner i nuance, har den i vilje og fasthed.
Hertil kommer, at Gad Saad undervejs præsenterer en række nye begreber, eksempelvis ”Ostrich Parasitic Syndrome” og ”Collective Munchausen”, hvilket betyder, at bogen ikke blot refererer, hvad andre tænker, men selv bidrager til tænkningen. Det første definerer Gad Saad således:
”Denne sygdom får en person til at afvise realiteter, der ellers er så klare som eksistensen af tyngdeloven. De, der lider af OPS [Ostrich Parasitic Syndrome], tror ikke deres lyvende øjne. De konstruerer en alternativ virkelighed, kendt som Unicornia. I sådan en verden afvises videnskab, fornuft, regler for kausalitet, evidenskriterier, beskrivende statistik, den videnskabelige metodes epistemologiske regler, logikkens regler, historiske mønstre, dagligdagens mønstre og sund fornuft. I stedet har den OPS-lidendes vrangforestillinger rødder i illusoriske korrelationer, ikke-eksisterende kausale forbindelser og progressive feel-good-banaliteter. Strudselogik serveres altid på en bund af arrogant moralsk overlegenhed.” (Side 123-124, min oversættelse).
Om det andet skriver Gad Saad:
”Jeg mener, at SJW’s [Social Justice Warriors] udviser en form for kollektivt Münchausen-syndrom (en psykiatrisk lidelse, hvor et individ simulerer en sygdom for at opnå sympati). Ultimativt er etoset Jeg er et offer, derfor er jeg.” (Side 94, min oversættelse).
I sin analyse tager Gad Saad Münchausen-begrebet videre og taler om ”Collective Munchausen by Proxy”, men hvordan han definerer det, må du i lighed med begreber som ”Victimology Poker” og ”Oppression Olympics” læse bogen for at blive klogere på.
4 gange K til Saad
Jeg ender med at give The Parasitic Mind fire af seks mulige K’er. Bogens emne er relevant, og selv om der eksisterer andre bøger om samme emne med nogenlunde samme analyse, er vi næppe i en situation, hvor der er for mange, der forholder sig til, hvordan en række giftige idéer har spredt sig fra kystuniversiteter i USA til resten af den vestlige verden og er i fuld gang med at skabe problemer inden for snart sagt alle tænkelige områder.
Bogen henvender sig af samme grund både til læsere, for hvem diskussionen er ny, og læsere, der i forvejen er bekendt med den. Det skyldes ikke mindst de mange eksempler undervejs, som, hvor vanvittige nogle af dem end er, både tjener et pædagogisk og et oplysende formål.
Endelig er The Parasitic Mind, som allerede nævnt, et kampskrift. Den kan derfor bruges som en tiltrængt spand koldt vand i hovedet for dem, der måtte have glemt, hvad det drejer sig om.
”Et sæt af idépatogener, som i overvejende grad stammer fra universiteter, har nu i årtier nådesløst angrebet videnskab, fornuft, logik, tankefrihed, ytringsfrihed, individuel frihed og individuel værdighed,” skriver Gad Saad (side 190, min oversættelse).
”Hvis vi ønsker, at vore børn og børnebørn skal vokse op i frie samfund, som vi har gjort, er vi nødt til at stole på vore principper og være klar til at forsvare dem,” tilføjer han.
