Anmeldelse

03.02.22

’Encanto’ og den fortrængte ondskab

Christian Egander Skov går i dybden med den nye Disney-film, ‘Encanto’. Filmen går til dels nogle andre veje end den gængse Disney-opskrift, og resultatet har både sin charme og sine irritationsmomenter, mener anmelderen.
Illustration: Disney (fra filmplakat)
Illustration: Disney (fra filmplakat)

Tiderne skifter, og det gør Disneys animationsfilm også. De er altid børn af tidsånden. Vi kan aflæse, hvilken tid vi lever i, hvilke værdier vi prædiker, og hvilke historier vi prioriterer, når vi ser en Disney-film. Jovist, det er underholdning, men det er også så meget andet – selv når det faktisk kun er underholdning. 

Dette gælder også for koncernens seneste bud på en familiefilm, den charmerende, men også lidt irriterende Encanto. Her følger vi den unge kvinde Mirabel. Hun tilhører familien Madrigal, der er noget ganske særligt. Det er nemlig gennem tre generationer en magisk familie, hvis medlemmer er udstyret med særlige talenter. 

Mirabels ene søster har så mange kræfter, at hun får Joachim B. Olsen til at ligne en slidt sækkestol. En anden er smuk som rosenvand og kan et eller andet med blomster. Mirabel selv er småbuttet og har grimme runde briller. 

Hun er elefantflokkens Dumbo. Undtagen at Dumbo jo stak ud, fordi han, skønt vanskabt, havde ganske særlige evner. Mirabel har ikke et særligt talent. Det har derimod alle andre. Hun bliver set skævt til og har svært ved at finde sin plads. Dermed er, som læseren nok har forstået, et væsentligt tema, slået an. Det er klassisk Disney med et tvist.

På andre områder stikker filmen ud i forhold til den gængse Disney-opskrift. 

For det første er der ikke en eksplicit konfrontation mellem de gode og de onde, sådan som det var tilfældet i de helt klassiske Disney-film. De byggede på eventyrets og mytologiens forestilling om det onde som noget, der rammer os udefra. Tænk heksen Ursula i Den lille Havfrue, Jafar i Aladdin eller, hvis vi går længere tilbage, heksen i Snehvide

Det trygge og det utrygge
Mytologi og eventyr opererer med skel mellem det kendte og trygge hjem og det utrygge, der ligger udenfor. Sædvanligvis handler det om at vinde sig selv ved at bevæge sig fra det kendte til det ukendte. Derefter vender helten tilbage. Slutningen er ”same but different”.

Der er Disney-film, der tilsyneladende bryder med dette skema. Eksempelvis er bevægelsen i Askepot fra et utrygt hjem til et mere trygt ydre. Den miskendte Askepot falder direkte i armene på drømmeprinsen. Her skyldes afvigelsen, at hjemmet allerede er destabiliseret på grund af en ond stedmor, en anden klassisk eventyrskikkelse. Nogle gange fylder slangen hele paradisets have.

Nu har jeg godt nok for nogle år tilbage skrevet et defensorat for Gaston, men hvis vi lader, som om det ikke er tilfældet, kan man sige følgende: I Skønheden og Udyret befinder ondskaben sig hjemme i landsbyen, mens udyrets ondskab kun er tilsyneladende. Han er mere, end de ved af. Ligesom Aladdin.

Belle er i øvrigt også en Dumbo. Hun stikker ud, fordi hun har særlige evner i et lokalsamfund, hvor de øvrige er afstumpede. Det er samme model som Askepot. Forskellen ligger alene i prinsen/udyret. I første tilfælde er han frelser. I den anden skal han først frelses, fordi han som udgangspunkt er ødelagt. 

To tiders forestillinger om romantisk flugt. Samme terapeutiske kærlighed.

Encanto er imidlertid demonstrativ i sit opgør med sådanne modeller. På samme måde som Frost var det i forhold til forestillingen om prinsen. Det har en relativt åbenlys ideologisk pointe. I Frost handler dette opgør om at tale tidens feminisme efter munden. I Encanto handler det om indvandreres vilkår i Amerika. Det er på en gang meget traditionelt, amerikansk og samtidig noget, der omfavner en tid, hvor USA’s demografiske ansigt igen er under forandring. Kort sagt, hvis man ikke forstår det demonstrative i, at Disney lader en af sine flagskibshistorier omhandle latinoer på flugt, er man nok blind på begge øjne. Encanto er en film om immigranter og flugtens nedarvede traume. 

Hinsides godt og ondt
Men i denne immigranthistorie ligger der også en mere almen pointe. Og den er interessant. Hvad taler jeg om? Talentet i Encanto stammer fra et mirakel, der i filmen meget passende omtales ”Miraklet” og fremstilles som et lys. Dette lys har brændt, siden familiens Madrigals matriark, den gamle Abuela, flygtede fra sin hjemby, drevet bort af onde kræfter. 

Hov! Dér var de onde altså!

Men miraklet optræder som en kraft, der allerede længe inden handlingens begyndelse har blæst de onde væk og – bogstaveligt talt – fået en beskyttende bjergkæde til at rejse sig og skabt landet Encanto. Og for dem, der ikke taler spansk, betyder det fortryllet. 

Encanto er et fortryllet land, fordi ondskaben allerede én gang er udgrænset, borte og ude af syne. ”Hans hellige engleskare en skanse om os slå,” som det hedder i vægterversene.

Ja, og denne udgrænsning er ikke bare tilsyneladende. 

Derfor møder vi ikke ondskab i Encanto. I stedet møder vi fejl, dybe fejl, der får mure til at revne og familier til at gå i opløsning. Og hvori består disse fejl? 

Fejlene består netop i det fortvivlede forsøg på at leve et liv, hvor det onde allerede er udgrænset og altid må forblive udgrænset. Det er livet hinsides godt og ondt, fordi det er livet, der altid må ligge i det gode. Og da menneskelivet i virkeligheden altid ligger i det onde, kan det kun med Djævlens vold og magt ligge i det gode. 

Livet bliver en ødelæggende kraftanstrengelse. Der, hvor der ikke må være mulighed for bare en lille smule kaos, er der fortrængning. Og så er den dér jo alligevel. Man kan ikke forskanse sig, hverken i sin bunker eller i sin præstegård eller i sin dagligstue eller i sit magiske casita.

Det er denne fortrængning, der nu får huset til at slå revner og miraklets flamme til at flakke. Det er en god og smuk pointe, fordi det er en sand pointe. 

Her viser filmen sig i øvrigt ikke at være en afvisning af mytologiens og eventyrets skema for fortællinger, men en bekræftelse af det. Uden en meningsfuld distinktion mellem godt og ondt og orden og kaos er livet en perversion. 

I det lys er familien Madrigals meritokratiske fundamentalisme, deres dyrkelse af talentet, netop et udslag af denne perverterede livsvilje. Det er som Mads Skjerns forhold til Daniel, da han ikke vil forære ungen en hest. Det er selve det familiebånd, der skulle bevares, der undergraves af migrantens søgen efter tryghed gennem dyrkelse af det exceptionelle talent. 

Det, der munder ud i at mennesket frakendes værdi, hvis det netop ikke er exceptionelt, men bare normalt. Ligesom Mirabel. Anti-Dumbo. Ligesom de fleste af os.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter