At være gæst et nyt sted kan være en svær kunst. Man vil gerne være høflig og undgå at udfordre de idealer, der gælder på de andres hjemmebane. På samme måde ligger det totalt indkodet i den danske dna, at man ikke skal gå rundt og tro, at ens eget livssyn eller måde at gøre tingene på er bedre end andres. Og ønsker man alligevel at udtrykke noget sådant, er man sig slående bevidst om, at prisen for det ofte vil være et farvel til den gode stemning. Netop det er grundtemaet i Christian Tafdrups nyeste spillefilm, angsten for at sige fra, også selvom det betyder at skulle finde sig i en tiltagende og morbid overskridelse af egne grænser.
Det danske par Louise og Bjørn og deres datter Agnes er på en idyllisk sommerferie i Toscana. En formiddag står de på en charmerende kringlet solskinsgade, og Agnes piver lidt, fordi hun har mistet Ninus. Faren jager byen rundt for at finde tøjbamsen, og da han kommer tilbage som dagens mand i skysovs, er Louise faldet i snak med det hollandske par Karin og Patrick og deres søn Abel, som de mødte på hotellet aftenen forinden. Patrick roser Bjørn og kalder ham heroisk. Senere bliver det selvsamme Ninus, der i kombination med Bjørns blødsødenhed kommer til at udgøre det uhyggelige point of no return for familiens kranke skæbne.
Efter ferien vælter familien direkte ind i hverdagens almindelige trummerum med pligter og nyt overtøj, der skal købes. Og pludselig kommer der et brev. Karin og Patrick har inviteret dem på en weekendtur med god mad og lange vandreture. De skriver, at Abel savner Agnes, selvom han har aglossi, som faren senere fortæller, hvilket betyder, at han er født uden en tunge og derfor ikke kan tale. De bliver hurtigt enige om, at det ville være uhøfligt at sige nej. De ved ikke helt om de vil flyve, det har de allerede gjort to gange i år. Men det er jo altid godt at have venner i udlandet.
De pakker bilen, og fra de ankommer til parrets landsted i Holland, indtræder de i én lang kavalkade i at få deres grænser overskredet. Louise og Bjørn forsøger hele tiden som på en knivsæg at balancere for ikke at overskride værternes grænser, samtidig med at de ikke ønsker, at egne grænser skal overtrædes. Det hollandske par ved, at Louise er vegetar, og alligevel laver de ikke andet end at servere kød for de nyankommne gæster. Hun afslår høfligt, men oplever alligevel et pres, for det er jo så lækkert, og Bjørn siger, at hun da godt lige kan smage. For den gode stemnings skyld.
Louise og Bjørn føler ubehag ved at være der, men alligevel kommer de i tvivl om egne grænser og begynder at forrykke dem i stedet for at sige fra. For den implicitte og skjulte vold kan være svær at definere. Især når man står over for én, der kan charmere det væk, og en anden, der kan bortforklare det hele rationelt. Karin er nemlig snedig og formår at appellere til deres forstand gennem argumenter, hvorved hun får dem til at tænke: “Nå ja, der er jo en logisk forklaring. Måske overdrev jeg.”
Men mishaget er der, for mishaget findes altid i emotionen. I kroppen. Men ved at begynde at tvivle på gyldigheden af egne følelser lader de tvivlen og dermed ondskaben komme til gode. Deres småborgerlige angstprægede middelklassehøflighed sløver det urinstinkt, som de skulle have brugt til at genkende det onde, de står placeret i. Relationelle grænser kan være flydende og svære at definere, og langt de fleste har sikkert prøvet at stå i en situation, hvor man oprigtigt var i tvivl om, hvorvidt ens grænse blev overtrådt eller ej. For hvornår overskrider man grænsen? I hvert fald når den ene part med fuldt overlæg ignorerer det menneskes behov, det står over for, for egen nydelses, bekvemmeligheds eller vindings skyld.
Men barnet, Abel, kender ondskaben. Han vil afsløre hemmeligheden, men for én, der ikke har en tunge, er det ikke let at kommunikere et budskab. Han ved besked om det onde, men kan intet gøre.
Det glimrende hos Tafdrup ligger i den måde, han blusser det sociale op på, som han også gjorde det i En Frygtelig Kvinde. Han gennemskuer de sociale dynamikker og lader publikum distancere sig og/eller føle sig genkendt og afsløret. Kan man ikke spejle sig selv i karakterne, så kender man helt sikkert nogle, som man i den grad kan genkende. For de for høflige og udglattende mennesker, som vi ser dem i Speak No Evil, findes, ligesom den frygtelige dagsordens-kalender-kvinde, der opfatter en mand som en bolig, man kan indrette efter eget forgodtbefindende, som vi ser hende i En Frygtelig Kvinde. I begge film er der et offer, der ikke kan sige fra, hvormed voldsspiralen videreføres.
Tafdrup har i høj grad sans for sociale dynamikker, og det er derfor, han laver vedrørende film. For en god film er ikke kun velunderbyggede karakterer og et velstruktureret plot, men lærer os noget om os selv, de andre og de strukturer, vi indgår i. Det, der gør Speak No Evil så uhyggelig, er, at det onde ikke har noget motiv. I mange film portrætteres det onde på baggrund af en ofte selvbestaltet retfærdighed. Der eksisterer en slags retfærdiggørelse for den onde handling. Men her er der absolut intet svar på hvorfor. Det tætteste, vi kommer på et hvorfor, er Patrick, når han siger, at det sker, ”fordi I lader mig”. Det er en selvrefererende, overlagt og instrumental ondskab.
Filmen bærer præg af en inspiration fra Michael Haneke og hans kompromisløse udforskning af ondskaben. I Funny Games er ondskaben også portrætteret som en motivløs, men intentionel, leg. Og i den kalkulerede ondskab kan det gode ikke vinde, for den er nådesløs. Derudover formår Tafdrup med en fuldstændig vanvittig scene, som ikke er let at ryste af sig, at skabe en lignende kropslig reaktion, som Lars von Triers gjorde det med Antichrist.
Først efter den danske familie er blevet ført igennem helvede på jord, slutter filmen med et kunstværk. Som et kunstværk. Brutalt og forslået. Av en slutning. Jeg var paralyseret, og der gik flere minutter, før jeg kunne rejse mig fra biografsædet.
