Vil man bruge ordet nyde om det, man foretager sig, når man læser Sanne Søndergaards nye bog, F-ordet, skal man bruge det i en særlig betydning. En betydning, som hviler på det, englænderne kalder acquired taste, og som på dansk bedst kan oversættes som tilegnet smag. Ligesom man skal have opøvet en glæde for skimmeloste for at kunne sætte pris på en stærk roquefort, skal man have opnået en vis forkærlighed for det feministiske idéunivers for at kunne nyde F-ordet.
Har man det, er bogen et interessant bekendtskab. På 324 sider udfolder Sanne Søndergaard sine tanker om, hvad feminisme er, og hvorfor feminisme er nødvendigt.
”F-ordet er mit forsøg på at sige noget samlet om feminisme,” skriver Sanne Søndergaard i bogens forord og fortsætter lidt efter: ”Kerneproblemet er kort sagt, at fordi ”det feminine” har lavere status end ”det maskuline”, er alt, hvad kvinder bidrager med til samfundsøkonomien, kunsten, historien, videnskaben, familien og parforholdet af mindre betydning end det, mænd bidrager med.”
Det er det problem, feminisme ifølge Sanne Søndergaard er løsningen på: ”Feminisme går ud på at fjerne den ulighed ved at opjustere ”det feminine” – og på visse punkter nedjustere ”det maskuline” – så mennesker kan opnå reel ligeværdighed,” skriver hun, stadig i bogens forord. Dermed er bolden givet op, og resten af bogen består af tematiserede analyser af alt fra arbejdsmarked til sex.
En universalforklaring
Det absolut mest centrale begreb for Sanne Søndergaard er patriarkatet. Både som analytisk værktøj bogen igennem og som mål for den omvæltning af samfundet, Sanne Søndergaard ønsker. Patriarkatet er bogens overordnede tema, som aldrig slippes, og undervejs bringer Sanne Søndergaard ligefrem en række ”citater”, som ”patriarkatet” har ”skrevet”.
”Man kan ikke stole på kvinder! Citat: patriarkatet,” lyder et af dem. ”Hvem tror hun lige, hun er? Et frit menneske!? Ha, hun kan tro nej! Citat: patriarkatet,” lyder et andet af de i alt 13 ”citater”.
Det stærke fokus på patriarkatet er både bogens styrke og svaghed. Styrke, fordi bogen giver et detaljeret indblik i, hvad Sanne Søndergaard mener, når hun taler om patriarkatet. Så detaljeret, at det er vanskeligt at gengive her på et par linjer. Svaghed, fordi Sanne Søndergaards idé om patriarkatet – som ikke adskiller sig væsentligt fra den gængse feministiske idé om samme – er så uafgrænset og altomfattende, at den er umulig at adskille fra en konspirationsteori.
Dette ikke ment polemisk eller som forsøg på med et snuptag at afvise alle de mellemregninger og refleksioner, bogen også består af. Flere af dem kan læseren sagtens få noget ud af at fundere over. Men bogens overordnede påstand om patriarkatet som en slags allestedsnærværende, ondskabsfuld magt, der er vævet ind i såvel samfundet som mennesket og har til formål at fastholde kvinder i en årtusindlang undertrykkelse, er så vidtgående, at den hører hjemme i den kategori.
Det betyder ikke, at Sanne Søndergaards besættelse af idéen om patriarkatet som altings årsag ikke kan være medrivende at følge. Sætter man sin kritiske sans på pause, er det let at forstå, hvorfor idéen om patriarkatet er så tillokkende og begejstrer så mange. Der er noget dybt fascinerende ved idéer, der kan forklare alt og derfor kan genfindes i alt.
Feministiske kirsebær
I sin argumentation trækker Sanne Søndergaard både på andre feministers tanker og egne iagttagelser og erfaringer. De sidste er de mest interessante og tilføjer bogen originalitet. Blandt andet inviteres vi flere gange med backstage i Sanne Søndergaards tid som standupkomiker og bliver vidner til nogle af de oplevelser hun havde som kvinde i en mandsdomineret branche. Det er meget tydeligt, at den tid har sat sig i Sanne Søndergaard, og at hun næppe nogensinde kommer til at tilgive de mennesker, hun mener stod i vejen for hende.
Generelt bærer bogens argumentation præg af kirsebærplukning. Enhver iagttagelse udlægges som eksempel på patriarkatets eksistens, og Sanne Søndergaard anstrenger sig hverken for at udlægge dem anderledes eller finde eksempler, der peger i en anden retning.
Det gør sig blandt andet gældende her, hvor Sanne Søndergaard opfordrer kvinder til at bruge ”non-compliance” som våben over for patriarkatet, idet hun dog advarer mod, at det ikke er lige så ufarligt for kvinder og minoritetspersoner, som det er for hvide mænd:
”Unge hvide mænd kan bogstaveligt storme den amerikanske kongres eller holde Men in black-demoer under en pandemi uden at risikere hverken liv eller førlighed, fordi deres fælleskabsødelæggende “non-compliance” bliver beskyttet af magthaverne. Fordi de repræsenterer magtsystemet aka patriarkatet og de hvide. Dét privilegium har vi andre ikke,” skriver hun.
Men var der ikke noget med en Black Lives Matter-demonstration med 15.000 deltagere, som fandt sted under samme pandemi? Var ikke også den beskyttet af magthaverne? Havde dens deltagere, hvoraf mange var minoritetspersoner, ikke præcis samme privilegium til at demonstrere uden at risikere liv eller førlighed (bortset fra den risiko for coronasmitte, de frivilligt udsatte sig for)?
Sanne Søndergaards talrige eksempler på patriarkatets forbandelser skal derfor tages med et gran salt. De repræsenterer ikke tilfældigt udtrukne bolde i et lotteri, men er alle nøje udvalgt til formålet. Det betyder ikke, at de ikke hver for sig kan være en fin anledning til at tænke over de problemer, de beskriver, men det betyder, at de ikke holder i retten som samlet bevisførelse.
Voldtægt som terror
Bogen igennem bringer Sanne Søndergaard ordlister, som hun bruger til at forklare, hvordan hun forstår bogens centrale begreber. Ordlisterne er udmærkede værktøjer, som gør det lettere for især læsere uden forhåndskendskab til det feministiske sproglandskab at finde rundt.
Bogen rummer ikke mange nye idéer, hvilket langt hen ad vejen er helt i orden. F-ordet er Sanne Søndergaards bud på, hvad feminisme er, og naturligvis trækker hun i sin forklaring på allerede kendte ord, begreber og idéer. Det ville være mærkeligt andet.
En enkelt idé, jeg i hvert fald ikke kan huske at have set udtrykt i den danske debat om køn og ligestilling, er der dog blevet plads til, nemlig den idé, at voldtægt bør opfattes som en hadforbrydelse og som terrorisme:
”Voldtægt bør betragtes som en hadforbrydelse mod den enkelte. Og som et angreb på vores frie samfund. Mit feministiske bud på, hvordan en verden uden voldtægtskultur vil se ud, er derfor én, hvor seksuelle overgreb bliver anset som forsøg på at sprede frygt og ødelæggelse og som demokratiundergravende voldsudøvelser. Det vil sige… som terrorisme!”
Sanne Søndergaard bevæger sig her og generelt mod slutningen af bogen i en en mindre og mindre forsonende retning. Vreden bliver stadig større, forbeholdene stadig færre. I starten af bogen forklarer Sanne Søndergaard, at feminister ikke mener alle mænd, når de bruger ord som patriarkatet og giftig maskulinitet, men mod slutningen bliver det sværere og sværere at skelne.
”Ja, det er provokerende ad helvede til at sige, at man er ligeglad med de hvide mænd, der synes, det er surt, at de ikke længere kan inkassere respekt og status uden at gøre sig fortjent til det. Men jeg er ligeglad med dem. Helt ærligt! Alle andre – racegjorte, kvinder, queers, handicappede og mange flere – har levet med diskrimination indtil nu. Hvis vi kun kan udligne systemet ved at gøre det surt for hvide mænd i en periode, så må det være sådan,” skriver hun og tilføjer kort efter:
”Feminisme eksisterer ikke for at gøre mænd glade. Feminisme er ikke en fucking lykkepille. Feminisme eksisterer for at nedbryde patriarkatet. Er du patriarkatets partisoldat, er du selvfølgelig ikke feminismefan. Og det er så bare ærgerligt, men vi andre skal videre nu.”
En lindrende forklaring
F-ordet fortjener tre K’er. Sanne Søndergaard har ikke sat sig ned og skrevet bogen, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle få tiden til at gå med. Eller for at positionere sig ”rigtigt” i forhold til tidens strømninger. Man er aldrig i tvivl om, at hun mener, hvad hun skriver.
Undervejs trækker den tidlige standupkomiker på sin humoristiske side, og bogen er fuld af sjove bemærkninger og jokes, som fungerer fint som modvægt til den alvor, F-ordet også rummer.
Bogens begrænsning er dens præmis. Man skal godtage, at verden bedst forstås som et omnipræsent, omnipotent system, der har til formål at undertrykke kvinder. Er man ikke i stand til det, vil man kapitel for kapitel støde hovedet mod en mur. For F-ordet er ikke en bog, der diskuterer, om det forholder sig sådan. Den antager det og anerkender ingen anden forklaring.
Nogle kvindelige læsere vil af selvsamme grund sætte stor pris på F-ordet. I lighed med andre feministiske værker tilbyder bogen en lindrende forklaring til kvinder, der føler, at verden er dem imod. De kan i F-ordet blive bekræftet i, at deres problemer skyldes patriarkatets undertrykkelse.
Det er dog ikke en medicin uden bivirkninger. Et af Sanne Søndergaards forbilleder, Valerie Solanas, hvis bog fra 1967, SCUM Manifest, Sanne Søndergaard tidligere i år skrev forordet til en genudgivelse af, beskrev manden som ”et biologisk uheld” med ringere ret til at leve end kvinden og ”udryddelsen af manden” som ”en rimelig og god gerning”. Et år senere tog Solanas en pistol i hånden og skød Andy Warhol, som kun mirakuløst overlevede.
Helt så grum er retorikken ikke i F-ordet, og Sanne Søndergaard er ingen Solanas. Men med sin ensidige opfattelse af verden som én stor undertrykkelsesmekanisme og sine gentagne beskrivelser af især mænd som ”patriarkatets fodsoldater” bidrager F-ordet til en os-og-dem-tænkning, som er farlig, hvis den drives for langt. Uanset hvilken side af diskussionen man befinder sig på.
