“Alt du synes er stilet, synes mine venner er corny
Du samler på gafler og på knive, der går sport i
Selv når vi er til fest er alle dine venner alvorlige
Det dårligt!”

De linjer er fra Fabräks sang Dårlig på den aktuelle udgivelse Rige Børn Leger Bedst. Sangen med den udødelige linje fuld af lige dele alvor og humor; ”Jeppe Kofod - Ej, hvor er det dårligt, mate!”. Det er en gruppe, alle bør kende – ikke mindst Kontrasts læsere. 

Der er nemlig ikke meget, der er mere trist end de af dagens unge, som hellere vil have tryghed end frihed. Unge, som hylder politikere, der påstår at beskytte dem ved at bestemme over dem. Unge, der skriver om, hvor frygteligt forbrug er, fra deres iPhones og bruger mere tid på at bekymre sig om klimaet end på at sætte sig kritisk ind i det. Fabräk, Anton Dyrby og Sixten Rasmussen, er ikke sådan nogle unge. Det er befriende! 

Musikalsk er det godt, rigtig godt. I sin grundessens minder det om Ultravoxs legendariske anden plade Ha!-Ha!-Ha tilsat hiphop, en spiseskefuld hardcore og krydret med samples. En mere dansabel udgave af Sleaford Mods og med meget mindre prædiken. 

Selvom musikken i sig selv er nok, så er teksterne blandt den bedste og mest intelligente danske lyrik i mange år. Fabräk er bedre liberale filosoffer end de fleste professionelle debattører i avisspalterne. John Locke gjorde som bekendt opmærksom på, at vi alle har ejendom i vores egen krop. Derfor er det også vores ret at gøre med kroppen, som vi selv vil – herunder at smadre den. 

Det fylder på pladen, men i modsætning til mange andre stopper Fabräk ikke der. I liberal frihed er ansvaret medfølgende. Måske netop derfor frygter mange friheden eller misforstår dens væsen. Fabräk er frygtløse og helt på det rene med frihedens dobbelthed på Rige Børn Leger Bedst. Det har drengene blik for, når de i sangen Voldsom anerkender, at natten kan ende med en voldsdom eller dét, der er værre:  

”Jeg har det voldsomt
Og jeg tror natten ender med en voldsdom
Hvis jeg vågner er det heldigt jeg ikke omkom
Brugt mine sidste penge, nu min lom’ tom
Fucking voldsom.”

De har i særlig høj grad blik for det i deres omtale af forbrug. De elsker at forbruge, for som Voltaire også digtede om, er det sjovt og frisættende at bruge penge til at gøre livet bedre. Men der er et personligt ansvar. Du kan bruge dine penge ”dumt” – som det hedder i sangen af samme navn: 

”Opsedasse, det var en taske.
Brugt en helt masse penge på en hel masse dumt, dumt, dumt…”

Hvad der jo kan ske, hvis man er for meget på Wish, som de tørt konstaterer. Du kan nemlig også være smagløs og ligegyldig i dit forbrug. Hittet Dårlig er den perfekte forbrugskritik, fordi den anklager folk for at bruge deres livsgave på at forbruge hovedløst og på en måde, der ikke gør dem livlige. Det er stort! 

Sangene kræser med andre ord om individualitet og retten til at være den, du er, også selvom det ville være lettere at rette ind og for eksempel lade, som om man kan finde ud af at skate, som hittet Jeg skater ik nævner. Intet ondt om at skate, blot er det ikke noget for dem, og de vil ikke lade som om. Det fås ikke mere borgerligt. 

Men der er dog også et latent nedtursmørke på spil i flere sange, for det er der i mennesker, og alle fester slutter jo. Et latent had og en frygt for, hvordan man håndterer det, når man ikke længere er med i festen. Det mørke kommer blandt andet frem på sidste track: Dansehader pt. 2, men også 24 og ENLANDENNØJERNTYPE eksempelvis, for hvem handler de sange egentlig om? Andre eller én selv – andre udgaver af én selv måske? 

Slutteligt om teksterne og deres utallige sprogperler skal det nævnes, at gruppen tilsyneladende har en dybere forståelse for økonomisk teori end de fleste universitetsuddannede, jeg har mødt. En linje som: ”Jeg behandler hende lidt lissom en bil jeg lejer” egner sig perfekt til eksamensspørgsmål og viser en dyb forståelse for økonomisk teori. Jeg er imponeret.

Bandet beskriver selv Rige Børn Leger Bedst som et mix-tape og ikke som et sammentænkt album. De enkelte numre holder dog en fælles lyd, men inden for de rammer bliver der hevet og strakt i formatet. Det udforskes, og selv om der måske ikke ligefrem innoveres, så innoveres der alligevel inden for dansk musiks rammer. Håber på meget mere fra de her drenge. 

Kort sagt har Fabräk leveret et dansevenligt, intelligent album med klassikerpotentiale, der viser, at ungdommen kan vare evigt, hvis de unge vil det. Et stort lyspunkt, der giver håb for 2022. Topkarakter fra mig, for jeg ved ikke, hvad de skulle have gjort bedre. Fabräk er det friske pust, vi alle har brug for, ligegyldigt hvor vi er i livet. De hylder en materielt orienteret ungdom, hvor livet er en gave, du ikke har bedt om, men som er det bedste, der er hændt for dig, selv når det driller.

PS: Tror aldrig, at Anton Dyrby og Sixten Rasmussen har været på Toga en sen aften, men med linjerne fra sangen Bla Bla skulle man tro det:

”[du] Sidder stadig bare og snakker lort, jeg får hovedpine af alle de ord, hvem er det du prøver på at score? Hvorfor sidder du ved det her bord?”