Valget i 2019 blev ingen triumf for det borgerlige Danmark. Og slet ikke for Liberal Alliance, der var centimeter fra at ryge samme vej som sin daværende formand Anders Samuelsen – under spærregrænsen. At Socialdemokraterne med Mette Frederiksen kom til magten med den mest venstrepopulistiske velfærdsdagsorden siden Anker Jørgensens dage i 1970’erne, gjorde ikke det borgerligt-liberale nederlag mindre forstemmende.
I et interview til Weekendavisen samme år gjorde Liberal Alliances førende, men også egensindige polemiker, Henrik Dahl, status efter det eftertrykkelige nederlag under overskriften Ved voksenbordet. Her identificerede den på et hængende hår genvalgte folketingsmand dilemmaet ved som systemkritisk parti at nærme sig de voksnes bord = regeringskontorerne. Hvor ansvaret er stort og posterne prestigefulde, men den reelle indflydelse på den politiske og kulturelle retning, landet bevæger sig i, mindre.
Ved børnebordet at blive, det tjener os bedst, er Dahls konklusion lidt firkantet sagt – nu også i bogform. Dermed holder man sig fri af ansvaret for dårlige beslutninger om for eksempel fagligt skadelige uddannelsesreformer. Et felt, som ligger forfatteren med forskerbaggrunden særligt på sinde. Her har han gennem årtier oplevet en nivellering af uddannelsesvæsenet, der har fået vidtrækkende konsekvenser.
For eksempel ved overgangen fra det traditionelle meritokratiske universitet til vore dages masseuniversitet, der spytter middelmådige akademikere ud på samlebånd, med et indbringende taxametersystem som motivationsfaktor. Akademikere, som derefter kan ”snylte” på håndens arbejdere, der finansierer ikke bare deres lange uddannelsesforløb, men også den tilværelse, nogle af dem fører i kølvandet på at have uddannet sig til arbejdsløshed. Især inden for humanistiske og samfundsvidenskabelige fag med ringe efterspørgsel – ikke mindst på det private arbejdsmarked, der betaler festen.
Mange får dog før eller siden fodfæste på det akademiske arbejdsmarked. Men det bliver det bestemt ikke mere betryggende af, fremhæver Henrik Dahl i sin bog. De finder nemlig livslang beskæftigelse inden for afdelingen for ”pseudoarbejde”, der især er voksende i den offentlige sektor. Hermed tager han tråden op efter antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensens fire år gamle debatbog Pseudoarbejde. Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting.
Men den får lige en ekstra tand – og en til. Der oprettes nemlig ifølge Dahl pseudojobs i lange baner til akademikere, der reelt ikke leverer noget produktivt til hverken den offentlige eller private sektor, hvor han også ser dem dukke op. En udbud skaber efterspørgselslogik, som er svær, men nødvendig at bryde og synlig for enhver med den kritiske fornuft i behold, ifølge forfatteren.
Et tankevækkende eksempel, Dahl fremdrager til illustration af problemet, er fra tiden, da COVID-19-epidemien var over os med større eller mindre styrke fra 2020 til 2022. Her lyder forfatterens vurdering, at ”alle, der var beskæftiget med pseudoarbejde, blev sendt hjem.” Med den lyksalige konsekvens at ”de produktive medarbejdere” nu uforstyrret kunne forrette tjeneste, ”tilrettelægge deres arbejde fornuftigt” og ”få mere fra hånden.”
Dahl sætter trumf på sin ramsaltede pointe ved at fremhæve, hvordan personlige bekendtskaber betroede ham deres ærgrelse over at opleve ”PowerPoint-folket” vende tilbage, som for eksempel eventkoordinatorer og udviklingskonsulenter.
Velkendte retter på menuen
Det ville være synd at sige, at bogen er proppet til randen med overraskende emner og betragtninger fra forfatterens (h)ånd. Menukortet byder endnu engang på woke-kritik, som i hans to år gamle bog Den sociale konstruktion af uvirkeligheden, og velfærdsstats-ideologikritik med referencer til økonomiprofessoren Jørgen Dich og den borgerlige avismand Henning Fonsmark. Debatbogsforfatterne bag henholdsvis Den herskende klasse (1973) og Den danske utopi (1990), som Dahl gennem de senere år har bygget meget af sin samfundskritik på.
Det handler grundlæggende om, at vi i Danmark, med Socialdemokratiet og de kulturradikale som hovedansvarlige, har bygget en velfærdsstat op uden bremsemekanismer, hvor en herskende klasse af offentligt ansatte har placeret sig i magelige positioner på det arbejdende folks bekostning. Lidt håb finder Henrik Dahl, mange år efter de herrers død, i det forhold, at EU’s budgetrammer kan holde de hjemlige politikere lidt i skak – men også kun lidt.
Derfor må der tages et opgør med den voksende velfærdsstat og den pædagogiske ideologi, der ligger bag den, hvilket må gøres ved om ikke at vælte så i hvert fald tippe bordet i mærkbar borgerlig retning. Det forudsætter en god portion kompromisløshed, hvis altså ikke vi ønsker at opleve velstanden, kundskaberne og friheden fordufte bid for bid. Og her må der sunde moralske principper på bordet. For eksempel fremhæver Dahl, at ingen borger i Danmark skal tvinges til at bruge mere på at forsørge andre, end vedkommende har til rådighed til sig og sine. Hvilket han supplerer med et dogme om, at staten ikke må ”konfiskere” de allerede beskattede midler, folk har sparet op, når de dør.
Han nævner imidlertid ikke den kendsgerning, at arvebeskatning i modsætning til langt de fleste typer skatter og afgifter ikke har megen markedsforvridende effekt. Hvilket vel er værd at tage med, når der skal prioriteres i den borgerlige dagsorden, hvad skatte- og afgiftslettelser angår.
Lettere aristokratisk neo-rindalisme
Under læsningen af bogen får man det indtryk, at hver dag Henrik Dahl står ud af sengen, tager han yderligere et skridt til højre. I denne omgang forbi både professor Dich og redaktør Fonsmark og videre til lagerforvalter Rindal og Mogens Glistrup. Til førstnævntes mildt sagt antimoderne kunstsyn og sidstnævntes angreb på den offentlige sektor og kamp mod indvandringen fra Muhammedanien, som Glistrup kaldte det, i Dahls mund Stormellemøsten. Det såkaldt rindalistiske oprør fra midten af 1960’erne blotlagde for magthaverne det forhold, at der især i provinsen fandtes et småborgerskab, for hvem moderne kunst virkede ikke bare uforståelig, men også samfundsskadelig. Ikke mindst fordi det var dem, der skulle betale festen – i form af kunstneruddannelserne og det offentlige kunstindkøb.
Henrik Dahl går tilsyneladende gerne i spidsen for en lettere aristokratisk neo-rindalisme. I hvert fald udvikler han i bogen udtrykket ”generaliseret rindalisme”. Et begreb, man som borgerlig systemkritiker kan anvende analytisk og polemisk mod velfærdsstaten og dens alliance med reformpædagogikken og den moderne kunst af enhver art. Og som kan gå hånd i hånd med Glistrups fornemmelse for den offentlige sektors og Stormellemøstens dårligdomme.
At Glistrup i øvrigt i sin tid opfordrede Rindal til at stifte et parti, får Dahl ikke med i denne omgang. Skatteadvokaten havde i lagerforvalterens succes med at indsamle underskrifter mod Statens Kunstfond, og alt hvad den symboliserede af offentligt formynderi, set et folkeligt potentiale, der kunne ændre den konsensusprægede socialdemokratiske/kulturradikale samfundskurs. Væk fra en offentlig sektor i evig vækst, bestyret af den herskende klasse, som Henrik Dahl kæmper imod i dag.
Det endte imidlertid med at blive Glistrup, der selv stiftede et parti, som Rindal derefter tilsluttede sig. Resten er historie – indtil videre uden en lykkelig slutning. Men kampen mod ”velfærdsideologien” og” den kvælende midte i dansk politik” går videre – i dag med Henrik Dahl forrest, på ryggen af sine brogede forbilleder. Spørgsmålet er bare – er han som borgerlig intellektuel for alene på valpladsen og oppe mod for store politiske og pædagogiske modstandere?
