Anmeldelse

08.12.21

Holger K. er godt, men forudsigeligt selskab

‘Det var det værd’ giver et godt indtryk af manden og politikeren Holger K. Nielsen, men hans bog mangler nyt stof og kommer ikke i mål med alle sine ambitioner. Morten Okkels anmelder erindringerne fra den tidligere SF-formand og minister.
Holger K. Nielsens bog er udkommet på Forlaget Momenta, 350 sider.
Holger K. Nielsens bog er udkommet på Forlaget Momenta, 350 sider.

Der bliver lagt stærkt ud i Holger K. Nielsens nye historie om sig selv og SF siden 1970’erne. Året er 2014, Holger K. er ny udenrigsminister med blot to måneder på posten, men nu brænder lokummet for SF’erne, og hr. ministeren må tage hjem fra Afrika før tid. Anledningen er endnu et internt nederlag til regeringspartnerne Socialdemokratiet og Radikale Venstre. De andre vil frasælge nogle af de statslige Dong-aktier, og folkesocialisterne spørger sig selv, hvor høj en pris er meningsfuld at betale for at være magthaver?

Dette tema er udgangspunktet for Holger K. Nielsens bog, Det var det værd. Han vil fortælle om den kritiske balance mellem magt og idealer. Han vil på samme tid fortælle historien om sig selv og SF gennem fem årtier, det meste af partiets levetid med alt, hvad dertil hører af sejre, nederlag, interne uenigheder og balancekunst. Ikke kun mellem magt og idealer, men også mellem rød og grøn, mellem personer, ja eller nej til EU og de lange perioder i opposition. 

Det er Holger K. Nielsens anden erindringsbog efter I venstre side – Erindringsglimt skrevet i 2005, året hvor han gik af som SF-formand efter halvandet årti på posten. Men efter hans comeback som minister, som var svært at forudse dengang, har han fundet det aktuelt med en ny udgivelse. Hvordan går det så denne gang? Ja, det er en blandet fornøjelse. 

I den positive ende undgår Holger K. flere oplagte fælder for politiske erindringer. Allerede bogens titel indikerer, der ikke er tale om idyllisering eller en nedtoning af alt, der var skidt (hvilket også havde været svært). Holger K. Nielsen er tilfreds med sit arbejde, men er ærlig nok til at anerkende, at han skulle have trukket sig en periode forinden og gøre plads til den næste. Han indrømmer og beklager også et åndssvagt besøg hos den rumænske tyran Ceaușescu, som ellers må være gået i glemmebogen for de fleste andre. Det er prisværdigt ærligt og øger troværdigheden af det øvrige indhold.

Holger K. skriver klart og har sans for at balancere det abstrakte og konkrete. Han forstår værdien af det gode eksempel, og hans egen historie spiller fint sammen med partihistorien. Det er en god anekdote, at Holger K. nær kom galt afsted i trafikken, fordi en busreklame foran ham viste, at SF lovede 40 procent billigere offentlig transport, og Holger K. vidste, at det aldrig ville ske. Det er også sjovt, når den unge Holger køber en Audi til sit nye job i Bruxelles, men må sørge for at parkere den fine bil i passende afstand fra de andre SF’ere, når han er hjemme.

Det var det værd har imidlertid to markante problemer. Det ene har at gøre med det dobbelte formål både at være en bog om manden selv og magtens pris. Det giver mening, når vi taler om regeringstiden 2011-2014 og til dels 1990’erne, hvor SF’s holdning blandt andet var afgørende for det lille Nej til EU i 1992 og efterfølgende Ja i 1993. Men i og med at SF har været parlamentarisk uvigtigt for de fleste regeringer, går bogens to forehavender kun lejlighedsvist op i en højere enhed. Der mangler dilemmaer, der for alvor kan leve op til situationen i 2011-2014. 

Bogen undslipper desværre heller ikke det klassiske problem for politisk litteratur: Der mangler noget nyt. Javel, det er stadig interessant at høre Holger K. fortælle om den dramatiske tid under Thorning-Schmidts regering og hans partis exit fra magtens centrum. Som når Holger K. Nielsen citerer Frederik 3., der angivelig sagde på sit dødsleje om Peder Griffenfeld: “Gør en stor mand ud af ham, men gør det langsomt”, som reference til Thor Möger Pedersen, den talentfulde unge SF’er med den imponerende, men korte karriere. Der er en fin analyse af problemer med Irak-krigen.

Og det er i bred forstand godkendt og velskrevet. Der er bare stadig langt mellem det indhold, som kommer bag på os, der læste tidens aviser, eller nuancerer vores indtryk fra dengang. Hvem ved, muligvis er der heller ikke så meget mere at berette om? Hvis det er forklaringen, er det et tab for politisk historieskrivning, at Holger K. Nielsen fik så kort en tid som topminister. 

Med dette sagt lykkes bogen markant bedre med det andet forehavende, at fortælle om Holger K. og SF. Bogen havde været lidt bedre, hvis Holger K. havde udfoldet sin oplevelse som ung socialist, der var på udveksling i Jugoslavien og mødte den reelt eksisterende socialisme dér. Dette er dog udeladt af den forståelige årsag, at Holger K. har beskrevet de oplevelser i sin foregående erindringsbog og har bestræbt sig på at undgå gentagelser. 

Men under alle omstændigheder bibringer Det var det værd sin læser noget forstand på SF, og hvordan partiet på den ene side kan være fuld af modsætninger og stadig bevare sin røde tråd som det venstreorienterede korrektiv gennem årtier. Og vil man forstå det bedre, måske fordi man er et ungt menneske uden megen personlig erindring af Holger K. Nielsen og hans tid, er hans bog bestemt et godt sted at starte. Det er partihistorie fortalt af en partskilde, men en af de mere troværdige. Holger K. tror stadig på en meningsfuld regeringsdeltagelse engang i fremtiden, og måske vil en eller anden politiker i fremdrift kunne lære noget?

I hvert fald vil læserne begribe, hvordan den relativt beskedne mand bag ordene stadig kan tage en stor del af æren for, at SF ikke gik samme vej som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne. Og man vil forstå, hvorfor Holger K. blev en af de få politikere, som danskerne var på fornavn med. Det er ikke nok til at løfte bogen over det middelmådige samlet set, men vil nok være en større kompliment for manden end nogen karakter, vi kan give ham, for det handler egentlig om livsværket mere end bogværket.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter