Socialismen er vendt tilbage! Opinions- og værdiundersøgelserne viser det. Meget af den offentlige debat præges af mere eller mindre bløde socialistiske dagsordener.

Der er sikkert mange årsager til dette. Murens Fald og 1970’ernes velfærdsstats-excesser blev ikke oplevet af de yngre generationer. Et omfattende krisenarrativ er blevet en del af den almindelige debat (”den kapitalistiske vækstmotor er stoppet og uligheden er grasserende og konkurrencestaten skærer alt ned og klimaet er på vej til at overophede og arterne er ved at forsvinde og psykologiske og psykiatriske diagnoser bliver flere og flere og Covid-19 er blot starten på en pandemisk tidsalder og verdens magtforhold er i totalt opbrud etc.”). I stigende grad præsenteres socialistiske løsninger ikke blot som løsninger på for eksempel økonomisk ulighed—men som totalløsninger.

Derfor er det heller ikke overraskende, at det socialistiske telt er bredt og rummeligt. Det spænder nu fra konservative, der tiljubler statsministerens covid-kollektivisme og taler om Carl Schmitt, over socialdemokratiske ministre, der skriver (ofte interessante) debatbøger, til klimaaktivister og helt ud til venstreradikale, der promoverer identitetspolitik og critical justice theory. 

Teltet har for så vidt længe været rummeligt. Den klassisk-liberale tænker Friedrich Hayek dedikerede sin bog fra 1944, Vejen til Trældom, til ”socialister af alle partier”. Socialistiske eller kollektivistiske ideer er i vores del af verden reelt default-optionen - det er i højere grad afvigelser herfra, der skal argumenteres for, snarere end omvendt. Ikke desto mindre lykkedes det specielt fra 1980’erne og frem at skabe en vis fremdrift globalt for borgerlige ideer. 

I det store billede er situationen reelt, at staten og skatterne er blevet ved med at vokse, og det offentliges indflydelse på borgernes hverdag gennem regulering af enhver slags gjorde det samme (også i USA og UK). Venstrefløjs-ideologer har på bizar vis tolket det sådan, at denne reelt voksende socialisme er en slags liberalisme, såkaldt neoliberalisme. Go figure, som de siger.  

Men i hvert fald ideologisk stod tiden i liberalismens tegn, og indtil for ret nyligt var venstrefløjen intellektuelt bovlam. Det er mildest talt ikke tilfældet længere. De gamle ideer og temaer findes frem og pudses op. Det drejer sig for eksempel om en Piketty, hvis bekendte bog ganske bevidst fik titlen Kapitalen i det 21- århundrede. Den historiske arv og kontinuitet understreges også i titlen på Jacobin Magazine. Meget af kritikken af venstrefløjen fra borgerlig side er så på tilsvarende måde en tilbagevenden til tidligere argumenter. De politiske idéers historie gentager også sig selv. 

Dragsteds nye bog

Men så er der også dem på venstrefløjen, der forsøger at tænke nye tanker (eller siger, at de gør). Pelle Dragsted er et eksempel på det. Han er formentlig den skarpeste strategisk tænkende politiker på venstrefløjen i Danmark med en indflydelse, der rækker langt ud over Enhedslisten. Han er også god til at markedsføre sine tanker, og hans nye bogudgivelse er ingen undtagelse: Bogen har fået en del opmærksomhed allerede inden udgivelsen (f.eks. her og her). 

Dragsteds nye bog hedder Nordisk socialisme: På vej mod en demokratisk økonomi. Hovedtitlen står med blodrøde typer på en baggrund af en photoshopped Dragsted. Bogen er på 383 sider, inklusive noteapparat og referenceliste. Den er letlæst, med store typer, og generelt velskrevet, men er også ordrig. Man kan så polemisk bemærke, at det åbenbart kræver mange ord og sider at forklare, hvorfor socialisme denne gang vil fungere. Men det har Dragsted svar på. Det handler nemlig ikke om at skabe socialismens Nye Jerusalem — for vi er, som bogens titel antyder, allerede et langt stykke af vejen!

Dragsteds drejninger

Argumentationsteknisk og retorisk er det et påfaldende træk ved Dragsted bog, at han kombinerer traditionel socialistisk tænkning med en række ofte overraskende greb, der består i at vende tingene på hovedet eller dreje dem 180 grader.   

Den mindst overraskende drejning er, hvad man kan kalde Dragsteds chok-doktrin. Venstrefløjsaktivisten Naomi Klein argumenterede i The Shock Doctrine for at ‘neoliberale’ politikker som regel blev indført under henvisning til behovet for radikale svar på krisetilstande. I bogens første del argumenterer Dragsted for, at socialisme er den nødvendige chokbehandling mod den sædvanlige mængde af reelle eller påståede kriser såsom ulighed, global opvarmning, kapitalismens aftagende dynamik med videre. Det er en mindre interessant del af bogen, fordi det som antydet er blevet en almindelig del af venstrefløjens retorik (men der vil være mange SoMe-opslag, Cepos-notater med videre i at kritisere de konkrete påstande her). 

Den mere interessante og overraskende 180 graders-drejning har at gøre med påstanden om, at de nordiske lande faktisk er socialistiske! Dragsted redegør for, hvordan Trump-administrationen forsøgte at tage noget af luften ud af Bernie Sanders anprisning af de nordiske lande ved netop at give ham ret i at de var socialistiske — og at det var et problem. Man husker måske, hvordan danske politikere fra det meste af spektret med harme afviste dette. Danmark var skam meget kapitalistisk. (Det er jo ikke helt løgn, for Danmark ligger fremdeles højt i landesammenligninger af økonomisk frihed). Dragsteds drejning er her at give Trump et al. helt ret i, at socialismen faktisk er på vej mod virkeliggørelse i Norden, men at det selvfølgelig er godt. 

En tredje drejning i bogen er Dragsteds afvisning af, hvad han ser som venstrefløjens fokusering på kapitalismen som et ”enerådende og altdominerede” system. Dette perspektiv, som tilskrives ikke bare den traditionelle socialistiske venstrefløj, men også (mere problematisk) Socialdemokratiet, er helt uproduktivt. Det fjerner fokus fra de mange lommer af, hvad Dragsted ser som succesfuldt realiseret socialisme i den danske økonomi. Lige så uproduktivt som utopiske forestillinger om socialismen som et lige så totalt fremtidsprojekt, så fjerner fokus fra det konkrete arbejde med at gøre økonomien stedse mere ”demokratisk”—det vil sige gøre socialismen ”konkret og forankret i den virkelighed vi kender” (p. 25). 

Dragsted gør sig til fortaler for det rimelige synspunkt, at alle økonomier er hybrider af forskellige grader af statslig kontrol og privat initiativ, eller om man vil, forskellige mix af ejerskabsformer der spænder fra rent statsligt ejerskab til rent privat ejerskab. Men selv disse ekstremer er i virkeligheden ikke helt rene, idet de jo begge er underlagte en lang begrænsninger. Hvad skal konstateringen af disse empiriske fakta så bruges til? 

Ejerskabets centrale rolle

Grundlæggende skal det bruges til at vise at de centrale problemer i diskussionen om samfundets indretning handler om ejerskab. Hvem ejer? Hvordan ejes der? Hvilke konsekvenser har det? Måske paradoksalt er det her, at bogen er både mest traditionel og mest nytænkende. Hvad angår det traditionelle er et fokus på ejerskab jo klassisk socialisme: For Marx er socialisme simpelthen defineret som ”fælleseje” af ”produktionsmidlerne” (en definition, som også Marx’ stærkeste kritiker, Ludwig von Mises, tilsluttede sig). 

Men Marx og de fleste andre socialister spildte ikke tiden på at forstå, hvad ”fælles ejendom” så egentlig konkret betød, og hvordan det kunne bringes til at fungere. Tankegangen var den utopiske, at når først denne ejerskabsform var generelt etableret — alle produktive aktiver var ”fællesejede”— ville de stegte duer automatisk flyve ind i kammeraternes munde, som Mises konstaterede. 

Det er her, Dragsted sætter ind. Han argumenterer for, at der er brug for en mere realistisk og nuanceret opfattelse af ejerskab. Målet er stadig en økonomi med langt mere fælleseje. Dragsted har her, som alle andre socialister før ham, alt for lidt opmærksomhed rettet mod de mange problemer, som det vil give anledning til (selv om han erkender deres eksistens). Men processen mod det mål skal baseres på de specifikt danske og nordiske erfaringer — på forståelsen af ”vores egne erfaringer med demokratisk forvaltning i fællesejede virksomheder, andelskasser og en omfattende offentlig produktion” (p.109).

Demokratiet og den kooperative økonomi 

For Dragsted handler socialisme fundamentalt om demokrati. Et underliggende tema i bogen er, at socialisme er naturligt og egentlig ikke noget, man med rimelighed kan være imod. Hvem kan være imod demokrati? Konsekvent, gennemført demokrati i alle livets og samfundets sfærer? 

Det er givetvis alvorligt ment, men er naivt. Det er det, på baggrund af at store dele af den realiserede socialisme er fuldstændig udemokratisk; at totaldemokrati betyder altings politisering—hvilket er meget lidt ønskværdigt; og på baggrund af at demokrati ikke er universelt godt. Demokrati er én måde, hvorpå beslutninger kan træffes, men langtfra den eneste og ikke altid den bedste, og i øvrigt behæftet med dybe problemer, når valget står mellem mere end to alternativer. 

Dragsteds demokratisme motiverer en lang gennemgang af forskellige typer af kooperativ organisering og ejerskab, som han opfatter som virksomheder, hvor beslutningerne træffes ”demokratisk” (én person—én stemme), og hvor man typisk deler overskuddet. Modsætningen til denne ejerskabsform er selvfølgelig den kapitalistisk organiserede virksomhed, hvor beslutninger træffes på baggrund af ejerandele af en ”snæver elite” (at mange ”kapitalistiske” virksomheder har overordentlig mange ejere, at ejerskabet ofte er spredt, og at mange ejer indirekte gennem pensionsfonde diskuteres ikke). 

Dragsteds gennemgang af kooperativ organisering er informeret og interessant, ikke mindst fordi disse organisering- og ejerformer herhjemme har været af stor betydning og fremdeles er det. Han gør helt ret i at pege på disse ejerformers vigtighed. Men Dragsted går galt i byen, når han vil indføre en fundamental forskel på for eksempel kooperative virksomheder i landbruget og medarbejderejede virksomheder på den ene side, og ”kapitalistisk” organiserede virksomheder på den anden. Det er udtryk for den absolutisme han ellers er så kritisk over for—men qua sit grundlæggende marxistiske udgangspunkt (hvorom senere) i virkeligheden ikke kan undslippe. 

Dragsted indfører nemlig en falsk skelnen og overser at de forskellige former for ejerskab til virksomheder alle er kooperative! Ejere af en virksomhed har ret til at træffe beslutninger og til at tilegne sig overskuddet fra driften. Ejerskab kan tilfalde kapitalejerne, eller forbrugerne, eller arbejderne, eller leverandørerne, eller det offentlige, eller ingen (non-profits). 

Et typisk landbrugskooperativ ejes af landmænd, der modtager en afregningsbetaling for deres leverancer til kooperativet. De deler profitten mellem sig. Alle, der leverer, har stemmeret. De har formentlig etableret en virksomhed, som de ejer sammen, for at undgå en situation, hvor én aftager har al forhandlingsstyrke og derfor kan sætte prisen på en ”monopolistisk” måde (egl. ”monopsonistisk”). Den ”kapitalistiske” virksomhed ejes så af dem, der leverer kapital til virksomheden. De kan modtage dividender. Alle, der leverer kapital, har stemmeret. Kapitalejerne har formentlig etableret en virksomhed, som de ejer sammen, for at undgå, at andre stakeholders kan ekspropriere deres investeringer, som ofte vil være bundne i fast kapital og svært reversible. 

Også det traditionelle kapitalistisk organiserede firma, aktieselskabet, er dermed et kooperativ, nemlig et ”kapitalistkooperativ.” Det har (i nogle situationer, ikke altid) så en række fordele i forhold til for eksempel den medarbejdede virksomhed. Det skyldes, at rollekonflikten typisk er mindre i den kapitalistiske virksomhed. Tænk på den medarbejderejede virksomhed. I sin rolle som ansat vil medarbejderen gerne have overskuddet udbetalt i form af højere lønninger. I sin rolle som investor ser hun imidlertid gerne overskuddet investeret i for eksempel vedligeholdelse af bygninger. Den ældre medarbejder foretrækker sandsynligvis at få overskuddet udbetalt som løn, den yngre vil måske foretrække at få det investeret i virksomheden, fordi han er mere interesseret i dens langsigtede overlevelse. Og så videre.  

Der er med andre ord af grobund for alskens konflikter i de kooperative virksomheder, fordi ejerkredsen har en lang række forskellige mål. I den kapitalistiske virksomhed er der som udgangspunkt kun èt mål: Maksimering af overskuddet. Derfor er det som udgangspunkt også lettere at skabe enighed i ejerkredsen om de vigtige beslutninger. 

Det betyder slet ikke, at den kapitalistiske virksomhed nødvendigvis vil udkonkurrere den kooperative virksomhed. Hvem der er de bedste ejere—medarbejdere, leverandører, ejere af kapital, etc.—afgøres konkret af hvilke udfordringer virksomheden står over for, og hvordan disse udfordringer håndteres bedst muligt. I det omfang at balancen mellem den kooperative økonomi og den ”kapitalistiske” økonomi ændrer sig over tid, er det, fordi udfordringerne ændrer sig, ikke, som Dragsted argumenterer for, fordi den kapitalistiske økonomi parasitært æder sig ind på den kooperative, støttet af lakajerne i forskellige regeringer, borgerlige såvel som socialdemokratiske. 

Klassisk marxisme

Når Dragsted alligevel insisterer på, for det første, en fundamental skelnen mellem kooperative og kapitalistiske virksomheder og, for det andet, på at ”kapitalismen” konstant vil søge at kolonisere ”den demokratiske økonomi”, er det en reminiscens af den klassiske marxisme, der underligger hele bogen og ofte stikker hovedet frem. I de kapitalistiske virksomheder tilegner kapitalisterne sig nemlig merværdi gennem ”udbytning” (p.41) Det er åbenbart ikke tilfældet, når landmænd tilegner sig overskuddet i de kooperativer de ejer (og hvor der arbejder personer, der ikke er landmænd …). 

Klassisk marxistisk er også eksemplificeringen af, hvordan ”kapitalismen” konstant forsøger at ”kolonisere” den ”demokratiske økonomi” med de mange privatiseringer særligt i Nyrup-regeringernes tid. Men realiteten er, at mange af disse tiltag bragte lagt mere kompetent ejerskab ind og medførte velfærdsgevinster. Kompetence-dimensionen er svært fraværende i Dragsteds diskussion. Men grundlæggende har vi alle interesse i kompetente ejere, at vi har de ejere, der kan skabe mest værdi. Nogle gange indebærer det så medarbejderejede eller leverandørejede virksomheder, andre gange indebærer det, at ”kapitalisterne” ejer virksomheden. Hvis politikerne i øvrigt sørger for de rette neutrale rammebetingelser, vil ejerskabet finde sin naturlige ligevægt. 

Helt grundlæggende er det svært at købe ideen om kapitalismens konstante koloniseringsbestræbelser over for ”den demokratiske økonomi,” når den historiske udvikling er det stik modsatte: konstant voksende offentlig sektor, skatter, regulering. Dragsted vil gerne fremstå som en statskritisk socialist, men i realiteten ender han med at være det modsatte. Det falder ikke Dragsted ind, at en grund til at kapitalismen taber pusten i form af faldende innovation og aftagende vækst netop kunne være, at balancen mellem stat, marked, og civilsamfund (herunder den kooperative økonomi) er tippet til markant fordel for staten. 

Coda 

Der er mange forsøg på at gentænke socialismen i disse år. I anglosfæren har meget af denne gentænkning taget form af wokisme. Der er her tale om en dydsorienteret, akademiker-drevet strømning, der måler alt med identitetspolitikkens alen og reelt er meget ligeglad med traditionelle socialistiske temaer som indkomstlighed, udbytning, offentligt ejerskab, almennyttigt boligbyggeri, sociale sikkerhedsnet, etc. Til gengæld er det også en strømning, som det reelt er umuligt at indgå i en rationel dialog med, fordi den fornægter at mennesker med forskellige identiteter overhovedet kan have en sådan dialog.

Det er i langt højere grad muligt med den strømning, som Dragsted repræsenterer: En videreførsel af traditionel, marxistisk funderet socialistisk tænkning, som forsvarer, hvad der ses som den eksisterende ”demokratiske økonomi” og ønsker denne cementeret og yderligere udbygget. Dragsteds socialisme er ikke bygget på Judith Butler og Michel Foucault, men på Marx, suppleret med Karl Kautsky, Nikos Poulantzas, general Tito, dansk/nordisk andelstænkning og såmænd også økonomerne Daron Acemoglu og James Robinson (p.172). Det er socialisme, man kan have en rationel dialog med. 

Som jeg har argumenteret for, er Dragsteds tankesæt, skønt ikke utopisk, dog naivt. Han har en helt overdreven tiltro til den ”demokratiske økonomi” og overser eller nedtoner alle dens reelle, veldokumenterede problemer. Den kooperative økonomi har bestemt en rolle at spille, men den er langt mindre, end Dragsted mener. Og på trods af Dragsteds hyldest til den konkrete virkelighed og hans understregning af, at virkelige økonomier altid er hybrider, forbliver han fastlåst i et marxistisk tankesæt, hvor én ejerskabsform er baseret på udbytning og forsøger at kolonisere den anden, ”demokratiske” ejerskabsform.  

Det betyder selvfølgelig også, at han er blind for, at hvad han kalder ”kapitalisme,” og som i sin substans ikke er andet en kombination af udstrakt privat ejerskab til aktiver, eksistensen af markeder og decentralisering, er et system, der, hvor det trænger frem, hæver levestandarder, bidrager til uddannelse, og giver mere frihed. Men alt i alt er Dragsteds bog et frisk pust fra en dansk venstrefløj, der i årtier ikke ligefrem har været fast leverandør af ny, klar og virkelighedsorienteret tænkning om de fundamentale samfundsmæssige spørgsmål.