Det var vinden, der udmærkede ham som rytter. Ikke revolutionens stormvejr, men den lavtliggende brise over Normandiets bløde bakker, der snittede huden som koldt stål. En vind, som kommer nedefra, fra havet, fra klitterne, og som aldrig rigtig ophører – kun ændrer retning.
En vind, som får træerne til at bukke på skrå, og som sætter sig i kæden, i tøjet, i knoglerne. Det var her, ved daggry, at en cykel gled henad landsbyvejen ved Bayeux, dækket af dug og morgenens stilhed. Rytteren, spinkel, ranglet, med en tynd jakke tæt trukket omkring sig, sad lavt over styret.
Ingen hjelm. Ingen reklamer. Kun den glatte skygge af en mand i fart – et vindpust over brostenene. Han lod blikket glide over markerne, over kirketårnet, over de nyopførte tyske stillinger, der lå spredt ud som lede sår i landskabet.
