Anmeldelse

03.05.22

Odysseus går fra antik krigshelt til lastefuld antihelt

I Det Kongelige Teaters opsætning af Odysseen sættes helterollen til diskussion. For det, der var legendarisk heltedåd i antikken, er det ikke nødvendigvis i dag. Fra krigshelt til blodtørstig massemorder. Stykket er en velspillet odyssé om at tage sin skyld på sig, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
Det Kongelige Teater / Emilia Therese
Det Kongelige Teater / Emilia Therese

”Gerningsmænd bliver til helte, så snart de digter deres sange.”

Sådan gentages det. Snart vil ofrenes klagesang forstumme, for sejrherrerne vil have skrevet historien. I antikken herskede den opfattelse, at Odysseus var en ægte krigshelt, der besad de rette græske mandsdyder, og det er da også den fortælling, der har skrevet sig ind i historien. 

Men det er netop den fortælling, tyske Anja Behrens med sin opsætning på Mellemgulvet (Det Kongelige Teaters eksperimenterende scene) i Skuespilhuset forsøger at sætte til diskussion. Hun vil vise, at det, der var legendarisk heltedåd i antikken, ikke nødvendigvis er det anno 2022. Fra krigshelt til blodtørstig massemorder. Odysseen er, men med stor respekt for det homeriske antikke epos, blevet en odysse i at komme overens med sin skyld og påtage sig ansvaret for sine gerninger.

Der er seks mand på scenen – fem skuespillere og én musiker udi slagtøj, der med sin taktfaste dundrende rytme sætter slagets gang og lyder som krig. Scenen er stramt komponeret med køligt stål og marmor i bedste gladiatoræstetik. Skuespillerne er i ens klædning: sort, tætsiddende og med skulderrustning og korintisk hjelm i stål. Nathalie Mellbye imponerer med sin stringente stålscenografi, og selvom den er mindre vovet end i Symposion (også iscenesat af Behrens i 2019), er den langtfra kedelig. Tværtimod står den endnu skarpere.

”Jeg er Odysseus,” stiller Nanna Skaarup Voss sig frem og råber. Som en selvbevidst soldat med krig i blikket, og de andre følger trop. De er stolte. Ranke. Stærke. De er krigere. De er alle Odysseus. På skift glider de hver især ind og ud af hovedrollen: For de er alle hovedrollen.

På scenen står den kæmpe – til stykket byggede – todelte trojanske træhest. Den hest, som grækerne forærede trojanerne som det symbolske håndtryk på krigens afslutning. Men da trojanerne havde taget imod den og trukket den inden for deres byporte, sprang Odysseus og mandskabet ud, hærgede Troja og slagtede deres indbyggere. Blodig massakre forklædt som listens gave.

Hesten bliver stykket igennem liggende på scenen som reminiscensen af det skete og som ærkesymbolet på krigslist. Fra koret lyder der: ”denne nats mørke vil aldrig få en ende. Solen står ikke op af vandet”. Nattens mørke har sat sig fast i Odysseus som samvittighedskvaler. Behrens’ nyfortolkning af stykket ligger både i den ydre refleksion over helterollen og den indre proces, som Odysseus holder over sig selv. For hvilken sand helt dræber mænd, kvinder og børn i et blodigt opgør med list og uhæderlige guerillateknikker og så endda uden at have dårlig samvittighed bagefter? Stykket handler ikke længere kun om, at Odysseus skal finde hjem til Ithaka efter 10 års krig, men det handler også om, at han skal blive hel.

I stykket kommer vi velvalgt forbi epossets centrale begivenheder. Med Karen-Lise Mynster som troldkvinden Kirke lader Alvin Olid Bursøe som Odysseus sig forføre af hendes fortryllende trolddoms fiksfakseri. Kirke forvandler hele hans mandskab til svin, mens han selv prøver at holde vejret under vand. 

Hvordan portrætterer man så lige svin i dag, det grissede, hvis det ikke skal være med lyserøde kostumer med hale, der ville bryde totalt med scenens stålæstetik? Selvfølgelig som den liderlige uciviliserede kønsdrift, hvor kroppene vrider sig rundt på gulvet og mellem hinanden med brysterne hængende udenfor tøjet som patter og boltrende sig i den sperm, der udgydes af en haveslange, der bruges som den penis, der ejakulerer ned i de andres åbne munde. 

Senere på færden skal mandskabet møde de underskønne sirener, som i mytologien lokker mændene med deres smukke sang og ydre, men som får søfarerne til at kæntre. De er på sin vis græsk mytologis svar på elverpiger: Smukke men onde. Da David Hildebrandt, som har skabt stykkets eminente lydunivers, drejede på sirenen for at indvarsle det farlige, var lyden så intens, at man var blevet advaret om det hjemmefra (men bare rolig, man går ikke derfra med tinnitus). 

Odysseus undgår kun sirenernes fristelsen, fordi han ved, at den er der. Han har ladet sig lænke til en mast, som han ikke må frigøres fra, og det resterende mandskab har fået proppet voks i ørerne, så de ikke kan høre deres lokkesang.

Men suk! At høre deres sang er det mest fortryllende, han nogensinde har prøvet. Han siger, at den, der lader sig besnære, dør, men at den, der ikke har hørt deres sang, ikke har levet, og at den, der har hørt det og overlevet, vil falde i en efterfølgende sorg af længsel. En sorg, der er mørkere end i hestens bug. Det vil være som at leve i en verden, hvor solen aldrig står op. Måske siger det noget om, at mødet med det æstetisk skønneste skønne teoretisk set kun kan gøre en ulykkelig. Alt derefter er længsel, og længsel er lidelse. Det fuldender ikke en, men gennemhuller en.

Behrens har med Symposion (Det Kongelige Teater, 2019), Ordet (Aarhus Teater, 2020) og nu med Odysseen slået sig op som en talentfuld teaterinstruktør. Hun formår at revitalisere store klassikere og nyfortolke dem med stor respekt for de originale værker. Denne gang har de gamle replikker fået nyt liv på baggrund af hendes inspiration fra John von Düffels genskrivninger. Og selvom samvittighed ikke fylder meget i de homeriske eper, gør de hos Behrens.

”Jeg kan ikke lyve længere. Ikke længere flygte fra min straf. Vi dræbte dem alle.” Odysseus ved, at der vil synges om ham om 1.000 år, og at det ikke vil være positivt, men at det vil være om den død og ødelæggelse, han kastede over uskyldige. Nyfortolkningen af helterollen synes ikke at være en historieomskrivning, ligesom pointen ikke er, at man skal undskylde for fortidens handlinger. Det taler stykket hverken for eller imod. Derimod siger det noget om, at en helt må handle på en måde, hvor man kan se sig selv i øjnene.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter