Da den 63-årige muslimske tænker, influencer og tidligere professor i Oxford Tariq Ramadan i sidste måned ved en fransk domstol blev idømt 18 års fængsel for voldtægt af tre kvinder i Frankrig i perioden 2009 til 2016, var det afslutningen på et langt og prominent liv i den europæiske debat om islam i Europa.

Ramadan, der har schweizisk statsborgerskab og er barnebarn af Det Muslimske Broderskabs grundlægger, var genstand for respekt, hvis ikke ligefrem beundring i progressive medier og på vestlige universiteter og forlag op gennem 1990’erne og 00’erne.

Han blev hyldet som den muslimske Martin Luther og udråbt til en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden af Time Magazine.

Men han blev også beskrevet som en dobbelttunget islamist af sine kritikere. Jeg har såmænd selv haft fornøjelsen af at debattere med ham i DR’s Deadline, hvor han virkede lige så glat som en sild i Øresund.

Euro-islam i Danmark
Tariq Ramadan er især kendt for sin idé om euro-islam, dvs. en forestilling om, at de islamiske og vestlige civilisationer er kompatible, og at muslimer ikke behøver opgive deres identitet som muslimer for at blive fx danskere eller svenskere. Der findes således en ”tredje vej” for de muslimer, der vedstår sig deres religion og samtidig respekterer den lokale lov og ret.

Ifølge denne udlægning er islam ikke en bogstavtro, politisk ideologi, men et mere luftigt moralsk engagement, som sagtens kan sameksistere med kristendom, vestlige normer og værdier.

Ramadans idé om euro-islam vandt også fodfæste og fremme i Danmark. Fx gik hele tre redaktører og lederskribenter på dagbladet Politiken i 2002 sammen om at udgive antologien Islam i Danmark – tanker om den tredje vej på Gyldendal.

Tariq Ramadan medvirkede i bogen, og hans synspunkter blev fyldigt refereret, idet de tre redaktører Adam Holm, Michael Jarlner og Per Michael Jespersen skrev en indledning, et længere perspektiverende kapitel og en sammenfatning.

Universelle, demokratiske normer
Deres konklusion flugtede med Ramadans anbefaling af euroislam, som ifølge de tre redaktører var ”så småt i gang, ikke mindst i Frankrig”. De gav bogen igennem udtryk for en forfatningspatriotisme som den franske. At kræve, at muslimer tilpasser sig danske normer og værdier var derimod ”for snævert og nationalistisk”.

Redaktørerne henviste til ”universelle, demokratiske normer, der udspringer af oplysningstiden, demokratiseringen af Europa, kvindebevægelsen m.v.”

Ind mod midten
Antologiens hensigt var at placere sig mellem to poler. På den ene side de ”indvandrerfjendske”, der efterlyste muslimers assimilation. På den anden side venstrefløjen, der ”siger ja tak til det hele, når det gælder den islamiske kultur.”

Motivet var i stedet at ”trække debatten mod midten og insistere på, at det er muligt at udvikle en særlig europæisk udgave af islam, som er forenelig med værdierne i et moderne vestligt samfund.”

Der findes, skrev de, intet alternativ til politisk demokrati, parlamentarisme og fri og åben meningsudveksling (…) ”Nationalstatens dage er forbi, og det samme er forestillingen om ét land, ét folk.” Derfor måtte danskerne ”sige højt og ubetinget ja til det multietniske og flerkulturelle samfund og blankt at afvise et samfund præget af nationalistisk snæversyn og en så overdreven tolerance, at den nærmer sig ignorance.”

Det sidste var møntet på venstrefløjens indstilling.

Hvad siger redaktørerne i dag?
Kontrast har kontaktet de tre redaktører for at få dem til at reflektere over deres syn på islam i Europa. Per Michael Jespersen arbejder i dag som taleskriver for statsminister Mette Frederiksen og oplyser, at han ikke deltager i den offentlige debat i eget navn.

Michael Jarlner, der stadig arbejder på Politiken som udlandsredaktør, takker også nej, idet han dog medgiver, at "Ramadan viste sig at være en mildt sagt skidt repræsentant for et ellers håbefuldt budskab."

Til gengæld indvilliger Adam Holm i at svare på Kontrasts spørgsmål. Adam Holm arbejder i dag som podcastvært hos Podimo efter en årelang ansættelse i DR som vært på både tv og radio:

"Jeg ved ikke, om jeg var optimistisk efter 11. september, men jeg håbede på fredelig sameksistens. Det gør jeg stadig, men det kræver enighed om spillereglerne. I et homogent, sekulært samfund som det danske med judeo-kristne rødder er det en massiv opgave at indpasse islam som institution.”

Hvad blev der af den euroislam, som var så hot dengang?

”Tariq Ramadan forsøgte med sin idé om euroislam, men hans argumenter holdt ikke i virkeligheden. Da vi interviewede ham til bogen, talte han smukt om tilpasning, men fik straks uld i mund, da vi udfordrede ham på demokratiske principper. Han ville ikke entydigt fordømme stening, men gemte sig bag nogle forblommede forklaringer om muslimers manglende overskud. Han havde intet svar på, hvordan man fjerner volden fra islam."

"Mig bekendt er der i dag ingen, som for alvor slår til lyd for en tredje vej. Vi er i store træk sluppet fri af den værdirelativisme og blødsødenhed, der lagde sig som tyk tågebanke over centrum-venstre i 1990'erne og 00'erne."

Er det godt eller dårligt?

”Det er godt, at berøringsangsten over for muslimsk fundamentalisme er på retræte, men pendulet er svinget for langt. Højrenationale bevægelser vinder frem på en hård kurs, jeg ikke kan billige. Kald mig bare en slatten liberal, men udfordringen fra islamisk fundamentalisme i de europæiske ghettoer løses ikke med særlove, overformynderi og fjendtlig retorik. Tryk avler modtryk, og den ensidige dæmonisering er lige så skadelig for integrationen, som fortidens håndskyhed var."

"Det lyder banalt, men der er ingen vej uden om at udfordre stereotyperne. Hvis vi ikke finder en balance, ender vi med svenske tilstande og i sidste ende et nyt blodbad som på Balkan".

Svenske tilstande, siger du. Hvem bærer efter din opfattelse ansvaret for dem? Er der ikke brug for, at folk som jer tre redaktører kigger indad?

"Jo, det er ikke til at snakke sig ud af. Der er et selvpålagt åg at bære for alle, der undlod at stille de ubehagelige spørgsmål eller uden omtanke hånede og nedgjorde de, som advarede imod dårlig integration og islams udbredelse i Vesten. Men jeg vil stadig fastholde, og her må Kontrast-folket fnyse alt, hvad de vil, at det ikke er meget bedre at give los for islambashing og fjendtlighed over for det fremmede. Jeg savner fortsat at opleve en position, der formår at bygge bro over kløften mellem den åndløse multikulturalisme og den selvforherligende patriotisme."