Remigration er allerede en vidtforgrenet debat med adskillige indvendinger og lidt færre modsvar. Indtil videre er det kun enkelte debattører og politikere for Dansk Folkeparti, der tager til genmæle. Så for overskuelighedens skyld vil jeg her præsentere det, jeg anser for de ti vigtigste og mest almindelige indvendinger mod remigration. Og mine egne svar på dem.

1. Brud på menneskerettigheder
Indvendingen: Remigration bryder med fundamentale menneskerettigheder og strider mod internationale konventioner.

Nej, Zenia Stampe, internationale konventioner er ikke naturlove. De er aftaler mellem nationer, som kan opsiges eller ændres, når de forhindrer demokratisk selvbestemmelse. Suveræne stater har altid haft ret til at prioritere nationale interesser og samfundets sammenhængskraft.

Statsborgerskaber, der er opnået på fejlagtigt grundlag gennem bedrag eller vildledning, kan fratages lovligt. Danmark kan gennemgå de sidste mange års tildelinger og annullere de statsborgerskaber, der er erhvervet på forkert grundlag.

Permanente opholdstilladelser kan betinges af faktisk kulturel integration. Konventioner som statsløse- og statsborgerretskonventionen kan opsiges eller Danmark kan tage forbehold. Sikkerhed og stabilitet må veje tungere end abstrakte internationale aftaler, når samfundets eksistens står på spil.

2. Diskrimination og racisme
Indvendingen: Remigration rammer uforholdsmæssigt ikke-vestlige indvandrere og minoriteter, som allerede er ”strukturelt undertrykte”. Det er racisme i forklædning.

Nej, Mira C. Skadegård, remigration handler om adfærd, værdier og kultur - ikke etnicitet eller hudfarve. Der er mange danskere med anden etnisk baggrund, der klarer sig fremragende. Flere af dem forsvarer endda Danmark langt bedre og mere modigt end de fleste danskere - både på venstre- og højrefløjen. Halime Oguz, Naser Khader og Roya Moore er gode eksempler.

Krav om tilpasning og fælles normer er for øvrigt legitime. Hvis udlændinge (indvandrere og efterkommere) gentagne gange viser manglende vilje til integration, må samfundet beskytte sig ved systematisk remigration. Det er ikke diskrimination, men en konsekvens af fravalg af danske normer.

Påstanden om, at parallelsamfund, æresrelaterede forbrydelser og sharia-praksis kan forklares som reaktioner på dansk racisme, kolliderer med realiteterne. Det er udtryk for importerede kulturer, der aktivt modarbejder integration.

3. Kollektiv afstraffelse
Indvendingen: Remigration straffer hele grupper for enkelte individers handlinger, ikke på basis af individuel adfærd, hvilket underminerer retsprincipper og demokratisk retssikkerhed.

Nej, Michala Clante Bendixen, når store grupper gennem årtier har vist manglende vilje til integration - når fx 40 pct. af danske muslimer mener, at Koranen skal danne grundlag for lovgivningen - er det ikke længere et spørgsmål om enkeltpersoners adfærd. Det er et mønster.

Remigration er ikke kollektiv afstraffelse. Det er en konsekvens af, at mange (ikke alle – derfor vurderes individer på retsstatens grund) aldrig burde have været her i første omgang. Enhver suveræn nation har ret til at beslutte, hvem der må opholde sig på dens territorium, og til at ændre lovene, når beslutninger viser sig fejlagtige.

Alternativet - at lade stå til - vil føre til langt værre former for kollektiv ”afstraffelse” i takt med at parallelsamfund og sekterisk vold eskalerer. Den erfaring kender vi fra europæisk historie. Så lad os undgå den, mens vi endnu kan.

4. Ødelagt integration og mistillid
Indvendingen: Remigration underminerer integration og sociale bånd og sender et signal om, at uanset hvor godt man integrerer sig, er ens ophold usikkert.

Nej, Peter Grant, integration har allerede fejlet for mange. Fire årtier med integrationspolitik har ikke virket. Intet som helst sted. Ingen sammenlignelige lande har fundet en effektiv måde at assimilere udlændinge fra Afrika og Stormellemøsten. Remigration er den eneste realistiske løsning for at genoprette sammenhængskraften.

De, der oprigtigt ønsker at blive og virkelig tilpasser sig - ikke bare lærer sproget og får et arbejde, men adopterer dansk kultur og værdier - får stadig mulighed for det. Men det kræver mere end sprogfærdigheder og arbejdsmarkedstilknytning.

Det kræver assimilation ind i den danske kultur, traditioner, omgangsformer og grundlæggende forestillinger om ret og uret. Den mistillid, der er opstået, skyldes ikke remigrationspolitik, men årtiers fejlslagen integrationspolitik, der har skabt parallelsamfund og kulturkonflikter.

5. Praktisk og juridisk umulighed
Indvendingen: Mange har ikke noget oprindelsesland at vende tilbage til, og det vil være juridisk og logistisk ekstremt vanskeligt og dyrt at gennemføre masse-remigrationer.

Nej, Mohammad Rona. Med politisk vilje er det både praktisk og økonomisk muligt. De fleste migranter har et klart oprindelsesland. Danmark kan tilbyde økonomiske incitamenter – for min skyld gerne en million kr. pr. person - for frivillig hjemrejse.

Og dertil betale andre stater for at tage imod deres egne borgere. Selv med dette beløb vil udgiften være tjent hjem på ti år, når man medregner de årlige offentlige udgifter til ikke-vestlige indvandrere.

Den tyske kansler Friedrich Merz vil sende hundredtusindvis af syrere hjem, om nødvendigt med tvang. Hvis Tyskland kan, kan Danmark også. For de afviste udlændinge, fx asylmigranter, der nægter at rejse frivilligt, etableres lukkede udrejsecentre.

Forbud mod remitter (internationale pengeoverførsler, red.), afvikling af støtte til lande, der ikke vil tage imod egne borgere, høje afgifter på halal-produkter, forbud mod udenlandsk finansiering af moskeer og afskaffelse af permanente opholdstilladelser gør det besværligt og meget mindre attraktivt at blive.

Juridiske barrierer kan fjernes ved at opsige eller tage forbehold for problematiske konventioner. Praktiske problemer løses, når den politiske vilje er til stede.

6. Skader Danmarks internationale ry
Indvendingen: Tvungen remigration vil skabe internationale konflikter og skade statens omdømme som retssamfund og demokratisk aktør.

Nej, Christian Bennike, mange lande har historisk gennemført hjemsendelser uden varigt omdømmetab. Danmarks udlændingepolitik blev skandaliseret i begyndelsen af 2000'erne, men få år efter blev den danske model kopieret i europæiske lande. Det samme vil ske med remigration.

Andre lande vil følge efter, tvunget af det enorme folkelige pres. En ny undersøgelse af 27 europæiske lande viser, at den politiske elite er alvorligt ude af trit med vælgernes ønsker om strammere udlændingepolitik.

Befolkningens sikkerhed og samfundets interne stabilitet bør altid have forrang for, hvordan andre landes politisk korrekte eliter ser på et land. Hvad hjælper et godt internationalt ry, hvis ens eget samfund går i opløsning?

7. Økonomiske tab og ”hjerneflugt”
Indvendingen: Hjemsendelser kan føre til tab af arbejdskraft og kompetencer, hvilket kan skade økonomien på lang sigt.

Nej, Sofie Holme Andersen, indvandrere fra MENAPT-lande koster i gennemsnit Danmark 74.000 kroner om året, mens danskere bidrager med 22.000 kroner. De økonomiske gevinster ved remigration er derfor åbenlyse og massive. Påstanden om ”hjerneflugt” ser bort fra, at de fleste ikke-vestlige indvandrere ikke er højtuddannede specialister, men tværtimod er overrepræsenteret i arbejdsløshed og på offentlige ydelser.

De udgifter, integration og forsørgelse medfører, overstiger langt de marginale økonomiske gevinster. En samlet tryg og stabil befolkning er vigtigere end enkelte kompetencer. Danmark skal ikke drives som en virksomhed, men som et folk.

8. Risiko for social uro
Indvendingen: Remigration kan fremkalde protester, splittelse og radikalisering blandt både minoriteter og majoritet, med øget risiko for uro og vold.

Nej, Mathias Sindberg og Sebastian Gjerding, uroen skyldes ikke remigration, men tværtimod, at integration og multikulturalisme har fejlet totalt. Det er fravær af handling, der skaber uro. Sverige oplever daglige skudepisoder, bombesprængninger og bandekriminalitet. Frankrig og Tyskland har mistet kontrollen i store byområder.

Remigration vil på sigt mindske spændinger og skabe mere homogene, stabile samfund. Det vil genoprette tillid og tryghed. Jo længere man venter, jo værre bliver problemerne - og jo mere radikale vil midlerne blive. Sikkerhedschefer og militæreksperter advarer nu om borgerkrige i Vesten. Dét er det virkelige skråplan - ikke remigration.

9. Etisk og historisk skråplan
Indvendingen: Mange ser netop remigration som startskud til et ”skråplan” mod etnisk udrensning, diskrimination eller mere autoritære tilstande.

Nej, Pelle Dragsted. Sammenligninger med etnisk udrensning er vildledende. Remigration følger den demokratiske proces og bør (bortset fra udvisninger af kriminelle, asylmigranter og personer, der har bedraget sig til et statsborgerskab) foregå gennem frivillighed og økonomiske incitamenter, ikke tvang. Det er en lovlig proces inden for retsstatens rammer.

Det virkelige historiske skråplan er at lade parallelsamfund, sharia-praksis og sekterisk vold brede sig. Historien viser, at etnisk og religiøs splittelse fører til konflikt og kollaps. At beskytte sit folk mod det scenarie er ikke etisk problematisk. Det er etisk nødvendigt.

10. Undergravning af samfundet
Indvendingen: Kritikere mener, at et socialt fællesskab bør bygges på værdier og loyalitet - ikke på oprindelse eller religion - og at udelukkelse på baggrund heraf underminerer ideen om et åbent og inkluderende samfund.

Nej, Martin Krasnik, fællesskabet skal netop bygge på værdier, kultur og tilhørsforhold, ikke kun abstrakte principper. Men når store grupper gennem årtier afviser danske værdier og dansk kultur, underminerer de selv fællesskabet.

Det danske fællesskab er ikke en abstrakt konstruktion. Det er et historisk folk med rødder, sprog, traditioner og en fælles forståelse af ret og uret. Man kan ikke reducere dette til et sæt universelle principper, som enhver kan tilslutte sig.

Beskyttelse af fællesskabet kræver realistiske rammer for, hvem der kan indgå i det. Et samfund uden form og afgrænsning er ikke et samfund. Det er en transitzone.

Konklusion
Fire årtiers integrationspolitik har fejlet. Intet land har fundet løsningen på at integrere store grupper fra Afrika og Mellemøsten. Problemerne bliver kun større: kriminalitet, parallelsamfund, kulturkonflikter og økonomiske udgifter i milliardklassen.

Remigration er både nødvendig, mulig og etisk forsvarlig. Det kan gennemføres inden for retsstatens rammer gennem en kombination af økonomiske incitamenter, juridiske ændringer og politisk vilje.

Alternativet er at fortsætte ad samme vej, indtil danskerne bliver et mindretal i deres eget land ved slutningen af dette århundrede. Eller borgerkrigen bryder ud.

Det er dét valg, der virkelig vil undergrave det danske fællesskab.