I en nylig kronik i Jyllands-Posten advarer tidligere formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, mod aktiv dødshjælp med Canada som skræmmeeksempel.

Han beskriver en udvikling, hvor dødshjælp ikke længere er en undtagelse, men en slags “autonomiens triumf” – et sundhedstilbud på linje med andre behandlinger. Birkler kalder det et medicinsk eksperiment ude af kontrol, drevet af en glidende accept af døden som løsning.

Men holder hans advarsel vand, når vi ser på fakta? Og hvordan står den canadiske model i kontrast til den hollandske, der har været i drift i over 20 år? En sammenligning af de to systemer kan belyse, om friheden til at vælge døden virkelig underminerer livet – eller om det handler om at balancere individuelle valg med samfundsmæssigt ansvar.

Hvad siger tallene?
Birkler peger på Canada, hvor aktiv dødshjælp (Medical Assistance in Dying, MAID) blev legaliseret i 2016. Ifølge Statistics Canada var den forventede levetid i 2023 på 81,7 år – næsten uændret fra 81,6 år i 2015, før MAID blev indført. Dette modsiger ideen om, at dødshjælp har ført til en generel afkortning af livet i befolkningen.

I 2023 udgjorde MAID cirka 4,7 % af alle dødsfald i Canada, svarende til omkring 15.000 personer. Medianalderen for dem, der modtog MAID, var 77 år, og langt størstedelen havde alvorlige eller terminale sygdomme, som kræft eller neurodegenerative lidelser (Health Canada, 2023). Disse tal viser, at dødshjælp primært anvendes af en lille gruppe, ofte i livets sidste fase, og ikke har bred demografisk effekt.

Holland, der legaliserede euthanasia og lægeassisteret selvmord i 2002, repræsenterer et mere modent regime. Her steg antallet af euthanasi-fald fra 1.882 i 2002 til 9.068 i 2023, hvilket udgjorde 5,4 % af alle dødsfald – en højere andel end i Canada. Den forventede levetid i Holland har derimod fortsat steget: Fra 78,9 år i 2002 til 82,1 år i 2023 (CBS, Statistics Netherlands).

Ingen dramatisk fald her heller; tværtimod viser data, at lovgivningen ikke har ført til flere tilfælde end før legaliseringen, ifølge en Lancet-studie fra Vrije Universiteit.

Glidebanens begyndelse
I Holland er medianalderen for euthanasi-modtagere omkring 75 år, med 86 % ramt af avancerede fysiske sygdomme som kræft. Men der er en markant forskel: 148 tilfælde i 2023 var udelukkende baseret på psykisk lidelse – en stigning på 20 % fra 2022 – og 328 involverede demenspatienter, en økning på 13,8 %.

Dette understreger en bredere udvikling i Holland, hvor “uudholdelig lidelse uden forbedringsmuligheder” inkluderer psykiske tilstande og ikke kun terminale sygdomme, i modsætning til Canadas oprindelige krav om en “graverende og uhelbredelig sygdom”.

Sammenlignet er Canadas vækst hurtigere procentuelt (fra 0 % i 2015 til 4,7 % i 2023), mens Hollands er mere stabil og højere i absolutte tal. Begge lande viser, at dødshjælp ikke forkorter befolkningens levetid markant, men effekten er koncentreret hos ældre med alvorlige lidelser. Holland illustrerer dog en potentiel “glidebane”: Uddybning til psykiske lidelser og demens, som Canada nu debatterer at følge med udvidelser til ikke-terminale tilfælde.

Etik eller økonomi
Birklers ståsted er klart: Han betoner menneskelivets ukrænkelighed og frygter, at normer gradvist skubbes mod en accept af døden som en “løsning” på lidelse. Dette er et etisk perspektiv, der ser ethvert skridt mod dødshjælp som en potentiel glidebane – en bekymring, der synes mere relevant i Holland, hvor psykiske tilfælde udgør en voksende minoritet.

Som økonom ser jeg sagen anderledes. Livet er fyldt med trade-offs – valg, hvor vi balancerer individuelle ønsker mod fællesskabets behov. Vi bliver i stressende jobs for at forsørge vores familie. Vi undlader at leve over evne for ikke at belaste andre.

Disse valg er sjældent “rene” eller fuldt autonome; de formes af sociale, økonomiske og kulturelle rammer. Hvorfor skulle valget om døden være fundamentalt anderledes?

Spørgsmålet er ikke, om aktiv dødshjælp er moralsk rigtigt eller forkert, men om vi kan skabe et system, hvor valget om døden træffes frit og informeret – uden at være drevet af desperation eller systemsvigt. For eksempel kan ensomhed, smerter eller fattigdom motivere et ønske om dødshjælp.

Men i stedet for at afvise disse motiver som illegitime, bør vi spørge: Har personen reelle alternativer, som palliativ pleje, smertebehandling eller social støtte? Eller er døden valgt, fordi systemet har svigtet? Hollands erfaring viser, at udvidelse til psykiske lidelser kræver strengere vagt, da over halvdelen af godkendte tilfælde involverede afvisning af potentielle behandlinger, og ensomhed ofte spillede ind.

Legitimitet og systemsvigt
Aktiv dødshjælp kan være en legitim udvej, hvis den træffes af en informeret person med værdighed og uden ydre pres. Men det forpligter samfundet til at minimere de faktorer, der gør livet ubærligt. Hvis en person vælger døden på grund af manglende adgang til pleje, økonomisk nød eller social isolation, er det ikke et udtryk for autonomi, men et tegn på, at samfundet har fejlet.

I Canada har der været eksempler på personer, der søgte MAID, fordi de ikke kunne få tilstrækkelig støtte til at leve med deres lidelser. I Holland er lignende tilfælde mere udbredte, især blandt psykisk syge, hvor læger advarer mod “for hurtig accept” af døden som løsning.

Begge systemer understreger behovet for at styrke sundhedssystemet og de sociale sikkerhedsnet, så dødshjælp ikke bliver en “billig løsning” på komplekse problemer. Sammenlignet med Canada viser Hollands model, at selv et modent regime kan udvikle uventede udfordringer, som geografisk variation i praksis (op til 7 gange forskel mellem regioner) og pres fra pårørende i demenssager.

Frihed og pligt
Debatten om aktiv dødshjælp handler ikke kun om etik, men også om økonomi – om hvordan vi fordeler ressourcer og ansvar i samfundet. Et system, der tillader dødshjælp, må samtidig investere i at forbedre livsvilkårene, så valget om døden aldrig bliver en nødvendighed drevet af nød.

Friheden til at vælge en værdig afslutning og pligten til at skabe et samfund, hvor livet er værd at leve, er ikke modsætninger. De er to sider af samme ansvar.

Hollands højere andel af tilfælde viser, at friheden kan sameksistere med stigende levetid, men kræver konstant overvågning for at undgå misbrug.

En balance mellem valg og ansvar
Fakta fra både Canada og Holland viser, at aktiv dødshjælp ikke har ført til en dramatisk nedgang i levetiden eller en udbredt “dødskultur”. Effekten er koncentreret hos et mindretal, ofte i livets sidste fase.

Den reelle udfordring ligger i at sikre, at dødshjælp forbliver et frit valg og ikke en konsekvens af social, økonomisk eller medicinsk forsømmelse – en udfordring, Holland kæmper med gennem udvidelser til psykiske lidelser, mens Canada stadig finder sin vej.

I Danmark står vi over for samme spørgsmål: Hvordan balancerer vi individets ret til selvbestemmelse med samfundets pligt til at støtte livet? Svaret kræver ikke kun etisk refleksion, men også økonomisk og politisk vilje til at bygge et samfund, hvor ingen tvinges til at vælge døden af mangel på alternativer. Hollands model er et advarselsskilt, men også et eksempel på, at balancen kan holdes – hvis vi handler proaktivt.

Kilder:
• Statistics Canada. (2023). “Life expectancy at birth rises in 2023”. Hentet fra: [https://www150.statcan.gc.ca/n1/daily-quotidien/240827/dq240827a-eng.htm].
• Health Canada. (2023). “Fourth Annual Report on Medical Assistance in Dying”. Hentet fra: [https://www.canada.ca/en/health-canada/services/medical-assistance-dying/annual-report-2023.html].
• The Guardian. (12. december 2024). “Canada’s assisted dying program: A closer look at the numbers”. Hentet fra: [https://www.theguardian.com/world/2024/dec/12/canada-assisted-dying-maid-statistics].
• Regionale Toetsingscommissies Euthanasie (RTE). (2024). “Annual Report on Euthanasia 2023”. Hentet fra: [https://english.euthanasiecommissie.nl/the-committees/annual-reports].
• Centraal Bureau voor de Statistiek (CBS). (2023). “Life expectancy in the Netherlands”. Hentet fra: [https://www.cbs.nl/en-gb/news/2024/02/life-expectancy-82-years-in-2023].
• The Lancet. (2019). “Trends in end-of-life practices before and after the enactment of the euthanasia law in the Netherlands”. Hentet fra: [https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(19)33108-4/fulltext].
• Living and Dying Well. (2024). “Euthanasia on solely mental health grounds increased in the Netherlands during 2023”. Hentet fra: [https://livinganddyingwell.org.uk/euthanasia-on-solely-mental-health-grounds-in-the-netherlands-during-2023/].