I bogen Nordisk Socialisme skitserer Enhedslistens leder Pelle Dragsted en fremtid, hvor Danmark styres gennem borgernære beslutninger, kooperative fællesskaber og en demokratisk økonomi. Men i København – hvor Enhedslisten i mere end et årti har haft nøglerne til byens Teknik- og Miljøforvaltning – og i partiets egen drift, tegner praksis et andet billede.
En fejlagtig cykelbro, en lukket cykelgade, økonomiske problemer og et kritisabelt arbejdsmiljø peger i én retning: Idealerne fra Nordisk Socialisme er endnu ikke blevet til virkelighed – og i stedet fremstår værket som ren retorik.
Fra vision til virkelighed – og tilbage igen
Siden 2014 har Enhedslisten siddet tungt på posten som teknik- og miljøborgmester i København – i dag med Line Barfod i spidsen. Samtidig kæmper partiet internt med økonomisk krise og kritik af arbejdsmiljøet.
De fire nedslag – to fra byens gader og to fra partiets egne kontorer – udstiller en skærende kontrast til Dragsteds visioner: borgernær styring, solidaritet i praksis og demokratisk økonomi. Hvis Enhedslisten ikke formår at lede sit eget parti og sine egne projekter, hvordan skal det så lede Danmark mod en ny samfundsmodel?
Cykelbroen ved Fisketorvet er dyr og fungerer ikke
Cykelbroen mellem Vesterbro og Fisketorvet, skulle bidrage til Enhedslistens erklærede mål om at gøre København til verdens bedste cykelby. Men virkeligheden på broen er en anden: smalle baner, uklar skiltning og konstante konflikter mellem fodgængere og cyklister.
Broen har siden åbningen været gennem flere ombygninger – alle med millionomkostninger – uden at de grundlæggende problemer er løst. Resultatet? En dyr og farlig bro under konstant ombygning. Og et eksempel på, at borgernes oplevelser og eksperters vurderinger står svagt, når ideologisk stædighed vinder over borgernær styring.
Cykelgaden på Nordre Frihavnsgade er farligere end politiet tillader
Også cykelgaden på Nordre Frihavnsgade skulle vise Enhedslistens grønne vision i praksis. Men implementeringen har været præget af manglende skiltning, upraktisk design og øget risiko for uheld.
Lokale beboere og erhvervsdrivende har kritiseret projektet for at hæmme adgang og skræmme kunder væk. Alligevel fastholdt forvaltningen projektets “symbolske betydning” – indtil man efter politiet anbefalinger til sidst lukkede projektet, fordi gaden ganske enkelt var for farlig.
En cykelgade, der skulle fremme bæredygtighed, endte med at skabe utryghed. Og et ideal om fællesskab blev til en konfliktzone og kostede københavnerne 29 millioner kroner.
Ansvarlighed er blot en parole
Enhedslisten har aldrig tøvet med at udskamme banker og pengemænd. Nu vakler partiet selv økonomisk. Spareplaner iværksat, aktiviteter beskæres, og årsmøder må klares over skærm.
Det er ikke bare et midlertidigt dyk – det er resultatet af manglende økonomisk planlægning og ideologisk berøringsangst over for ansvarlig drift. “Kapitalen” står nok på hylden, men den glimrer ved sit fravær på partiets konto i Andelskassen Merkur.
Slides op indefra
Udadtil taler Enhedslisten for arbejderes rettigheder og værdighed. Indadtil fortæller tidligere ansatte en anden historie: “Det er ikke kønt, at der internt er problemer med alt det, som vores faglige kammerater kæmper for at ændre ude i verden” udtaler en fyret medarbejder.
For arbejdspladsen Enhedslisten er nemlig præget af udbrændthed, mobninger, grænseløse arbejdstider og lav løn. Det skyldes ikke blot travlhed – men en kultur, hvor aktivisme trumfer professionalisme, og hvor idealisme bliver en undskyldning for at presse medarbejdere ud over, hvad kontrakten dækker.
Dragsted skriver om fællesskaber baseret på gensidig respekt. Men fællesskabet begynder med dem, der er tættest på.
Visionen dækker over virkeligheden
Cykelbroen, cykelgaden, økonomien og arbejdsmiljøet peger alle samme vej: mod en organisation, hvor idealerne lyder godt i debatindlæg, men aldrig implementeres i virkeligheden. Det er ikke småfejl. Det er tillidsbrud – til medarbejdere, til borgere og til idéernes egen troværdighed. Når visioner bliver undskyldninger, bliver ideologiens pris betalt af andre.
Og hvis Enhedslisten ikke kan lede sit eget parti eller en kommunal forvaltning, hvordan kan vælgerne så tro på partiets evne til at omforme hele samfundet?
Ideologiens pris og borgernes fravær
Sagerne tegner et klart mønster: I Enhedslistens København er ideologien vigtigere end borgernes hverdag. Cykelbroen og cykelgaden er ikke blot tekniske fejl – de er symptomer på et system, hvor ideologisk overbevisning tilsidesætter dialog og hensyn.
Pelle Dragsted maler i Nordisk Socialisme et billede af en ny samfundsorden, hvor demokratisk styring og fællesskab fortrænger markedet. Men i Københavns gader har den såkaldt borgernære styring reelt ført til, at kritiske røster fra beboere og erhvervsdrivende er blevet ignoreret. Hvorfor tale om nærdemokrati, hvis det kun gælder, når borgerne er enige?
Regnskabets realiteter
Dragsted og Enhedslisten stiller høje krav til banker, kapitalfonde og markedsøkonomiens aktører. De kræver økonomisk ansvarlighed og moralsk dømmekraft. Men når egne projekter ender i milliondyre og ubrugelige løsninger, vakler troværdigheden, når partiets økonomi vakler under vægten af dårlig planlægning – så udstilles et dobbelt regnskab.
At tage afstand fra profit er ikke det samme som at forvalte penge ansvarligt. Og hvis man dømmer samfundets pengemænd efter strenge målestokke, må man selv acceptere at blive vejet på samme vægt.
Advarselssignalet
København har i mere end et årti været Enhedslistens ideologiske testlaboratorium. Resultaterne minder i stigende grad mere om et advarselsskilt end en vision: cykelprojekter dyrere end motorveje, medarbejdere der brænder ud, og borgernes bekymringer fejet til side som bagstræberisk støj.
Spørgsmålet ved kommunalvalget den 18. november 2025 er derfor ikke blot, om Enhedslisten skal fortsætte på rådhuset – men om byen har råd til flere ideologiske eksperimenter, hvor borgerinddragelse reduceres til en fodnote og økonomi til et nødvendigt onde.
Hvis fjerde omgang for partiet på Teknik- og Miljøområdet skal undgå at ende som endnu en omvej, kræver det mere end ny asfalt og gamle visioner. Det kræver netop det, Dragsted selv fremhæver som grundlæggende: lydhørhed og respekt for fællesskabet.
Ellers ender det ikke i en revolution. Det ender i endnu en regning – betalt af borgerne.
