”Ved midnat kapper briterne de sidste EU-bånd: 'Nu kommer al det sure papirarbejde”, ”50.000 toldere og stakkevis af papirarbejde: Nu begynder Brexit”, ”Velkommen til brexit’: Nu får chaufførerne konfiskeret deres madpakker.”
Sådan skrev DR i en serie artikler, da Storbritannien ved årsskiftet skar de sidste bånd til EU. Selvom premierminister Boris Johnson, imod mange eksperter og meningsdanneres forventning, har forhandlet sig frem en frihandelsaftale, som sikrer toldfri handel med varer, så er briterne nu ude af EU’s indre marked og toldunion. Det kommer til at give mere papirarbejde med tolddokumenter, som, tilsammen med afskeden med det indre marked, har en pris. Brexit vil ifølge det britiske finansministeriums beregninger koste Storbritannien et økonomisk tab på 5,2 pct. af BNP over 15 år. De dystre overskrifter og portrættet af Brexit som et eklatant eksempel på økonomisk og politisk selvskadelig virksomhed dominerer derfor også i mediebilledet, ikke mindst herhjemme.
Men er ikke også et lys i Brexit-mørket? Er der overhovedet nogle mulige positive sider eller fordele ved Brexit? Til det siger økonomi-professoren fra Cambridge Universitet Graham Gudgin, der selv stemte og argumenterede for Brexit:
”Jo, vi har fået vores nationale selvbestemmelse og parlamentariske suverænitet tilbage. Det var for mig den vigtigste grund til, at jeg stemte for Brexit. Og jeg mener, at vi nu i forhold til den hurtige godkendelse og indkøbet af corona-vacciner, kan se, at Brexit har været en fordel. Storbritannien har her klaret sig bedre end EU, fordi vi bedre har kunnet træffe vores egne politiske valg. Det har reddet liv og vil også kunne give økonomiske gevinster,” mener Gudgin.
Selvom han er økonom, er det altså i første omgang ikke en økonomisk målestok, som professoren mener, at Brexit-succes eller -fiasko skal vurderes på. I den sammenhæng afspejler Gudgin flertallet af de britiske leave-vælgere og undersøgelser, som viser, at det netop var ønsket om parlamentarisk suverænitet og national selvstændighed, der var hovedårsagen til Brexit.
Mindre lavtlønsmigration kan øge produktivitet
Et af aspekterne ved ønsket om øget national selvbestemmelse, som fik stor indflydelse på leave-sidens sejr ved Brexit-afstemningen i 2016, handlede om det indre markeds frie bevægelighed. Den medførte i årene op til afstemningen en migrationsbølge af især lavtlønnet arbejdskraft fra EU, hvor henimod 1,5 millioner polakker, rumænere og bulgarere flyttede til Storbritannien som arbejdstagere. Selvom det var med til at skabe økonomisk vækst målt i bruttonationalprodukt, havde den, ifølge Gudgin, også uhensigtsmæssige økonomiske og politiske konsekvenser.
”Det er klart, at den var med til at trykke lønningerne for lavtlønnet arbejdskraft. Med mindre migration fra EU vil det pres aftage, og reallønningerne vil givetvist stige. Det vil kunne komme mange af de mere fattige områder, f.eks. i Nordengland, til gode,” siger Gudgin og bemærker, at der i tiden op til corona-pandemien rent faktisk var en stigning i reallønningerne i Storbritannien.
Han peger på, at Storbritannien igennem årtier har haft et væsentligt problem med lav produktivitet. Selvom produktiviteten er faldet yderligere i årene ovenpå Brexit-afstemningen, så mener Gudgin, at Brexit giver en mulighed for at vende den trend og skabe øget produktivitet.
”En stor del af problematikken omkring den lave produktivitet er, at det været billigere at importere lavtlønnet arbejdskraft frem for at investere i at øge produktiviteten igennem uddannelse af arbejdsstyrken og automatisering. Her mener jeg, at Brexit rummer muligheder, fordi Brexit vil give et andet fokus på at investere i arbejdskraft og produktivitetsforbedringer,” fortæller Gudgin.
Han understreger dog, at Brexit i sig selv ikke garanterer, at den udvikling, eller andre mulige positive effekter, materialiserer sig. I stedet handler Brexits succes ifølge Gudgin først og fremmest om, hvad briterne stiller op med Brexit. Her noterer han sig, at den konservative britiske regering med Boris Johnson i spidsen rent faktisk har annonceret, at der nu skal investeres mere i skoler, uddannelse og efteruddannelse.
Selvom corona-pandemiens nedlukninger har fået Storbritanniens økonomi til at skrumpe med 8,2 pct. i 2020 frem til og med november, så mener Gudgin, at briterne må investere sig ud af krisen. Her ser han en fordel i, at briterne, også før Brexit, har haft deres egen valuta og en uafhængig nationalbank.
”Renten er så lav for tiden, så vil skal bare låne pengene og investere. For selvom den britiske gæld nu er over 100 pct. af bruttonationalproduktet, så er over en tredjedel af den gæld ejet af Bank of England, og regeringen ejer på den facon sin egen gæld. I mine øjne kunne den bare stryge gælden, hvis den ville. Det er en vigtig pointe ved national suverænitet. Der er ingen problemer med at låne penge, selvom vi fik en gæld på 180 pct.” mener Gudgin.
Frihandelsaftaler og nyt fokus
Et andet vigtigt aspekt af Brexit var visionen om, at Storbritannien skulle ud i verden og lave sine egne frihandelsaftaler. Selvom retorikken omkring Global Britain i dag ikke bliver brugt som slagord af den britiske regering længere, har briterne indtil videre haft held til at indgå 62 frihandelsaftaler, som viderefører eller kopierer de handelsforhold, EU har haft med de forskellige lande. I forhold til Japan har briterne derudover også indgået en ny aftale, som, briterne håber, kan blive et skridt på vejen imod, at blive del af den såkaldte Trans-Pacific Trade Agreement (CPTPP), der inkluderer 11 lande såsom Australien, New Zealand, Japan, Mexico og USA.
Dertil kommer de britiske forhåbninger om en ny frihandelsaftale med USA. I Brexit-optik vil en sådan aftale være en stor fjer i hatten for premierminister Boris Johnson og leave-fløjen, da EU netop ikke formåede at få en frihandelsaftale på plads med USA. Udsigten til, at det lykkes at lave sådan en aftale, afhænger meget af, hvorvidt den nye Biden-administration i USA er med på idéen. Selvom det er rygtedes, at præsident Biden har været mindre lun på idéen end Brexit-tilhængeren Donald Trump, så fortæller Gudgin, at han har hørt, der skulle være kontakt og interesse fra begge sider. Ifølge Gudgin er det dog for tidligt, at sige noget om, hvorvidt Storbritannien vil lykkes med at indgå nye frihandelsaftaler, som kan give en økonomisk gevinst og erstatte medlemskabet af EU's toldunion og indre marked. På sigt ser han dog muligheder.
”Vi ved, at EU’s andel af verdens økonomi vil skrumpe væsentligt over de næste 20 til 30 år. Det er meget muligt, at Indien vil være et større marked end EU i 2050. Det samme vil gælde for andre vækstøkonomier, og jeg ser derfor muligheder i, at vi kan re-orientere vores handelsrelationer,” siger Gudgin.
Han mener, at den re-orientering hen ad vejen også vil komme afspejle sig i Storbritanniens politiske orientering.
”Vi kommer til at vende os mere mod USA, den engelsktalende verden og imod Asien, og vi vil på den facon, takket være Brexit, også få mulighed for at lave andre politiske alliancer og en anden udenrigspolitik end EU på nogle områder. Selvom vi stadig vil være tæt på og nært allieret med EU, så kan jeg godt forestille mig, at vi kommer til at gå sammen med USA og føre en lidt anden og måske skrappere kurs over for fx Rusland og Kina,” forklarer han.
Netop når det drejer sig om Kina, er EU på vej med en frihandelsaftale, som ikke mindst tager hånd om Tysklands store interesser for bl.a. eksport af biler og industrien som sådan. Ifølge Gudgin kunne man godt tænke sig, at briterne i lyset af Brexit her vil vælge at være mere kritiske over for Kinas brud på menneskerettigheder, når det kommer til at indgå en frihandelsaftale med landet.
Selvom Brexit ifølge de fleste økonomer og økonomiske forudsigelser vil få en negativ effekt på britisk økonomi, så peger Gudgin på, at briterne ikke kommer til at sakke agterud i forhold til EU på den lange bane. Han støtter sig her til en prognose fra PriceWaterhouseCoopers fra 2017. Den viser, at Storbritannien frem imod 2050 vil være den hurtigst voksende udviklede økonomi i verden. Britisk økonomi spås således at vokse mere end alle andre G7-lande, være større end Frankrigs og gøre Tyskland rangen striden som Europa største økonomi i 2050. Men som professoren siger: ”Så må vi se til den tid.”
