Regeringens planer om at skære omkring halvdelen af alle kandidatuddannelser ned til et år, hvor det særligt er humaniora og samfundsvidenskab, der bliver ramt, har mødt modstand fra universitetsverdenen. Danske Studerendes Fællesråd advarer om, at det vil gå ud over kvaliteten af kandidatuddannelserne, og i Altinget kunne man læse en professor, der ligefrem kalder det fordummelsens politik.
Men ikke alle, der har beskæftiget sig med uddannelsesverdenen, er kritiske overfor idéen om at spare på humaniora og samfundsfaglige studier. Brian Degn Mårtensson, cand.pæd. og forfatter til bogen Konkurrencestatens pædagogik, er en af dem.
På Facebook skriver han blandt andet om kritikken af regeringens reformudspil: “At afvise muligheden for at skære på området er usagligt og uklædeligt useriøst. Med mindre man altså som offentligt ansat akademiker udelukkende tænker på ens eget ve og vel.”
Kontrast har bedt ham om at uddybe sit Facebook-opslag.
Du skriver, at det er egeninteressen, der driver modstanden mod regeringens reformudspil. Hvad mener du med det?
“Når man argumenterer for, at man ikke kan spare på feministiske kønsstudier eller andre af de eksotiske humanistiske uddannelsestilbud, så kan jeg ikke tolke det som andet end egeninteresse. For det er ikke i samfundets interesse at fastholde masseproduktionen af dem.”
Der er nok nogen, der mener, at Danmark lever af viden, og at humaniora er med til at løse de store udfordringer i samfundet?
“Hvis man er glødende marxist, og tror på, at marxistiske svar er løsningerne for samfundet, så kan man da bestemt mene, at det er forkert at spare på for eksempel DPU og RUC. Men så politiserer man bare. Dog mener jeg, at der bestemt skal uddannes nogle inden for humaniora og samfundsvidenskab. For så har man nogen at diskutere med i samfundet. Men forestillingen om, at der er et stort behov for at masseproducere dem, er jeg ikke enig i.”
Brian Degn medgiver, at det er af stor værdi, når det lykkes dygtige forskere indenfor ”bløde” fag, humaniora eller samfundsvidenskab at sætte sit præg på debatten.
“Svend Brinkmann er et godt eksempel på en, der har bibragt samfundet stor værdi med sin akademiske karriere. Man kan være enig eller uenig med ham, men der er ingen tvivl om, at hans bidrag er et godt eksempel på, hvilken værdi man kan tilføre samfundet, når man som forsker formidler for eksempel psykologi eller filosofi. Vi behøver bare ikke masseuddanne middelmådige akademikere af den grund.”
Giver det ikke værdi for samfundet, at det generelle vidensniveau i befolkningen inden for humaniora og samfundsvidenskab er højt?
“Nej. Det er ikke sådan at vi bliver mere lykkelige, eller at vores moral i samfundet stiger af, at vi er en masse humanister. Historikere, kunsthistoikere og mange andre humanister er selvfølgelig vigtige, og jeg ville ikke leve i et samfund uden nogle af dem. Men det er ikke ens betydende med, at vi skal have mange af dem.”
Men det bliver vel ikke bedre af, at man bare forkorter kandidatuddannelserne?
“Nej, og derfor vil jeg gerne komme med et alternativt spareforslag. Og det er det min kritik, handler om. Man kan bestemt diskutere, hvordan man kan spare, men det er fejlagtigt altid blankt at afvise muligheden på forhånd. Jeg vil selv gerne forlænge uddannelserne eller øge niveauet på dem frem for at forkorte dem. Men samtidig skal der uddannes færre, og herved kan vi spare. I modsætning til for eksempel elektrikere får vi ikke nødvendigvis mere værdi af flere humanister. Vi skal kort sagt have færre, men dygtigere akademikere. Når man i universitetsverdenen mener det modsatte, er det udtryk for egoisme.”
