For en måned siden bragte vi en artikel om de samarbejdende feminister inden for og uden for medierne, der gennem en årelang kampagne lykkedes med at bringe Naser Khader så voldsomt i fedtefadet, at hans politiske karriere blev ødelagt.
Artiklen, som er en af flere om samme emne, er skrevet af Marianne Stidsen, som har gjort et stort arbejde med at afdække de forbindelser, der er mellem de aktivistiske feminister. Og på Kontrast bakker vi op om Marianne Stidsens anstrengelser.
Indflydelse på lovgivningen
Artiklerne er et væsentligt stykke arbejde, som blotlægger, at aktivistiske feminister arbejder målrettet og koordineret med at ødelægge omdømmet for mænd, de ikke bryder sig om. Og at deres koordinerede indsats også får indflydelse på lovgivningen og dermed rammer langt bredere.
Alliancen mellem islamister og venstrefløjen bliver også tegnet op i mange af de artikler, vi bringer på Kontrast. Det er et andet væsentligt samfundsproblem, som er underbelyst i mainstream-medierne, men som ikke desto mindre er vigtigt at være opmærksom på.
Møder naturligvis modstand fra venstrefløjen
Vores virke på Kontrast skaber røre ude på den feministiske venstrefløj, og vi modtager løbende klager og ihærdige benægtelser. På de sociale medier arbejder de venstreorienterede målrettet på at miskreditere Kontrast som ’højreekstremt’, ’populistisk’ og underlødigt.
Vi møder kort sagt modstand, og det er jo for så vidt ganske udmærket, for det betyder nok, at vi befinder os det rigtige sted på slagmarken i kulturkampen.
Journalist Pernille Dreyer klager
Forleden modtog jeg som ansvarshavende redaktør en mail fra journalist Pernille Dreyer, som var en af de kvindelige journalister, der tilbage i 2017, da Naser Khader kritiserede den kvindelige imam Sherin Khankan, kastede sig ud i bestræbelserne på at grave snavs op om den daværende konservative politiker.
Blandt andet ved at kontakte en sekretær, der havde arbejdet for Naser Khader 15 år tidligere for at høre, om der mon var noget sekretæren – anonymt – kunne bidrage med af smuds.
Det beskriver Marianne Stidsen i sin artikel ’Islamisk feminisme er komplottets kerne’, og det får Pernille Dreyer til at klage over Marianne Stidsen til mig som redaktør. Klagen er for så vidt holdt i en god tone, og der er intet intimiderende over det. Jeg svarer hende og beder hende om at uddybe sin klage, så vi kan forholde os til substansen.
Vi hører gerne fra jer
For at give et autentisk indblik i, hvordan sådan noget foregår, bringer vi her først den uddybende klage fra Pernille Dreyer og bagefter det svar på klagen, som Marianne Stidsen har formuleret.
Som chefredaktør er det mit ansvar, at Kontrast lever op til de presseetiske regler og sikre mig, at vi ikke skriver noget forkert. Det er ikke min opfattelse, at vi har bragt noget, som der ikke er belæg for. Marianne Stidsens argumentation hænger logisk godt sammen, og hun har dokumentation for det, hun skriver.
Der er dog én ting, som vi har forsømt, og som man måske kan klandre os for, og det er at give de omtalte feminister tilstrækkelig mulighed for at forklare sig. Det råder vi så lidt bod på med denne artikel, og udstrækker samtidig tilbuddet til de andre omtalte aktivistiske feminister i artiklen.
Hvis I har behov for enkeltvis eller sammen at formulere et svar på Marianne Stidsens beskrivelse af karaktermordet på Naser Khader, så send det til mig, så bringer vi det på Kontrast.
Klagen fra Pernille Dreyer
”Grundlæggende er problemet, at Marianne Stidsen ikke har et indblik i min research eller påståede timing, hvilket den pågældende historie bærer præg af. Hun har heller ikke interesseret sig herfor, og jeg ved ikke, hvordan I går til tingene, men det karakteriserer i hvert fald ikke måden, hvorpå vi bedriver journalistik på mit medie.
Jeg kan selvfølgelig ikke skrive, hvem jeg har og ikke har været i kontakt med i forbindelse med en historie, men hvis jeg ellers var blevet spurgt, ville jeg svare, at jeg researcher med påpasselighed og aldrig på den måde, Marianne Stidsen i sin tekst efterlader læseren med et indtryk af. Men den bevisbyrde er jo hendes at løfte.
I det hele taget mener jeg, at I i teksten forsøger at tegne et billede af, at jeg - tilmed med navns nævnelse, hvilket jo ikke er ligegyldigt i et fag, hvor jeg lever af min troværdighed - var en journalist med en feministisk mission, og det er simpelthen ikke tilfældet. Jeg er en journalist, som researcher historier og ofte på baggrund af konkrete tips.
Jeg må også spørge, hvilke feminisme-fora jeg er indlemmet i, sådan som det påstås? Og såfremt Stidsen kan nævne ét eneste, er det så ikke hendes opgave at spørge mig, hvad jeg foretager mig i det pågældende og sikre sig, at de sammenhænge, hun mener at se, også forholder sig sådan, i stedet for at betvivle min objektivitet i en historie publiceret på et mediesite?
Hun skriver endvidere, at jeg har været i gang siden begyndelsen af 00'erne. Hertil må jeg indvende, at jeg fyldte ti i år 2000, og således var meget langt fra at beskæftige mig med journalistik på dette tidspunkt. Jeg blev færdiguddannet i 2016.”
Marianne Stidsens svar:
Jeg har skriftlig dokumentation for, at Pernille Dreyer i 2017, hvor metoo-bølgen netop var brudt løs i USA, henvendte sig til Naser Khaders sekretær fra hans tid i Det Radikale Venstre for at se, om hun kunne grave nogle gamle metoo-relaterede historier op om ham.
Det er indlysende nok, at det er dét, der menes med min formulering om, at forsøgene på at stampe belastende og potentielt fældende historier op om politikeren, griber helt tilbage til starten af 00’erne. Fordi det netop var på det tidspunkt, sekretæren arbejdede for Khader.
Konkret beder Pernille Dreyer den tidligere sekretær om ringe til hende, da hun – med egne ord – sidder med oplysninger, som sekretæren muligvis kan hjælpe til med at bekræfte. Ordret siger Dreyer, at ”Jeg sidder med nogle oplysninger, som du muligvis kan hjælpe med at bekræfte”. Endvidere skriver hun, at ”Det er kun til baggrund.”
Det er en metode vi kender fra New York Times’ artikelserie om filmproduceren Harvey Weinstein, der satte hele metoo-bevægelsen i gang.
Og en metode, der i øvrigt er sat spørgsmålstegn ved – bl.a. af det danske fagblad Journalisten – fordi den giver mulighed for anonymt og uden at skulle stå til ansvar for noget at sprede rygter og løse anklager mod navngivne som oftest kendte personer, typisk af hankøn, med den evidente hensigt at fælde dem. (Se også min bog Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger).
Da den tidligere sekretær svarer Dreyer, at det er hun ikke interesseret i at hjælpe hende med, lægger Dreyer yderligere pres på sekretæren ved at sige, at ”Det er jeg ked af at høre”, og antyder samtidig, at det jo nok er fordi, der er noget om snakken.
Pernille Dreyer kalder i sin henvendelse til Kontrast selv sin journalistiske researchform for ”påpasselig”. Hvor meget ”påpasselighed” der er over den, kan man imidlertid nok diskutere. Ikke mindst når man dertil lægger, at journalisten aldrig i forbindelse med sagen i 2017 kontaktede Naser Khader selv. (Kontrasts chefredaktør Lars Kaaber er bekendt med korrespondancen mellem Dreyer og den tidligere sekretær).
Med hensyn til Pernille Dreyers indlemmelse i diverse feministfora viser et hurtigt opslag på Infomedia, at der siden 2017 er ikke mindre end 79 hits på søgeordene ”Pernille Dreyer metoo”.
At Pernille Dreyer var indlemmet – og muligvis stadig er indlemmet – i diverse feministfora, fremgår bl.a. af, at hun ofte har arbejdet sammen med andre af de meget metoo-aktivistiske journalister. Eksempelvis blev hun i 2017 ”sat sammen med” Cordelia Weber og Sofie Rye, der af undertegnede netop er blevet afsløret i aktivt at fremprovokere nogle af de metoo-historier om Khader, der i 2021 var med til at sætte en stopper for hans politiske karriere.
Ud over bidraget til kampagnen mod Khader, har Pernille Dreyer leveret en del af det aktivistiske skyts, som har været med til at sværte og defamere andre kendte mænd, fx Jes Dorph-Petersen, Michael Dyrby og Martin Brygmann.
Er man stadig i tvivl om hendes ”feministiske mission” kan man læse den mikrofonholder-artikel hun laver om Sofie Linde i anledning af, at der var blevet sat spørgsmålstegn ved validiteten af den berømte metoo-tale, denne holdt ved Zulu Comedy Awards, og som var med til at kickstarte den anden metoo-bølge i Danmark. Endog med meget voldsom styrke.
Senest har Pernille Dreyer stået bag en ensidig kampagne-artikel i Berlingske, som har til formål at eskalere den såkaldte ”lawfare” mod mænd, som metoo indledte, og som senere er blevet fulgt op med både samtykkeloven og stealthingloven og loven om psykisk vold. Det nye tiltag inden for nykriminaliseringskategorien hedder ”økonomisk vold”.
Også her er det tydeligvis hensigten, at begrebet skal munde ud i en lovgivning, der vil medføre, at endnu flere mænd, som ud fra enhver normal og rimelig målestok ikke er forbrydere, kan blive ramt og endog smidt i fængsel.
