I Bulgarien har man allerede været godt i gang med juleforberedelserne!

Juleforberedelserne begynder nemlig allerede ved den ortodokse julefaste, som i den østligt-ortodokse tradition finder sted den 15. november. Perioden varer i 40 dage frem og er en tid til forberedelse, afholdenhed og refleksion før fejringen af Kristi fødsel. 

Selve juleaftenen fejres den 25. december og indledes med et måltid bestående af retter uden kød og mejeriprodukter – ofte bønnesupper, fyldte peberfrugter og rigeligt bagværk.

En klassisk juletradition ved middagsbordet er brødet pitka, hvor en mønt bages ind. Finder man mønten, skulle man være heldig i hele det kommende nye år - lidt hårdere at gnaske på en mønt end en risalamande-vindermandel…

Antallet af retter og gæster skal helst være ulige i Bulgarien - det ses som at “efterlade plads” til velsignelse og fremtid. Ifølge en folklorists tolkning så signalerer ulige tal “noget ufuldendt” — og derved åbent for velsignelse. Så hvis antallet af gæster ikke går op, er løsningen klar: enten inviteres den ene ekstra single-kusine, eller også må hun blive hjemme. 

Under dugen på de bulgarske juleborde ligger der strå, der symboliserer kommende frugtbarhed og fremgang. Efter måltidet lader mange resterne stå natten over som en gestus til forfædrene - her er det ikke små julenisser, der spiser risengrød.

Derefter går mange til midnatsmesse i den bulgarske ortodokse kirke. 

Tæt på 72% af landets befolkning identificerer sig som kristne (bulgarsk ortodokse). 

I Georgien har den ortodokse kirke ikke adopteret den reviderede gregorianske kalender - de anvender den julianske. Derfor fejres julen den 7. Januar.

Dagen markeres af den farverige, festlige Alilo-parade, hvor børn og voksne i traditionelle kostumer vandrer gennem byerne, synger julesange og indsamler mad og gaver til velgørenhed. Du kan se en video af det nedenfor.

Om aftenen samles man til gudstjeneste.

Det traditionelle georgiske juletræ, chichilaki, er lavet af udskåret, tørret træ, der danner et lyst, næsten fjeragtigt træs udtryk. Det pyntes med frugt og slik og brændes den 19. januar som et symbol på at lægge årets sorger bag sig. Georgierne mener, at det barberede træ ligner kirkefaderen Basileios den Stores skæg.

Georgiens egen julemand, Tovlis Papa – Bedstefar Sne – kommer nytårsnat ned fra Kaukasus’ bjergene. Børn stiller den georgiske slikdelikatesse churchkhela frem til ham. Det er valnødder klistret ind i en sød sirupmasse - da jeg besøgte Georgien for nylig kaldte de lokale det for “georgiske Snickers”. 

Omkring 85% i landet identificerer sig med kristendommen i Georgien (georgisk-ortodokse).

I Litauen starter julemiddagen traditionelt først, når den første stjerne viser sig på himlen – en symbolsk gestus, der minder om stjernen, som ledte de tre vise mænd til Jesusbarnet. Er himlen overskyet, behøver man dog ikke vente; middagen begynder alligevel, typisk omkring solnedgang, så alle kan samles til aftenen, uanset om stjernen titter frem eller ej.

Det siges, at retterne enten symboliserer de 12 apostle eller årets 12 måneder. Retterne er typisk vegetariske.

Inden julemiddagen deles der nadveroblater ud. En ekstra tallerken står ofte tom til ære for afdøde familiemedlemmer. 

Et lidt brutalt element af den litauiske jul, synes jeg i hvert fald selv personligt, er at lægge strå under dugen; efter middagen trækker alle middagsgæster et strå, der vil symbolisere længden af deres liv – har du trukket et langt strå, bliver det langt, hvorimod et kort strå giver et kortere liv...

Cirka 74 procent af landet identificerer sig som kristne (katolikker). 

I Rusland falder julen den 7. januar, fordi den russisk-ortodokse kirke fortsat følger den julianske kalender, som ligger 13 dage efter den gregorianske. 

Men julen i dagens Rusland er en forholdsvis stille og religiøst orienteret højtid, mens nytår den 31. december er landets store familiefest. 

Det skyldes Sovjettidens ateismepolitik, hvor julen blev fjernet som officiel helligdag og mange kirker blev lukket eller destrueret. Mange af julens gamle skikke blev derfor flyttet hen til nytåret, som til gengæld fik lov til at udvikle sig til en stor, sekulær fejring. 

Det er grunden til, at russere samles nytårsaften omkring et pyntet træ – nytårstræet – som i praksis er det gamle juletræ, men ofte pyntet i blå, sølv og hvide nuancer, selvom røde farver også forekommer. 

Ded Moroz, Fader Frost, er Ruslands traditionelle vinterfigur, der delvist stammer fra den slaviske folketro, hvor en frost- eller vinterånd kunne bringe både kulde og gaver. 

I dag giver de fleste russere deres gaver nytårsaften ved midnat, hvor Ded Moroz og hans barnebarn Snegurochka “kommer på besøg” – en tradition, der minder om vestens juleaften.

Den 7. januar er der derimod fokus på kirkegang, familie og traditioner som fasten frem til juleaftensmåltidet den 6. Januar.  Nogle familier giver små symbolske gaver ved juletid, men for de fleste er den store gaveudveksling for længst foregået til nytår. 

Resultatet er en vinterhøjtid, hvor både nytår og jul spiller centrale roller – men på hver sin måde. Nytåret er den store, folkelige og festlige fejring med masser af mad og bobler, der samler hele landet, mens julen er en mere stille og åndelig begivenhed, som langsomt er ved at finde sin plads igen efter Sovjetunionens sammenbrud.

Cirka 60% af landet identificerer sig som ortodoks-kristne i Rusland.

Tjekkisk juleaften falder den 24. december og begynder med ønsket om at se det gyldne svin – en lykkebringer, som kun viser sig, hvis man faster i løbet af dagen.

Julemenuen består typisk af fiskesuppe, stegt karpe og kartoffelsalat. Der knytter sig flere varsler og overtro til aftenen: man må f.eks. ikke rejse sig fra bordet under middagen, og hænger man vasketøj op juleaften, betyder det ulykke!

En populær tradition er skokastning: kaster man en sko over skulderen, og den peger mod døren, spås et forestående ægteskab. Gaverne bringes ikke af julemanden, men af Ježíšek – Jesusbarnet.

Selvom Tjekkiet er fyldt med monumentale kirker og klostre, betegner kun omkring 11 procent af befolkningen sig som troende kristne. Det gør landet til et af de mest sekulariserede i Europa 

I Rumænien begynder julefesten med de traditionelle colindători, grupper af børn og unge, der går fra hus til hus og synger julesange. For sangene får de nødder, frugt eller småkager.

Den 24. december spiser mange familier karpe, kålretter og cozonac – et sødt brød med valnødde- eller kakaofyld. Og hver jul er der gris på menuen! 

Hvert år på Sankt Ignat-dagen (Sankt Ignatius) – den 20. december – ofrer rumænske familier i landområder en af deres grise og bruger kødet til at lave julemåltiderne. Det er en af de ældste rumænske juletraditioner. 

En vigtig del af julefestlighederne i Rumænien er julesangene (“colindatul”) -en tradition der går helt tilbage til middelalderen. 

En særlig tradition findes i Transsylvanien, hvor udklædte grupper iført masker – nogle humoristiske, andre uhyggelige – går optog gennem landsbyerne i en blanding af hedenske og kristne symboler. På landet inkluderer sangen også dans og nogle ritualdanse, som ’Ged’- (Capra) dansen. Mænd og drenge med trommer og blæseinstrumenter vandrer gennem landsbyerne og spiller deres traditionelle musik, mens en mand – iført et “gedekostume” – udfører en slags gededans.

Udover gedekostumer er der også andre kostumer, som bjørne eller heste. Disse dyr symboliserer de onde kræfter, som folk ønsker at jage væk fra landsbyen.

 Cirka 86 procent af den rumænske befolkning identificerer sig som rumænsk ortodokse