Da Marlene Budolph, formand for foreningen Konservative Studerende på Københavns Universitet, fredag åbnede døren til foreningens lokaler på universitetets samfundsfaglige fakultet, fik hun en ubehagelig overraskelse.
"Da jeg kom ind i morges, opdagede jeg, at stole, borde, stumtjenere og andet inventar var væltet, kaffebønner spredt ud over lokalet, vores valgplakater var smidt rundt på gulvet og revet i stykker. Vores plakater på væggene var revet ned og krøllet sammen, der var smidt papirklude over det hele, og flere vaser var smadret. Det virkede helt tydeligt som om, nogen ikke var tilfredse med, hvad der stod på valgplakaterne," fortæller hun.
Marlene Budolph fortæller, at hærværket er foregået natten mellem torsdag og fredag, hvor der blev afholdt fest på universitetet. Hun anerkender, at hun ikke kan sige med sikkerhed, hvem der har begået hærværket. Men hun mener, det er politisk, da gerningsmændene primært synes at være gået primært efter foreningens politiske materialer, men ikke har stjålet ting.
Den vurdering, at hærværket forekommer politisk motiveret, står hun ikke alene med. Dekanen for det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Mikkel Vedby Rasmussen, skriver på Twitter som kommentar til, at universitetet har politianmeldt hærværket:
"Dialog og respekt for andres synspunkter er en kerneværdi @KuSamf . Jeg tager stærkt afstand fra politisk motiveret hærværk. Vi har en udfordring med enøjet aktivisme."
Et tilbagevendende problem
Det er langtfra første gang, at Konservative Studerende oplever hærværk mod foreningens politiske materialer. I forbindelse med universitetsvalget i 2022 gik der blot tre timer, inden de borgerlige valgplakater blev udsat for omfattende hærværk, fortalte et medlem dengang til BT.
Også i 2019 oplevede Konservative Studerende hærværk mod valgplakater. Et medlem af foreningen, Cille Hald Egholm, fortalte da til Berlingske, at hun oplevede Københavns Universitet som "et mere og mere politiseret universitet", der "bliver et større og større ekkokammer".
Til DR udtalte Cille Hald Egholm i samme forbindelse, at hun oplevede ytringsfriheden som truet på universitetet, og at hendes medstuderende på statskundskabsstudiet ikke ville diskutere eller tale med hende på grund af hendes borgerlige holdninger.
Marlene Budolph siger til Kontrast, at Konservative Studerende ikke altid har oplevet, at universitetet har reageret så kraftigt på hærværk og chikane, som foreningen mener oplagt, og derfor værdsætter hun, at universitetets repræsentanter denne gang både tager klar afstand og inddrager myndighederne.
"Vi er enormt glade for, at universitetet har politianmeldt hærværket. Og så håber vi selvfølgelig på, at der kommer markant større fokus på, hvordan vi skal respektere hinandens forskellige politiske holdninger her på universitetet."