5. oktober 1984 spillede bandet Einstützende Neubauten koncert på Ungdomshuset på Jagtvej 69, der siden skulle gå over i historien som en af de mere mindeværdige, men nok ikke nødvendigvis for det gode.
Robin Skjoldborg, der var til stede under koncerten som pressefotograf, udtalte, at det var “en af de mest intense koncerter jeg har været til. Ligesom at være i en krigszone!”.
Oplevelsen må netop have været intens, for koncerten blev stoppet, før det var tiltænkt, med et bandmedlem, der blødte ud af hovedet og måtte sendes på skadestuen for at blive syet.
Ungdomshusets brugere var vrede, og Einstürzende Neubauten måtte nærmest flygte fra stedet. Der blev kastet med genstande, og nogle sprættede bandets bils dæk op med en kniv, en rude blev smadret og forsangerens guitar stjålet. Der blev også konfiskeret et trykluftbor, der for alvor var selve omdrejningspunktet for konflikten. Hvordan alt det hænger sammen, vil jeg vende tilbage til. Men først konteksten.
De unge havde besat huset tilbage i 1981. Dengang hed bygningen Folkets Hus og stod forladt. De unge var en del af bz-miljøet, og de agiterede og aktionerede mod datidens boligmangel og høje arbejdsløshed. Men de var også anarkister, og deres ideologi var først og fremmest antiborgerlig.
Efter et langt år med masser af aktioner og konfrontationer med myndighederne bøjede kommunen sig for deres krav om at få stillet et selvstyrende og af kommunen finansieret hus til rådighed. Daværende overborgmester Egon Weidekamp overdrog huset til de unge, der gav ham buksevand. Ungdomshuset var en realitet.
Hårde tider
Danmark år 1984 var en underlig størrelse. Det er næsten surrealistisk at tænke på, at Erik Ballings film Midt om Natten fik premiere samme år, og at selve filmen og Kim Larsens plade var en massiv succes. Kim Larsen sang om Spacy, der i filmen blev spillet af Allan Olsen, og som springer ud af et vindue fra femte sal og dør. I sangen anklager Kim Larsen politiet og myndighederne, der gjorde folk som Spacy desperate nok til at gøre sådan noget.
I filmen optræder der også nogle fæle rockere, men det er som sagt karikeret, og man må forbløffes over, hvor fjernt det hele er fra datidens virkelighed. 1984 var ligeledes året, hvor Bullshit-rockeren kaldet Makrellen blev dræbt af Hells Angels-medlemmet Jørn Jønke Nielsen.
Og rockanmelder Klaus Lynggaard har beskrevet, hvorledes undergrundsmiljøet i de tidlige firsere var blevet forrået. Speed var blevet et almindeligt stof, og musikken var også blevet mindre romantisk og drømmende, hårdere og mere rå.
Michael Strunges død i 1986 er siden blevet et symbol på punkens død, og bands som Einstürzende Neubauten er blevet kaldt for postpunk. De var ikke romantiske og fremmedgjorte som punkerne, der fantaserede som en flugt væk fra den stenede storby på vinger af ord. I stedet ankom de med et trykluftbor.
Hårde lyde
Einstürzende Neubauten blev dannet i 1980 i Vestberlin. Deres lyd var stilfornyende og meget radikal. Det kan vel nærmest betragtes som eksperimentelle lydkollager af avantgardistisk karakter. Deres særkende var, at de anvendte hjemmelavede instrumenter af industriel art. De brugte trykluftbor, vinkelslibere, cementblandere, indkøbsvogne, svensknøgler, motorsave og stål- og jernplader, som de stjal fra byggepladser.
De satte mikrofoner til det hele og skabte en lyd, der var lige dele indtryk fra byggeplads og krig, som et bandmedlem senere har udtalt. Her er et klip fra en af tidens koncerter.
I januar samme år havde Einstürzende Neubauten deltaget i en koncert, eller et lydeksperiment, på Institute of Contemporary Art (ICA) i London. Meningen var, at de ville bore et kæmpe hul i scenegulvet og stikke af gennem det. Der skulle angiveligt være en eksisterende tunnel under instituttet, der førte til Buckingham Palace.
Det minder sjovt nok om bz’ernes aktion under rydningen af Allotria i 1983, hvor de havde gravet en tunnel, som de stak af igennem. Netop denne aktion, hvor de undgik en konfrontation med politiet var en af grundene til, at de havde opbakning i store dele af befolkningen.
At Einstürzende Neubauten angreb selve husets arkitektur, burde nu ikke komme bag på nogen. Samme år havde de udgivet deres tredje album med titlen Strategies Against Architecture. Selve bandnavnet var også en reference til den arkitektur, som opstod i forbindelse med byggeboomet i Vesttyskland efter Anden Verdenskrig. Det var tarveligt, ornamentfattigt socialt boligbyggeri, og navnet Neubauten bruges ofte om netop den type arkitektur, i modsætning til Altbau, dvs. de mere gamle huse.
På dagen for koncerten i Ungdomshuset havde bandet været på rov på Nørrebros byggepladser. Konceptet var, at hver koncert skulle være anderledes og lydene bære præg af netop det sted, hvor de spillede. Eftersom Nørrebro dengang nærmest var en stor byggetomt, hvor saneringsklare byggerier stod tomme overalt, har opgaven med indsamling af materialer ikke været vanskelig.
Oplevelsen af hændelsesforløbet til koncerten fremstår temmelig modsætningsfyldt. Der har i årevis floreret myter om koncerten, nok især fordi et band som Einstürzende Neubauten egentlig burde tiltale brugerne af Ungdomshuset. Så hvad der gik galt, var egentlig aldrig afklaret før 2008, hvor bogen 69 udkom i forlængelse af rydningen af Ungdomshuset. Heri kunne man læse, at journalist og bruger af Ungdomshuset Lise Blom 25 år senere havde truffet det bandmedlem, N.U. Unruh, der satte gang i reaktionen.
I bogen kan man også læse Simon Jeppesens måde at opleve koncerten på. Han var aktiv i Ungdomshuset og dengang boede han i det besatte hus i Ryesgade. Han ankom til koncerten sammen med en stor gruppe andre BZ’ere. I bogen udtaler han, at de slet ikke var interesseret i musikken. De ville bare feste og drikke øl.
Hærværk som kunstværk
Mens koncerten startede, begyndte nogle fra publikum at smide flasker op på scenen, og det var vist mere reglen end undtagelsen til koncerter på Ungdomshuset dengang, men ifølge Robin Skjoldborg var stemningen ond. Det var delvist forårsaget af bandet selv, der fremstod provokerende og agerede offensivt i deres læderoutfits. I hvert fald forløb den første del af koncerten uden afbrydelser, men angiveligt også ekstremt larmende med gnister, der stod ud fra de anvendte vinkelslibere, og træspåner, der føg ud over publikum.
Da Einstürzende Neubauten skulle spille deres ekstranumre, skete der pludselig det, der fik publikum til at gå amok, efter stemningen i salen var blevet mere intens og negativ. N.U. Unruh fremdrog sit trykluftbor og kravlede op på et højttalertårn. Her kunne han nå den gamle sals balkon, der var prydet med stuk. Nummeret, som de spillede, hed Armenia og handler om det armenske folkemord i årene 1915-17. Unruh begyndte at bore i balkonen, og det gamle stuk faldt fra hinanden og væltede ned på scenen.
25 år senere, i interviewet med Lise Blom, fortalte N.U. Unruh, at angrebet på Ungdomshusets stukpynt var et manifest, hvor han nedbrød borgerskabets statussymboler. Det er ikke helt dumt. Allerede i 1887, i dansk kontekst, havde forfatteren Herman Bang udgivet romanen Stuk, der handlede om, hvordan byens imposante bygninger var opførte af skruppelløse boligspekulanter, og selve stukken fremstod som et dække over borgerskabets forlorne og rådne værdier.
Det var også sådan, at modernisterne senere havde beskrevet stuk og pynt på huse. Det var overfladisk, det var statussymboler og det var ultraborgerligt. Men Ungdomshusets brugere mente altså noget andet. Trods husets mange graffitimalerier var stuk åbenbart noget, som brugerne fandt pænt og bevaringsværdigt. For dem var det hærværk på deres fine hus, hvor de holdt koncerter og spillede teater.
Publikum blev rasende, og flere begyndte at samle stykkerne af stuk op og kaste efter bandmedlemmerne. Et stykke ramte Unruh i hovedet, og han begyndte at bløde. Han fortsatte med at bore i balkonen, fordi han ønskede, at boret skulle sætte sig fast og efterlades der, men måtte opgive på grund af svimmelhed over slaget. Koncerten blev stoppet, bandet skred, og Unruh kom på skadestuen, hvor han blev syet.
Netop selve angrebet har siden undret N.U. Unruh. Til Lise Blom udtalte han, at han mange år senere blev opfordret til at signere et lignende hul, som han havde lavet i museet Louvre i Paris under en koncert. Da blev det betragtet som et kunstværk.
Ingen fortrydelse
Meget tyder på, at brugerne af Ungdomshuset ikke var klar til at modtage Einstürzende Neubauten og simpelthen ikke anede, hvad de havde gang i. Senere har venstrefløjsaktivister ellers anvendt konceptkunst, hvor de har nedbrudt eller ‘re-materialiseret’ elementer i det offentlige rum som den famøse aktion, hvor en buste af Frederik 5. blev hældt i vandet.
Ved flere lejligheder har brugere af Ungdomshuset erklæret, at deres aktioner, hvor de har begået massiv hærværk, netop var rettet imod borgerskabet, eller mod gentrificering, dvs. den udvikling, hvor rige mennesker og virksomheder flytter ind i attraktive kvarterer, der kulturelt er domineret af aktivister, og som på den måde lukrerer på undergrundens energi og trendværdi.
Simon Jeppesen, der var ankommet til koncerten for at feste og drikke øl, og som boede i det besatte hus i Ryesgade, stjal det berygtede trykluftbor. I bogen 69 lyder han ikke som en, der har tilgivet Einstürzende Neubauten. Han virker heller ikke til at have fortrudt noget som helst.
Einstürtzende Neubauten spillede dog på Ungdomshuset også efter det famøse event. Efter sigende havde aktivisterne fra huset krævet en undskyldning, og at bandet skulle vaske deres gulve, hvorefter de ville få udleveret deres beslaglagte instrumenter. Det er ikke noget, som N.U. Unruh erindrer. Flere gange anmodede de om at få deres trykluftbor tilbage, men det skete aldrig.
Men nu er det jo heller ikke alle, som det er forundt at kunne forstå moderne konceptkunst.
*
Læs også Freddy Hagens tidligere indlæg i serien: Da homomiljøet gik amok over Cruising og Da hadet til disco blussede op.
