En tirsdag i 1979 troppede mellem 55.000 og 75.000 mennesker op til en baseballkamp i Chicago. Flertallet af dem var slet ikke fans af baseball. Det var ikke på grund af kampen, at de var dukket op, men derimod fordi de var inkarnerede fans af rockmusik i en discotid. 

Baseballklubben Chicago White Sox havde ikke haft en god sæson, og derfor var de desperate for at tiltrække flere gæster til deres kampe. Denne tirsdag var det så meningen, at der skulle sprænges discoplader i luften. Under overskriften Disco Demolition Night reklamerede klubben for, at man mellem aftenens to baseballkampe skulle tage et endeligt opgør med genren.

Det ramte en kulturel nerve, hvor discomusikken var lagt for had som en art modvægt til dennes ellers altoverskyggende popularitet. Og det gik helt, helt galt. Samtidig var Disco Demolition Night kulturelt set et vendepunkt i historien, der symbolsk indvarslede en ny tid. Discomusikken var den altdominerende musik i hele vesten, og mange rockfans frygtede, at rocken helt ville uddø. 

Discoen var opstået som undergrundsfænomen langt tidligere, og dens kulturelle rødder stak ned i den afroamerikanske kultur. Scenen og diskotekerne var samlingssted for homoseksuelle og transkønnede. Her mødtes hvide og sorte, og her var det næsten, som om tiden var en anden og fordomme ikke-eksisterende.

Derfor er det heller ikke så underligt, at Disco Demolition Night siden er blevet anklaget for at være homofobisk og racistisk. Det er bare ikke sådan, at flertallet af dem, der stod bag eventet, selv opfattede det. Og det er der flere gode grunde til. 

Filmen, der satte disco i sving 

I 1977 fik filmen Saturday Night Fever premiere. Den var instrueret af John Bedham, og John Travolta havde hovedrollen. Filmen blev en massiv succes, og discoen som kulturelt fænomen skød til tops. Det interessante ved Saturday Night Fevers succes er blandt andet, at den formåede at skrælle diversiteten i kulturen af, så den fremstod som en hvid kultur, hvor homoseksualitet ingen rolle spillede overhovedet.

Saturday Night Fever bygger på en journalistisk fortælling af den britiske forfatter og journalist Nic Cohn, der i magasinet New York året før fik bragt sin artikel med titlen Tribal Rites of the New Saturday Night. Nic Cohn skrev, at historien byggede på journalistisk indsigt, og på mange punkter er artiklen endnu i dag særdeles interessant. 

Nic Cohn påstod, at han havde opstøvet en gruppe unge amerikansk-italienere, der åndede og levede for disse lørdag aftener, hvor de var konger på det lokale diskotek, fordi de var de suverænt bedste dansere. Om denne gruppe skrev han:

They know nothing of flower power or meditation, pansexuality, or mind expansion. No waterbeds or Moroccan cushions, no hand-thrown pottery, for them. No hep jargon either, and no Pepsi revolutions. In many cases, they genuinely can’t remember who Bob Dylan was, let alone Ken Kesey or Timothy Leary. Haight Ashbury, Woodstock, Altamont—all of them draw a blank. Instead, this generation’s real roots lie further back, in the fifties, the golden age of Saturday nights.

Nic Cohn beskriver, hvorledes disse unge overhovedet ikke interesserede sig for scenen i Manhattan, der var datidens kulturelle centrum. De var fattige, og de gjorde sig ingen forhåbninger om at kunne løsrive sig fra forstadslivet og deres sociale armod. De havde lavtlønsjobs og brugte alle deres penge på smart tøj, og så dansede de altså om lørdagen, denne ene eskapistiske aften, hvor de kunne glemme deres triste hverdag. 

Tony Manero, der er lederen af denne gruppering, beskrives som en ung mand, der ikke ønsker at blive gift, og som frygter, at hans ungdom er ved at rinde ud. Har har spage drømme om at blive filmstjerne, og hans helt store helt er Al Pacino som gangster, der altid bare plaffer sine fjender ned. Samtidig er der konstant konflikt med andre etniske grupperinger, som de slås med. 

Saturday Night Fever har stort set det hele med fra artiklen, inklusiv den vinklede etnisk homogene side. Ganske vist er der tale om en italiensk-amerikansk kultur, men hvid var den jo, og både i filmen og i artiklen er disse unge meget mere macho end diversitetselskende individer, der kunne rumme andre etniciteter og anderledes seksuelle orienteringer. 

Senere indrømmede Nic Cohn, at hans historie var opdigtet, og at den grundlæggende var inspireret af hans tid i England, hvor han havde observeret en anden, oprørsk ungdomskultur, nemlig The Mods. 

Fra lørdag aften til eliten

Saturday Night Fever er blevet beskrevet som en film, der førte til, at ‘discoen sprang ud af skabet’, men det er som sagt en lidt for vinklet måde at se det på. Filmen skabte derimod en ny mytologi, hvor discoen som fænomen næsten ikke var til at kende fra dens rødder. 

Men her stopper udbredelsen af disco som fænomen ikke. Det er blot et af de facetter, der senere kom til at spille en afgørende rolle, da Disco Demolition Night blev et hot debatemne, for dem der deltog i denne bevægelse, der gik under navnet Disco Sucks, frabad sig beskyldninger om racisme og homofobi, netop fordi discoen ifølge dem var et hvidt, heteroseksuelt fænomen, domineret af Saturday Night Fevers massive succes, og John Travoltes altoverskyggende status som tidens største ikon. 

I Nic Cohns artikel havde han beskrevet, at disse unge italiensk-amerikanere ikke orienterede sig efter mainstreamkulturen, sådan som den blev dyrket i New Yorks kulturelle centrum på Manhattan. Det var her de smarte og de rige mødtes.

Saturday Night Fevers succes gjorde lynhurtigt op med, at disco var en kultur, der var domineret af periferien og mennesker, der var socialt derangeret. På Manhattan, midt i byens kulturelle centrum, blev diskoteket Studio 54 discoens epicenter. Stedet blev legendarisk, fordi det tiltrak tidens elite, der gik amok i en hedonistisk rus med fri sex og overdreven brug af kokain. 

Selvom discoen i begyndelsen var en undergrundskultur med en meget høj grad af diversitet, blev den delvist omskrevet til at være en hovedsagelig heteroseksuel og hvid kultur i Saturday Night Fever. Det kridhvide band Bee Gees fik kæmpe succes med soundtracket til filmen. 

På Studio 54 var diversiteten fra den oprindelige discoscene dog bevaret, og discoens sorte dronninger, Donna Summer og Diana Ross, optrådte der ofte, men med Studio 54 blev det til en overklasse- og kendiskultur. Og det var sidste led i denne virkningshistorie, der i den grad provokerede en dj ved navn Steve Dahl. 

Disco Sucks: Reaktionen bryder ud 

Steve Dahl blev fyret i 1978, da den radiostation, som han arbejdede på, droppede at spille rockmusik for udelukkende at satse på discomusikken. Steve Dahl blev ansat på en anden radiostation, og her begyndte han en massiv anti-disco-kampagne, der åbenbart havde resonans i dele af befolkningen. 

I studiet spillede han små prøver af discomusik, som han så ødelagde og hånede. Han parodierede Rod Stewards discohit, Do Ya Think I’m Sexy, i en sang. Han sang om Tony (John Travolta fra Saturday Night Fever), der ikke kan score piger, fordi han går klædt i alt for fine jakkesæt og lytter til discomusik. Det er først, da han smider jakkesættet væk og smelter sine sølvkæder og af sølvet laver et bæltespænde med Led Zeppelins logo, at han får succes med pigerne. 

Steve Dahl skabte en hel hær af lyttere under parolen Disco Sucks. Disse discohadere, der talte i hundredvis, begyndte at dukke op til arrangementer, hvor der spilledes disco. Det skabte ballade og indimellem konfrontationer. Og det var ham, der stod for eventet på Chicago White Sox’ stadion. 

Men det var ikke kun Steve Dahl, der var med til at skabe denne modkulturelle bølge, der i sidste ende førte til det berømte riot. Også i Danmark kunne denne konflikt konstateres, hvor bandet Sods, der siden blev til Sort Sol, i 1979 udgav LP’en Minutes to Go med nummeret Copenhagen, hvor de sviner spillestedet Daddy’s Dance Hall til. Sods sang om musikstedet, der dengang var Københavns natklub nummer 1, at det var ‘Copenhagen City Center Boredom’ og at man skulle “Dance all Disco Death”. 

Discoen havde altså sejret ad helvede til, og oprøret boblede. 

Det var derfor, at Chicago White Sox hyrede Steve Dahl og reklamerede for Disco Sucks, og at aftenens dobbeltkamp tirsdag 12. juli 1979 skulle indeholde et intermezzo, hvor man ville sprænge discoplader i luften. Arrangørerne opfordrede folk til at medbringe deres egne discoplader, og de ville komme ind til en reduceret pris, hvis de ville lade pladerne indgå i sprængningen. 

Steve Dahl selv var bange for, at der ikke ville dukke nok op. Før det famøse event kom der omkring 15.000 gæster til kampene, og fra ledelsen regnede man med, at der nok ville dukke 5.000 flere op på grund af Disco Sucks-kampagnen. 

Men det skulle vise sig, at hadet til disco langt oversteg arrangørernes forventninger. Mellem 55.000 og 75.000 mennesker dukkede op, og det var et rent kaos. Folk uden billetter sneg sig ind, og allerede før kampen var der optakt til ballade. Discoplader fløj hen over stadionet som frisbees, og der blev kastet med flasker. 

Første kamp blev afviklet, og nu var det Steve Dahl og hans anti-disco hærs tur. Dahl kom ind på stadion i en jeep, iført en militæruniform og hjelm,og så blev der ellers fyret op under et skrigende og hujende publikum. En kæmpe boks, fyldt med tusindvis af discoplader, blev kørt ind på banen og så sprængtes den i luften, formentlig med alt for stor sprængkraft, for sprængningen efterlod et stort krater på banen. 

Folk gik totalt amok og styrtede ind på banen. Flasker og discoplader føg gennem luften, og der blev tændt bål på tilskuerpladserne. Det hele blev bogstavelig talt splittet ad, og politiet måtte tilkaldes. Flere blev anholdt, og den følgende kamp blev aflyst, fordi banen var totalt smadret. 

Og det var, som sagt, en ganske stor modreaktion som væltede frem i tiden. Et andet band, Twisted Sister, havde også ført en Disco Sucks-kampagne. De havde massiv succes som liveband, men ingen pladeselskaber ville indgå kontrakt med dem. Deres koncerter var herostratisk berømte for blandt andet deres Disco Sucks-events, hvor deres fans gik amok og smadrede musikstederne. 

Senere er Twisted Sister ligeledes blevet anklaget for at være homofobiske og racistiske, fordi de lukrerede på Disco Sucks-bølgen, men deres forsanger, Dee Snider, har blankt afvist beskyldningen og udtalt, at det var Saturday Night Fever, dvs. en helt igennem hvid kultur, som Twisted Sister hadede og gjorde nar ad, fordi de var snobber, der så ned på dem. 

Efter Twisted Sister fik sit globale gennembrud, blev de ramt af en anden krænkelsesbølge, der havde slået ind over Vestens mange kyster, og som havde skabt et ‘Moral Majority’ under præsident Ronald Reagan. 

Twisted Sister kom selv i fedtefadet, da en gruppe senatorfruer anført af Tipper Gore, den senere vicepræsidents hustru, etablerede Parents Music Resource Center. De havde udpeget ‘15 Filthy’ sange, som de mente demoraliserede unge mennesker ved at opfordre dem til at tilbede djævelen, gøre oprør imod deres forældre, dyrke sex, vold og bruge stoffer. 

Ser man den video, som gjorde, at Twisted Sister også var med (nedenfor), kan man næsten ikke fatte, at det lykkedes for kommiteen at få gennemført en lov om, at musik fremover skulle indeholde advarselsmærkater, så forældre kunne skærme deres udsatte børn. 

Høringen foregik i 1984, og den stammekultur, som Nic Cohn havde skrevet om i sin artikel, som filmen Saturday Night Fever er bygget over, fremstår på mange måder som en profeti, selvom artiklen var det pureste opspind, der forfalskede historien om discokulturen, etablerede sin egen udgave, som siden blev approprieret og gjort til en snobbistisk overklassekultur, der siden symbolsk blev sprængt i luften til et baseballevent. 

1980’ernes ungdomskultur var splittet i atomer, og som vi skal se i næste afsnit af denne artikelserie, skabte det siden endnu flere konflikter, hvor de forskellige grupperinger hadede hinanden, men heller ikke viste tegn på, at de forstod andres kulturelle præferencer.  

Det er sikkert og vist, at disse kulturelle clashes er kommet for at blive, og derfor er det nok heller ikke så smart, når lovgivere begynder at blande sig og indføre love og restriktioner. Mange af datidens forhold fungerer godt som et spejl, vi i dag kan betragte og så forhåbentlig blive klogere af. Det er selvsagt tvivlsomt midt i en krænkelsestid. Men man har jo lov til at håbe.