Alle de store klimamålsætninger har til formål inden for en kortere årrække at reducere menneskehedens udledninger af kuldioxid, CO2, til nul. Det er, hvad man på engelsk kalder Net Zero, på dansk ”netto-nul”. Kun derved kan vi – siges det - undgå en truende klimakatastrofe.

Netto-nul indebærer i princippet et totalt stop for brugen af kul, olie og naturgas, de fossile brændstoffer. De skal primært erstattes af energi fra solceller og vindmøller, der anses for at være ”rene” kilder, der ikke udsender CO2. Hertil kan der blive tale om vand- eller kernekraft + evt. en sjat geotermi.

Opsamling og deponi
Imidlertid har man erkendt, at det bliver svært helt at ophøre med brugen af især de flydende brændstoffer baseret på råolie. Der er ikke noget alternativ til flyvemaskiner, og skibsfarten vil også få det svært, ligesom den tunge transport på land, lastbiler og godstog. Her duer batterier og brint ikke rigtigt.

Derfor griber politikerne og klimafolket til en supplerende løsning for at opnå ”netto-nul”: Opsamling og deponering af CO2. Princippet er enkelt nok. Man kan sende røgen fra f.eks. en fabrik eller et kraftværk gennem et filter, hvor CO2 skilles fra. Herefter kan man pumpe CO2-en dybt ned i undergrunden, hvor den kan forblive til evig tid.

Processen kaldes ”CCS” - Carbon Capture and Storage. Hvis man ikke har nogen skorsten at tage fra, og for at kompensere f.eks. flyvemaskinernes udledninger, kan man i stedet opsamle CO2-en direkte fra den atmosfæriske luft. Luften suges igennem en gigantisk støvsuger, CO2 skilles fra og sendes til deponi. Den proces kaldes ”DAC” – Direct Air Capture.

Skatteborgernes penge slippes løs
Kulstofopsamling spiller allerede en stor rolle i de danske klimamål. Alt andet lige er det jo nemmere at bruge nogle (offentlige) penge på foretagendet, når de sidste procenter skal hives i land, end det er at genere vælgerne med tvungen udskiftning af varmekilder eller dyrere benzin til bilen.

I de danske planer for 70%-reduktionen i CO2-udledninger indgår, at der skal opsamles godt 3 millioner ton årligt allerede omkring 2030. Klimarådet er efterfølgende begyndt at kigge på, hvad målet for 2035 skal være, og her siger det mest ambitiøse, at vi skal op på 90% reduktion.

Den kan dog realistisk set kun nås ved en massivt forøget CO2-opsamling, op til 6 mio. ton ekstra pr. år. Fig. 1 viser en illustration fra Klimarådets rapport om 2035-målene, her ser man, hvordan både 85% og 90% reduktionerne næsten udelukkende opnås ved en kraftig satsning på CCS.

Afsat 28 milliarder kroner – men ingen nævneværdig aktivitet
Regeringen tager situationen alvorligt og har afsat ikke mindre end 28 milliarder kr. i tilskud til CCS. Indtil videre er der ikke rigtigt kommet gang i aktiviteterne endnu. Ørsted har vundet kontrakt på opsamling af i alt 430.000 ton/år fra hhv. Avedøreværket og Asnæsværket.

CO2-en skal køres på tankbiler til udskibning i Kalundborg og til sidst pumpes ned i gamle oliefelter ude i Nordsøen. Det er en forholdsvis dyr løsning, men selve deponeringen vil ikke umiddelbart frembyde nogen risiko, hverken for miljøet eller for mennesker.

CO2 er ikke forurening
Det skal her understreges, at CO2 er naturligt forekommende i atmosfæren, og alt biologisk liv afhænger af gassen, der udgør hovednæringen til planterne. CO2 er derfor ikke ”forurening” i nogen gængs forstand, og der sker ingen skader på naturen eller miljøet som følge af den stigning i atmosfærens indhold på ca. 50%, som vi har haft siden år 1900.

Aktuelt er der omkring 425 ppm i luften omkring os, det svarer til godt 0,04%. I lukkede rum kan indholdet være meget højere, over 1000 ppm eller 0,1% og det udgør ingen helbredsrisiko for mennesker overhovedet. F.eks. i ubåde har man koncentrationer, der er 5-6 gange højere, dvs. 0,6% og det er heller ikke noget problem.

Store mængder i ren form er farligt
Imidlertid er situationen en anden, hvis vi begynder at håndtere ren CO2 i store mængder. Udslip fra tanke eller rørledninger kan føre til dødelige eller sygdomsfremkaldende koncentrationer i luften. Berømt er Lake Nyos-katastrofen i Cameroun, hvor der skete et gigantisk naturligt udslip af CO2 fra en vulkan under en sø, og omkring 700 mennesker døde af kvælning.  

I Danmark er der imidlertid kræfter i gang, der ønsker at etablere undergrundslagre for CO2 på land. I Odsherred på Sjælland er man gået i gang med forundersøgelserne og man anslår, at der vil kunne lagres millioner af tons CO2. Her er risikoen for et større udslip noget, der skal tages alvorligt, da det kunne bringe mange menneskers liv og førlighed i fare.

De praktiske erfaringer med deponering af CO2 er begrænsede. Man har i stor målestok brugt at nedpumpe gassen i olie- og gasfelter for derved at drive mere af de værdifulde brændstoffer ud. Men her har man ikke bekymret sig om, hvorvidt CO2-en efterfølgende blev dernede. Det skal den nu, når vi taler klimamål. Norge har to sådanne lagre i Nordsøen i drift, og de har vist sig ikke at være helt problemfrie.

Prisen høj – effekten lav
Selve opsamlingen fra skorstene har også frembudt mange problemer. Processen er kompliceret og meget energikrævende, et kulfyret kraftværk med påmonteret opsamling vil således tabe omkring 20% af sin produktion af elektricitet.

Hertil kommer, at der på en lang række anlæg i stor skala i realiteten kun er blevet opsamlet en brøkdel af CO2-en i skorstenen. Resten slipper udenom filteret og ender i atmosfæren. P.t. er der stadigvæk ikke noget anlæg i større skala, der kan siges at have driftsresultater på niveau med de planlagte. Prisen på opsamlingen er høj, Klimarådet regner med 800-1000 kr./ton, men i realiteten har den ofte vist sig at være højere endnu.

Verdens to eneste anlæg er ineffektive og alt for dyre
Her er alternativet, den direkte opsamling fra luften, dog endnu værre. Der findes kun to anlæg i Verden i stor skala, begge i Island. Det lille anlæg er udlagt til at opsamle 4000 ton/år, men er efter 3 års drift endnu ikke nået op over 1000 ton på et år.

Det større og nyere anlæg skulle kunne opsamle 36000 ton/år, men nåede i de første 10 driftsmåneder kun at få fat i 105 ton... Og prisen er skyhøj. Indtil videre taler vi om 6000-8000 danske kroner pr. ton, her håber man dog inden 2030 at nå ned på det halve. Men billigt bliver det aldrig, dertil er udstyret alt for dyrt og energiforbruget alt for højt.

Ingen værdi for samfundet – pengene spildes
Opsamling og deponering af CO2 skaber ingenting af værdi for samfundet. Mængderne er så små, og vil aldrig nå op på et niveau, hvor de for alvor kan gøre en forskel. Hvis Danmark således ad åre skulle lykkes med at opsamle 4 millioner ton/år, skal det tal sammenholdes med de nuværende globale udledninger på 40 milliarder ton.

Pengene vil være spildt, atmosfærens CO2-indhold vil være uforandret, og klimaet sker der ikke noget med. Hvornår mon det går op for politikerne?