Der var engang en by ved navn Kastrup. Det lille fiskerleje på Amager passede sig selv, indtil man anlagde en lufthavn i 1925. Lufthaven voksede efter krigen, men gæsterne var lokale, rolige mennesker, som ville til grisefest på Mallorca.

Men så åbnede politikerne i al deres visdom grænserne og kasserne i 1983, og folk fra varme lande fik øje på det lille land regeret af en underlig alliance af venstreorienterede fløjlshandsker, internationale Socialdemokrater og "anstændige" borgerlige. Flyene kom i pendulfart, og det gør de stadig. 

Vender man hjem fra ferie i Calabrien i Italien uden at have mødt så meget som en eneste hættemåge eller helligfrans et stenkast fra Nordafrika, er det som at ankomme til Egypten, når man træder ud i velfærdsstatens ankomsthal.

Her flokkes tildækkede kvinder og rettroende, skæggede mænd iført nattøj om hinanden, fuld af hjemlig selvsikkerhed. De ejer allerede stedet, mens de venter på, at deres hellige vand skal ankomme på transportbåndet for odd size.

Det er ikke kun bagagen, der er mærkelig. Det mest mærkelige er, at danskerne finder sig i at blive koloniseret, ja, tilmed spejler sig i det forfængelige håb, at Danmark bliver en global destination, og at Kastrup heldigvis ikke længere er Kastrup, men godt på vej til at blive Kairo.