NGO’er fungerede engang som fyrtårne, der kastede klart lys i en mørk verden, hver med et tydeligt kompas og en urokkelig mission: Oxfam bekæmpede sult, Amnesty International forsvarede menneskerettigheder, og Greenpeace kæmpede for planetens overlevelse.

I dag er dette landskab imidlertid blevet tåget; deres klare kompasser er nu skiftet ud med GPS’er, der peger i vidt forskellige retninger.

Copenhagen Pride illustrerer denne tendens, da organisationen tog stilling til konflikten i Gaza - en beslutning, der førte til et betydeligt tab af både finansiel støtte og opbakning.

Copenhagen Pride er dog langt fra alene; mange NGO'er har udvidet deres fokus og risikerer at miste deres oprindelige formål. Lad os dykke ned og undersøge, hvordan det står til i de øvrige menigheder.

NOAH: Fra miljøbeskyttelse til køns- og klassekamp
Tag for eksempel NOAH, der startede som en klassisk miljøorganisation med en mission om at beskytte naturen mod industrialisering og miljøødelæggelse. I dag har NOAH dog udvidet deres dagsorden til at omfatte langt mere end blot miljøbeskyttelse.

“Kvinder og queer-personer er de mest udsatte grupper for klimaforandringerne” skriver NOAH, der ovenikøbet udgiver tidsskriftet ØkoKøn. For nu betragter NOAH kønsretfærdighed og miljøretfærdighed som sammenhængende aspekter af samme systematiske undertrykkelse.

De kæmper nemlig også mod patriarkatet, kapitalismen, racismen, (neo)kolonialismen, cis-heteronormativiteten og klasseundertrykkelsen. Det virker næsten, som om NOAH har forvandlet sig til en social retfærdighedsorganisation, hvor naturbeskyttelse kun er ét element blandt mange andre i deres kamp for en retfærdig verden.

Amnesty International: Fra menneskerettigheder til global social retfærdighed
Amnesty International var engang den ultimative forsvarer af menneskerettighederne. Deres mission var klar: at afsløre menneskerettighedskrænkelser, frigive politiske fanger og bekæmpe tortur.

Men i dag har Amnesty bevæget sig væk fra deres kernekompetence til også at inkludere spørgsmål om “kønsapartheid” og social uretfærdighed. Organisationen opfordrer til, at verden anerkender kønsapartheid som en forbrydelse. Problemet er dog, at de endnu ikke har præciseret, hvad de mener med “kønsapartheid”.

Det virker, som om Amnesty har skabt en ny kategori af uretfærdighed at kæmpe imod, muligvis for at bevare deres relevans i en verden med hurtigt skiftende dagsordener. Hvor der er vilje, er der vej – men Amnesty har valgt en omvej gennem nye buzzwords.

Red Barnet: Fra børns rettigheder til klimaaktivisme
Red Barnet, som historisk set har fokuseret på børns rettigheder og beskyttelse i krigszoner og krisesituationer, har også ændret kurs. Deres tidligere arbejde handlede om at sikre basale nødvendigheder som mad, vand og uddannelse til de mest sårbare børn.

Nu har organisationen dog rettet deres opmærksomhed mod klimaforandringer og mener, at løsningen på klimakrisen ligger i at få verdens ledere til at lytte mere til børn og unge. Det er en ædel tanke, men det rejser spørgsmålet om, hvorvidt Red Barnet har den nødvendige ekspertise til at vejlede i komplekse klimaforhandlinger – eller om de blot forsøger at ride med på bølgen af klimaaktivisme.

Mellemfolkeligt Samvirke: Fra udviklingsbistand til ungdomspolitik
Mellemfolkeligt Samvirke begyndte som en udviklingsorganisation, der arbejdede for at forbedre livskvaliteten i nogle af verdens fattigste områder gennem bistandsprojekter og kapacitetsopbygning.

Deres fokus var at skabe reel forandring gennem praktiske initiativer. Men nu har organisationen ændret fokus til “demokratisk empowerment” af unge fra udsatte boligområder i Danmark.

De arrangerer alt fra filmaftener til debatter om fake news og tilbyder en digital værktøjskasse til at navigere i unges online-liv. At rejse er at leve – men Mellemfolkeligt Samvirke synes at have valgt en omvej fra internationale udviklingsprojekter i Tanzania til lokale initiativer i danske boligområder som Tingbjerg for at finde meningen.

Så nu kan du også blive ulandsfrivillig der samt i Mjølnerparken og nabosogn.

Kvinfo: Fra kvinders rettigheder til mangfoldighedens vagttæve
Kvinfo, oprindeligt etableret for at fremme ligestilling og kvinders rettigheder i Danmark. Tidligere handlede deres arbejde om at forbedre kvinders vilkår på arbejdsmarkedet, sikre deres politiske repræsentation og bekæmpe kønsdiskrimination.

Men i dag har Kvinfo udvidet missionen til også at omfatte queer-rettigheder, antiracisme og kamp mod klassemæssig ulighed. Deres dagsorden handler om hele den identitetspolitiske skala, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt de har mistet deres oprindelige formål i forsøget på at dække alle aspekter af social retfærdighed.

Når man har flere jern i ilden, brænder man sig let – og Kvinfo er blevet brændt på alle andre områder end kønskampen.

De vrede menneskers menighed
Når NGO’erne bevæger sig væk fra deres oprindelige missioner for at favne en bredere vifte af dagsordener, opstår der et problem med fokus og effektivitet.

Deres ambitioner om at adressere alle former for social uretfærdighed kan synes noble, men spørgsmålet er, om de virkelig kan løfte disse mange forskellige dagsordener med samme kompetence og engagement som deres oprindelige formål.

NGO’erne risikerer at blive generalister uden dybde. Græsrøddernes svar på DJØF’erne i en statslige styrelse. Denne tendens til at ville være alt for alle kan udvande deres budskaber og gøre det sværere for dem at opnå reel forandring.

I stedet for at udvide deres rækkevidde til områder, der ligger uden for deres kernekompetencer, kunne NGO’erne måske genvinde deres styrke og relevans ved at vende tilbage til deres rødder. Hvis ikke, risikerer de blot at blive ekko-kamre for vrede stemmer uden reel indflydelse.