“Jeg plejer at joke og sige, hvis man kommer til Danmark for at lede efter socialismen, så bliver man lige så skuffet, som man ser den lille havfrue. Så jeg prøver at ramme fortællingen om den danske version af kapitalismen, som ender med at være ret succesfuld,” siger Stefan K. Sløk-Madsen, der nu er aktuel med sin nye bog, Danish Capitalism in the 20th Century – A Business History of an Innovistic Mixed Economy.
Bogen går blandt andet i rette med en amerikansk debat, hvor politikere har brugt Danmark både som forbillede og skræmmebillede. Sløk-Madsen bruger selv et eksempel fra den amerikanske tv-station FOX. Everyone in Denmark is working for the government, hedder klippet på YouTube med budskabet, at socialisme ikke er gratis.
Sådan noget viser, at udlændinge har brug for ren besked om, hvad der er op og ned i Danmark, mener forfatteren, der til daglig er uddannelsesleder hos tænketanken CEPOS – og derfor den nye bog.
Hvad er så den danske udgave af kapitalismen?
“Ha, det er svært at svare kort på! Der er heller ikke enighed om det hele,” siger Sløk-Madsen – og den uenighed vender vi tilbage til.