NATO-landenes historiske beslutning om at hæve forsvarsudgifterne til fem pct. af BNP lyder som en respektindgydende demonstration af vestlig beslutsomhed. Aldrig før har alliancen forpligtet sig til så ambitiøse militære investeringer.
Men bag de imponerende tal gemmer sig et pinligt paradoks: Vi køber rustninger til en hær, der ikke findes.
Kun 17 pct. af tyskerne er villige til at forsvare deres land i tilfælde af angreb. I Spanien er tallet endnu lavere. I Italien er tallet 14 pct. Vi fylder våbenarsenalerne, mens rekrutteringskontorerne tømmes. Milliarder til våben, men småbeløb og skimmelsvampsbefængte kaserner til krigere.
