Venstrefløjen starter konsekvent altid det samme sted. Menneskerettighederne. De er universelle. De beskytter også den upopulære og den kriminelle. De står over flertallet. Det er et civilisatorisk fremskridt.
Men når retten til familieliv bringes i spil i sager om grov vold eller voldtægt begået af ikke-statsborgere, opstår et andet – langt mindre bekvemt – spørgsmål. Hvad med retten til tryghed? For når en ikke-statsborger med dom for grov vold undgår udvisning af hensyn til familieliv, er det ikke blot jura.
Det er en risikobeslutning. Og risikoen bæres ikke af dommere, jurister eller aktivister. Den bæres af almindelige mennesker.
Kriminalitetens faktiske fordeling
Kriminalitet er ikke jævnt fordelt. Kriminologisk forskning herunder fra David M. Kennedy og Lawrence W. Sherman viser, at en relativt lille gruppe gerningspersoner står for en stor del af den alvorlige kriminalitet.
Det samme mønster ses i danske data. Ifølge Danmarks Statistik (oktober 2025) ligger 2-års tilbagefaldsprocenten stabilt omkring 30 % for personer med fældende dom eller løsladelse i 2021.
For unge mænd (15–24 år) ligger den omkring 40 %. For voldelige forbrydelser er langtidsrisikoen højere:
35–45 % tilbagefald over 5 år
45–60 % over 10 år for gentagne voldsdømte
50–70 % over 10 år i højrisikogrupper (flere tidligere domme, misbrug, antisocial profil)
For voldtægt og seksualforbrydelser er registreret recidiv lavere, men ikke ubetydelig:
10–15 % tilbagefald efter 5 år
15–25 % efter 10 år
20–30 % i visse grupper efter 15 år
For højrisikoprofiler kan 10+ års risiko ligge i intervallet 30–50 %. Det betyder ikke, at alle får tilbagefald, men det betyder, at risikoen er statistisk betydelig og øges over tid.
En person med 30 % risiko over 2 år kan ende på 45–60 % over 10 år. Over 20 år bliver risikoen strukturel, ikke hypotetisk.
Artikel 8 og proportionalitet
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 beskytter retten til familieliv. Udvisning skal være proportional. Det er en vigtig retsstatsmekanisme. Men proportionalitet forudsætter en reel afvejning.
Hvis en ikke-statsborger med flere volds- eller voldtægtsdomme har en dokumenteret højrisikoprofil og en estimeret 10–20 års samlet gentagelsesrisiko i størrelsesordenen 45–70 % for vold og 20–50 % for voldtægt i højrisikogrupper, så er proportionalitetsafvejningen ikke kun juridisk.
Den er probabilistisk. Spørgsmålet er altså ikke kun, hvor hårdt udvisningen rammer gerningsmanden. Spørgsmålet er også, hvor sandsynligt det er, at nye ofre opstår, hvis udvisningen ikke foretages. Hvis den anden side af regnestykket ikke indregnes eksplicit, bliver proportionaliteten ensidig.
Statens dobbelte pligt
Hos Thomas Hobbes er statens kerneopgave at forhindre vold. Hos John Locke er beskyttelsen af liv og frihed grundlaget for politisk legitimitet. Den liberale retsstat begrænser statens magt. Men den fritager ikke staten for dens beskyttelsespligt.
Frihed forudsætter sikkerhed. Retten til familieliv og retten til tryghed kolliderer først i konkrete politiske valg. Og når de kolliderer, må begge sider af ligningen tages alvorligt.
Den sociale risikofordeling Når udvisning undlades i grove sager, bæres risikoen ikke af dem, der formulerer principperne. Den bæres i de boligområder, hvor kriminalitet allerede er koncentreret.
Rettighedsargumentet er universelt. Konsekvenserne er det ikke. Det er denne asymmetri, der skaber politisk spænding.
Den uomgængelige realitet
Debatten føres ofte i abstrakte principper. Men konsekvenserne er konkrete. Det kan være din datter. Det kan være din søn. Det kan være et menneske, der overfaldes af en person, som statistisk set havde en betydelig risiko for at begå ny grov vold, og som kunne have været udvist efter første dom.
Når man vælger at give endnu en chance, er det ikke gratis. Man giver ikke kun en chance til gerningsmanden. Man pålægger også en risiko til en anden. Hvor mange chancer skal én person have, når prisen potentielt betales af et uskyldigt menneske?
Det politiske valg
Dette er ikke et opgør med menneskerettigheder. Det er et spørgsmål om vægtning. Hvis proportionalitet kun analyseres i forhold til indgrebet mod gerningsmanden og ikke i forhold til forudsigelig skade på tredjepersoner, reduceres politik til juridisk teknik.
Retten til familieliv er vigtig. Men retten til at leve uden frygt er ikke mindre grundlæggende. Når de to kolliderer, må nogen vælge. Venstrefløjen har let ved at formulere det moralske udgangspunkt. Den har langt sværere ved at håndtere den statistiske og sociale kompleksitet, der følger med.
Ved det kommende folketingsvalg er det værd at huske: Afvejningen mellem retten til familieliv og retten til tryghed sker ikke i abstrakt jura. Den sker i Folketinget. Politik er ikke kun principper. Politik er konsekvenser. Og konsekvenserne rammer virkelige mennesker.
