13. januar 2023 skal Kontrastprisen overrækkes til den eller dem, der har stået for indeværende års største bidrag til det borgerlige Danmark. Dette er femte artikel i en interviewserie, hvor vi møder de seks nominerede.

Eva og Rune Selsing er nomineret til Kontrastprisen for deres bidrag til borgerligheden med bogen Den borgerlige orden. Som debatbog skiller den sig ud ved især at interessere sig for det private og ligefrem udstikke vejen til det gode liv. Det er en både opbyggelig og provokerende ambition.

“Det er vores håb, at mange vil læse den og i det mindste reflektere, selvom det ikke er behageligt, når ens livsvalg bliver kritiseret,” siger Eva Selsing. 

De er kendt for deres vid og – måske især for Eva Selsings vedkommende – frygtindgydende ironi, som hun udfolder som fast kommentator på Berlingske. Det kan det ikke undre, at de har skrevet en bog, der ikke stryger læseren med hårene. 

“Det er især dens sidste del, hvor vi bringer det moralske liv på banen, som man kan slå sig på, fordi den taler negativt om mange livsvalg. Det er ikke ment sådan, at folk er dårlige mennesker, fordi de vælger modernitet til og tradition fra – vi beskriver blot, at det er sådan, samfundet er. Men selvom det ikke er tydeligt, så er der et alternativ til det hurtige, smarte, individuelle og lystbundne,” siger Eva.

Det må gerne gøre ondt
Selv lever de traditionelt i tråd med bogens anvisninger. Eva Selsing er hjemmegående husmor og klummeskribent, og det er Rune Selsing, der tjener mest til forsørgelsen af familiens fire børn. Men ifølge parret er deres ærinde ikke at fordømme dem, der lever anderledes og for eksempel alligevel vurderer, at det er bedst at lade sig skille.

“Vi har ikke en etisk teori om, hvilke valg der er rigtige og forkerte. Vi er mere beskedne og siger, at for de fleste er der nogle valg, der typisk vil være klogere end andre,” siger Rune.

“Men mange kommer galt af sted, fordi de ikke tør trodse tidsånden, der er en blanding af autoritær og progressiv, frem for at stoppe op og reflektere over, hvilke valg der fører til det gode liv,” supplerer Eva. 

Præcis hvor denne tidsånd kommer fra, udforsker bogens første del. Den gennemgår filosoffer som Friedrich Nietzsche, Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre, Michel Foucault og Judith Butler. De har med deres angreb på borgerskabets moral banet vejen for nutidens selvrealiseringslogik, lyder budskabet.

“Der er en masse dårlige normer i tiden. For eksempel den om, at man skal finde sin egen vej. Om at man skal leve i nuet, carpe diem. Vi kunne se, at det ikke var uskyldige platheder, der var et ideologisk formål med dem. Og det ville vi skrive om,” forklarer Rune.

Konkret kan omkostningen ved tidens selvrealiseringslogik ifølge bogen måles i form af flere skilsmisser, flere alternative familieformer og mere ensomhed. 

Liberalismen er irrelevant
Når tidsånden i dag kan være autoritær og progressiv på samme tid, skyldes det ifølge Eva og Rune Selsing, at den progressive liberalisme har efterladt et værditomrum, som den radikale venstrefløj har gavn af. Forfatterparret mener, at det forgange år har afsløret liberalismen som irrelevant i en tid, hvor folk i høj grad leder efter mening.

“Det er blevet tydeligt, at liberalismen, som Venstre og Konservative står for, ikke har noget at tilbyde. Det er uspecificeret frihed, borgeren i centrum …” siger Rune, inden Eva afslutter hans sætning:

“... og noget med, at erhvervslivet skal have det godt.“

Det er på grund af dette værditomrum, at identitetspolitikken har vind i sejlene, mener de. Som konsekvens af de borgerliges manglende moralske stillingtagen kigger folk andre steder hen efter vejledning.

"Man kan kritisere identitetspolitikken for meget, men den tilbyder en ny orden, hvor vi borgerlige er holdt op med at forsvare den gamle orden,” siger Eva.

Med til den gamle orden hører eksempelvis, at man ikke forlader sin ægtefælle, når hverdagen bliver grå og trist. Men det er en konservativ norm, som de progressive liberale ifølge parret slet ikke er i stand til at forsvare i dag. Den hviler nemlig især på kristendommens moral.

Skal kristendommen så være en del af de borgerlige partiers fundament?

“Den må godt være et baggrundstæppe. Men der er ingen grund til at sige ‘jeg er kristen, derfor denne politik’. Som borgerlig skal man nøjes med at tale om det gode liv og den borgerlige livsform,” siger Rune.

“Det er heller ikke nødvendigt. Alt, vi sætter pris på i den borgerlige orden, hviler på kristendommen. Så hvis man forsvarer den, forsvarer man kristendommen,” tilføjer Eva.

Hvis den borgerlige orden hænger sammen med kristendommen, gør det så jer til optimister eller pessimister?

“Der er selvfølgelig noget optimisme, i den forstand at Gud nok ikke vil lade det hele gå ad helvede til. Og så er der den erkendelse, at vi mennesker har brug for noget at tro på. Men det at tro på erstatningsreligioner som klimaet er ikke særlig tilfredsstillende i længden. Så mon ikke vi vil se flere vende tilbage til kristendommen? For 20 år siden fyldte kristendommen næsten intet i den offentlige debat. Nu ser vi for eksempel sådan nogle popfænomener som Casper Christensen bekende deres tro,” siger Rune.

“Og da vi var unge, var det sejt at være ateist. Det ser vi ikke i dag. Anders Stjernholm er jo ikke sej,“ siger Eva.

Mere forankring, mindre marked
Det var ganske bevidst, at parret i bogen ikke beskæftigede sig meget med realpolitik. Men vigtigheden af forankring i tilværelsen er ifølge dem alligevel noget, som de borgerlige på Christiansborg med fordel kan tage ad notam.

“Vi har samfundsdebatten i mange år understøttet idéen om, at man helst skal forlade sin hjemstavn, gerne til København og endnu bedre til udlandet. Men politisk kan man understøtte forankring ved at investere i gamle bykerner, sørge for arbejdspladser i hele landet og sørge for, at man lærer mere historie og dansk kultur i skolen. Det giver forankring,” siger Rune.

“Ja, og få det lokale politi tilbage. Se dernæst på familiepolitikken. Kan skattesystemet eksempelvis bruges til at holde sammen på flere familier? Kan vi gøre det nemmere for flere at passe børn hjemme? Se for eksempel til Ungarn, der giver skattefrihed fra det fjerde barn til kvinder,” siger Eva.

Parret er især kritiske over for det, de kalder de borgerliges markedsstyring. De er kritiske over for gymnasiereformen og universitetsreformen, der har indrettet uddannelsessystemet efter markedets principper, hvor pengene følger den enkelte, og elever og studerende bliver kunder i butikken.

“Markedsstyring tager grundlæggende moralen ud af de her institutioner. Det er derfor, at uddannelsesinstitutionerne sænker kvaliteten på produktet med dubiøse uddannelsestilbud, fordi det er noget, der sælger. Så man har gjort alle vores institutioner til salgsfabrikker,” siger Rune.

En ladeport åben for kulturkamp
I stedet for at tænke på markedet burde de borgerlige tænke på, hvad der er bedst for Danmark, mener parret. Dette bringer samtalen ind på Rune Selsings ros af Mette Frederiksen, som han har modtaget en del kritik for. Ifølge Rune kunne de borgerlige dog sagtens stille med en fortælling, der ville være stærkere end den socialdemokratiske.

“Jeg har ingen særlig begejstring for Mette Frederiksen, men hun er en smule bedre end det progressive alternativ. Hun forstår værdien af fællesskabet. Men for de borgerlige ligger det lige til højrebenet at tale om det nationale fællesskab.”

Hvordan kan de borgerlige hamle op med den socialdemokratiske fællesskabsfortælling?

“I hvert fald ikke med sætningen ‘mere frihed’,” siger Eva.

“De kan bevæge sig ind på den åndelige del, hun holder sig fra. De kan tale om det kristne fællesskab. Der er en ladeport åben for kulturkamp igennem skoler og universiteter, hvor vi kan formidle den borgerlige fællesskabsfortælling,” siger Rune.

*

Læs også om de fire første nominerede til Kontrastprisen: 

Nikolaj Bøgh: Vi bliver straffet for kulturløs designerpolitik
Christian Egander Skov: Husk, hvorfor det oprindelig var godt med frihed
Mads Lundby Hansen: Borgerlige skal gå i kødet på socialdemokratismen
Henrik Dahl: Lad de røde stå alene med deres dårlige idéer