5. juli 2014 havde den svenske kunstner og dissident Dan Park, som oprindeligt hed Fredrik Park, fernisering på sin udstilling "Fængslende gadekunst" i Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø. Få minutter efter åbningen blev Dan Park anholdt, og svensk politi beslaglagde ni af udstillingens værker.
Udstillingen endte med at koste Dan Park seks måneders ubetinget fængsel. Kunstneren blev desuden dømt til at betale 60.000 svenske kroner i erstatning til fire personer, der optræder på collagerne. Galleristen Henrik Rönnquist fik en betinget dom og 150 dagbøder. De beslaglagte værker blev destrueret af den svenske stat.
Den svenske stats ageren vakte stor opmærksomhed i Danmark og blev af en del af dansk presse med Mads Brügger i spidsen, som dengang var på Radio 24/7, set som en enorm indskrænkning af ytringsfriheden.
Efter flere forsøg på at få et galleri i København til at udstille Parks værker, gik Trykkefrihedsselskabet ind i sagen. Hornsleths galleri sagde ja, men måtte på grund af trusler mod galleriet aflyse. I stedet foranstaltede Katrine Winkel Holm fra Trykkefrihedsselskabet et samarbejde med Dansk Folkeparti, som holdt fernisering over værkerne ved en begivenhed på Christiansborg i et lånt lokale.
Der er løbet meget vand i Øresund siden 2014, og i Danmark er der også - blandt andet med koranloven - indført øgede restriktioner mod den fri kunst. Derfor vækker det ikke længere opsigt, at Dan Park for et par uger siden fik en ny dom på seks måneders fængsel.
Denne gang ikke for sin fysiske kunst, men for seks opslag på X med fotos af hans gadekunst. Retten fandt, at Parks seks fotos var hetz mod folkegruppe, og han blev dømt efter den svenske pendant til den danske racismeparagraf. Dan Park på sin side hævder, at collagerne er satire og fungerer som kritik af den politiske korrekthed i Sverige.
Man kan læse mere om dommen på Dan Parks egen blog.










