Artikel

03.03.25

Tankekriminel modtager fornem pris

Du kan komme med til prisoverrækkelsen. Marianne Stidsen modtager Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris for sin ”uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord”. Dermed kommer vores Modløber i selskab med Roger Scruton, Douglas Murray, Thilo Sarrazin, Lars Vilks og andre uforfærdede ånder.

Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris overrækkes til Marianne Stidsen ved et arrangement i Vartov i København, lørdag den 22. marts 2025, klokken 15. Der er gratis adgang, og du er velkommen efter tilmelding.

Tilmelding på dette link: Salg - Sapphoprisen 2025 til Marianne Stidsen

Hvem er Marianne Stidsen?

Marianne Stidsen er en gammel kending i det danske kulturlandskab. Hun blev magister i litteratur for 30 år siden og dr.phil. for 10 år siden. Hun har undervist på Københavns Universitet siden 1997 og været medlem af Det Danske Akademi siden 2014.

Stidsen var også en af de første til at sige ja til at være Modløber på Kontrast for et år siden.

Da vi begyndte at invitere gode hoveder og penne til at skrive for os, vidste vi selvsagt ikke, hvem der havde lyst, ville eller turde. Marianne takkede straks ja, og nu er det os, der takker.

Marianne har skrevet mere end 50 tekster til Kontrast, og hun har heldigvis ikke tænkt sig at holde op, selv om mange af hendes modstandere i det ensrettede, akademiske miljø ønsker hendes synspunkter, analyser og konklusioner hen, hvor peberet gror.

At tænke selv har kostet hende venner, anseelse og støtte i de litterære og akademiske cirkler, særligt i forbindelse med diskussionen om Metoo, samtykkeloven og forholdet mellem mænd og kvinder. Så sent som for et par år siden var hendes intellektuelle selvstændighed tæt på at koste hende doktorgraden, da hendes doktorafhandling om fremstillingen af virkeligheden i efterkrigstidens nordiske litteratur, pludselig blev beskyldt for plagiat, en anklage, hun efterfølgende blev frikendt for.

At hun ikke ligger under for tidsånd og meningspoliti tjener hende til ære, og vi er på Kontrast stolte over, at hun praktiserer sin tankekriminalitet hos os.

Kontrast er stadig et lille medie, men vi vokser fortsat, fordi der er en stigende efterspørgsel efter modige, borgerlige stemmer, der ikke lyder som Danmarks Radio, Politiken eller Berlingske, og som tør træde op mod de dominerende progressive normer og meninger i samfundets bærende myndigheder, institutioner og organisationer.

Marianne Stidsen har en kritisk vinkel til det alt sammen, også til den slatne borgerlighed, opportunisme og behagesyge, som trives bedst i medvind og elitære ekkokamre. Hvis ikke Marianne Stidsen fandtes, ville man være nødt til at opfinde hende, fordi hun kombinerer noget så sjældent som akademisk præcision med sund, folkelig fornuft og i det hele taget har et trænet blik for intellektuelt bullshit.

For dét har hun fortjent at komme i selskab med blandt andre Melanie Phillips, Roger Scruton, Douglas Murray, Lars Vilks, Thilo Sarrazin, Ezra Levant og Mark Steyn, der tidligere har modtaget prisen.

I forrige måned udgav Marianne Stidsen en samling af tekster i bogen Stridsens lille blå. Du kan læse mere om bogen og købe den her: Stridsens lille blå.

Se hvad Marianne Stidsen har skrevet på Kontrast

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter