Siden Donald Trump vandt det amerikanske valg, er andelen af psykolog-henvendelser for kunder med angst som angiven årsag pludseligt steget med 27 procent.
Det viser friske tal fra Danica, der hvert år yder online psykologhjælp til omkring 10.000 af selskabets kunder.
Og stigningen kan ifølge Danica i høj grad tilskrives én person:
”Vi lever i en tid, hvor angst desværre i forvejen fylder en del i vores rådgivning. Men når man hver morgen vågner til den ene vilde overskrift efter den anden med udtalelser fra Trump, så tror jeg faktisk, de fleste af os får lidt ondt i maven. Og for dem, der måske har tendenser til angst, kan det forstærke nogle bekymringer,” siger Camilla Thind Sunesen, der er direktør for sundhedsudvikling i Danica.
I januar var cirka hver femte konsultation med Danicas onlinepsykologer baseret på angst, hvilket er det højeste niveau registreret siden muligheden blev indført i 2021. Det er den andenstørste årsag til kunderne søger kontakt med selskabets psykologer og kun overgået af stress.
”Udviklingen sker meget hurtigt, og derfor har personer med angstsymptomer ofte brug for at kunne få hjælp med det samme, så de her tanker ikke udvikler sig til noget værre. Vi får jo fire år mere med overskrifter fra Trump-land, og hvis man føler sig påvirket af det, kan det nok være en god idé at lægge en mental strategi for det allerede nu,” siger Camilla Thind Sunesen.
Danica-direktøren kan man selvfølgelig godt gøre sig lystig over, men det er der ingen grund til. Hun refererer i og for sig blot, hvad der sker ude i samfundet, og det er dér, det er ved at tippe helt rundt.
I skolerne spredes der i disse år psykiske diagnoser ud til højre og venstre, det store samtaleemne er de unges mistrivsel, psykologerne har kronede dage og travlt på briksene, og politikere presser på for at give flere og større offentlige tilskud til behandling for psykiske lidelser.
Svæklingestatus
Hvorfor danskerne har udviklet sig til et folk af psykiske svæklinge, kan man jo ikke fastslå videnskabeligt, men den formynderiske stat, som langsomt men sikkert har fjernet ansvaret fra den enkelte, bærer formentlig en stor del af skylden.
Når kommunedamen og alle de andre omsorgspersoner fra børnehave og op fjerner alle sten fra vejen og tornene fra buskene, så svækker man menneskets evne til at tåle modgang, forandringer, usikkerheder og tvivl.
Når legepladsens faldunderlag er så blødt, at et fald fra gyngen, kun er et lille bump, når staten sørger for at fortælle, hvad du skal spise for at være sund, når kommunen betaler dine regninger og politikerne stiller krisehjælp til rådighed, hvis man sidder fast i en snedrive, er der ikke brug for ’hår på brystet’, kraft i næven og indre stamina.
Så bliver man bange for det uforudsigelige, for det uventede – man går rundt i lyset og frygter mørket. Man får angst for noget, som ikke er en trussel. Man bliver syg.
Og ja, det er en sygdom at have angst. Det skal man ikke spøge med. Det er slemt, for dem, der lider af det.
Derfor kan vi ikke være bekendt at indrette samfundet, så borgerne bliver svæklinge. Det er en strukturel svækkelse af individerne, der foregår, så danskerne bliver mere medgørlige, retter lettere ind og gør, hvad der forventes.
Kilde: Danskerne lufter Trump-angst til psykologer | Danica Pension