De syv største amerikanske teknologiselskaber – Apple, Microsoft, Nvidia, Amazon, Google, Meta og Tesla – udgør lige nu omkring 35 procent af hele S&P 500! Det betyder, at en tredjedel af verdens største aktiemarked lige nu afhænger af virksomheder, der alle har én ting til fælles: kunstig intelligens.
Men bag AI-boomet gemmer sig en sårbarhed, der kan sammenlignes med en meteor, der rammer jorden. Et mikroskopisk støvfnug kan lamme hele systemet. Og det er ikke et billedsprog.
En almindelig støvpartikel er omkring 10.000 nanometer stor. De mest avancerede chips i dag bygges i tre nanometer. Det svarer til, at et hårstrå – 70.000 nanometer tykt – er som en kæmpe planet, og at en støvpartikel i et chip renrum er som en meteor, der udslettede dinosaurerne. Én partikel kan ødelægge alt.
Det er den slags præcision, den digitale økonomi hviler på.
Silicium betyder verdensmagt
De mest avancerede chips – dem, der driver AI, datacentre og selvkørende biler – fremstilles næsten udelukkende i Taiwan. Ikke designes, men bygges fysisk. Det sker for de flestes vedkommende hos TSMC, Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, som står for op mod 90 procent af verdens mest avancerede chip produktion.
Når Nvidia eller Apple taler om deres “egen chip”, betyder det, at de har designet den. Men det er TSMC, der får den til at eksistere.
Samsung i Sydkorea er den næststørste producent, men kæmper fortsat med at opnå den samme præcision og stabilitet. Det siger noget om, hvor ekstremt specialiseret dette håndværk er. Hvis man nogensinde har set ind i en chip fabrik, ligner det noget fra en anden planet.
Her er fysikkens grænser udfordret helt til kanten.
ASML – Europas glemte guldmine
Maskinerne, der bruges til at “tegne” mønstrene i nanoskala, produceres kun af ét firma i verden: ASML i Holland. Hver maskine koster tre til fire hundrede millioner dollars. De bruger ekstremt ultraviolet lys, reflekteret af spejle så perfekte, at hvis man forstørrede dem til Danmarks størrelse, ville højdeforskellen på den mindst perfekte del være mindre end tykkelsen på et menneskehår.
Der findes kun nogle få hundrede af disse maskiner på hele kloden. Uden dem stopper produktionen.
ASML er europæisk – og burde være en europæisk stolthed og et strategisk flagskib. Men i stedet for at bygge videre på denne styrkeposition, drukner vi i regulering, tilladelser og forsigtighed. Vi kunne skabe tusinder af arbejdspladser og ægte teknologisk uafhængighed, men vores innovationskraft kvæles af bureaukrati.
Viden kan ikke kopieres
USA forsøger nu at flytte chipproduktion hjem. TSMC bygger to fabrikker i Arizona, men de er forsinkede – ikke på grund af manglende kapital eller bureaukrati, men på grund af manglende kompetence!
Man kan ikke købe erfaring. De taiwanske ingeniører, der har brugt årtier på at forfine processerne, skal flyves ind for at træne amerikanerne. Selv når fabrikkerne står klar, vil de i mange år kun kunne lave ældre chip generationer. Den mest avancerede (og vigtigste) AI-produktion vil fortsat være afhængig af Taiwan.
Taiwan – mere end en ø
For at forstå risikoen, må man forstå den historiske kontekst.
Taiwan var kinesisk under Qing-dynastiet, men blev i 1895 afstået til Japan. Efter Japans nederlag i 1945 blev det besluttet, at Taiwan skulle “tilbageføres til Kina”. Men fredstraktaten i 1951 angav ikke, HVEM øen skulle gives tilbage til. I mellemtiden var Kina blevet delt: Kommunisterne tog magten på fastlandet og dannede Folkerepublikken Kina, mens den tidligere regering, Republikken Kina, flygtede til Taiwan. Det navn bærer øen stadig.
Derfor ser Beijing Taiwan som en del af Kina, der blot mangler genforening – mens Taiwan ser sig selv som et demokratisk, selvstændigt land.
Set med historiske øjne kan man godt forstå, hvorfor Kina mener, at øen tilhører dem. Men det ændrer ikke på, at Taiwan i dag er et fungerende demokrati med egen regering, fri presse og en befolkning, der ikke ønsker at blive opslugt.
Hongkong havde en underskrevet aftale – “ét land, to systemer”. Taiwan har aldrig haft en sådan ordning. Og netop det gør konflikten så farlig: her står to virkeligheder over for hinanden, begge med dybe rødder i historien.
Den skjulte risiko i AI-boomet
Amerikansk efterretning vurderer, at Kina ønsker at have militær kapacitet til en invasion senest i 2027. Det betyder ikke, at det sker – men at de kan, hvis de vil, og det har været ret faste i deres krav.
Et cyberangreb, en blokade eller bare en afbrudt forsyningskæde ville være nok til at stoppe chip produktionen. Selv hvis bygningerne står intakte, vil TSMC ikke kunne få dele, kemikalier og software. Hele verdens AI-industris produktion hjerte kan gå i stå på få dage. Man skal ikke tænke særligt længe, før man forstår omfanget af den potentielle katastrofe.
Fra risiko til handlekraft
Kina har måske historisk set mest ret. Taiwan har friheden. Men Vesten har noget andet på spil: hele sin teknologiske fremtid.
Derfor bør vi behandle chipteknologi som et moderne “space race”. Ikke for at konkurrere med Kina, men for at sikre vores egen uafhængighed. Vi må genopfinde evnen til at bygge selv – fra maskiner til mennesker – hvis vi vil bestemme over vores egen skæbne.
Europa har ASML. Det er en start. Men vi skal bruge den som løftestang for at bygge videre – ikke som undskyldning for passivitet.
Elon Musk har igen og igen bevist, at “umuligt” bare betyder, at det tager lidt længere tid. Vi kan også. Hvis vi tør fjerne de lag af bureaukrati, der kvæler innovation, og fremme en innovationskultur som vores liv afhænger af det. Så er det muligt at vi kan skabe den kapacitet, der skal til for at stå på egne ben. Det kræver til en start, at vi må definere, hvor bureaukratiet starter.
Hvem skal have kontrol over vores teknologiske fremtid?
Kina har sin historiske logik. Taiwan har sin frihed. Men Vesten må beslutte, om vi vil være i kontrol over vores egen teknologiske fremtid – eller fortsætte med at bygge den på en ø, vi ikke kan beskytte.
Hvis vi vil have frihed, sikkerhed og økonomisk stabilitet, må vi kunne bygge vores egen fremtid eller indgå samarbejder på et helt nyt niveau med Kina der sikrer fred, fordragelighed og fælles forståelse. Ellers risikerer vi, at det hele hænges op på en støvpartikel i et renrum i Hsinchu.
