Andrej Tarkovskij (1932–1986) blev født i Zavrazje, en landsby ved Volga, som søn af digteren Arsenij Tarkovskij. Faderen forlod hans mor, mens Andrej var lille, og barndommens tab og længsel kom til at præge hans kunst. Efter en omvej gennem orientalske studier og geologi blev Tarkovskij optaget på den sovjetiske filmskole VGIK, hvor han blev oplært i både teknik og ideologisk korrekthed – men hurtigt gik sine egne veje.
Hans første spillefilm, Ivans barndom (1962), markerede et nyt filmsprog: drømmeagtigt, poetisk, psykologisk dybt. Filmen vandt Den Gyldne Løve i Venedig, og Tarkovskij blev internationalt anerkendt – men hjemme blev han betragtet med voksende skepsis.
Tid, tro og tvivl
Tarkovskijs vigtigste film – Andrej Rubljov (1966), Solaris (1972), Spejlet (1975) og Stalker (1979) – var hver især en udfordring for det sovjetiske system. Ikke fordi de var direkte systemkritiske, men fordi de stillede spørgsmål, som systemet ikke kunne rumme: Hvad er et menneske? Har vi en sjæl? Findes der en virkelighed hinsides det målbare?
Særligt Andrej Rubljov – et sort-hvidt epos om en ikonmaler i det middelalderlige Rusland – blev udsat for censur og først udgivet i forkortet form. Den religiøse og historiske dybde var foruroligende for et regime, der ønskede et fremadskuende og sekulært menneskesyn.
Tarkovskijs stil – langsom, dvælende, symbolladet – gik stik imod tidens krav om agitation og klarhed. Hans film kunne ikke anvendes propagandistisk, og det gjorde ham farlig.
Eksil og eksistentiel ensomhed
Efter de konstante problemer med censur rejste Tarkovskij i 1982 til Vesten for at indspille Nostalghia i Italien. Han vendte aldrig hjem. I 1984 lavede han sin sidste film, Offret, i Sverige, produceret af Ingmar Bergman-kredsen. Samtidig blev han i Sovjet officielt stemplet som frafalden.
Tarkovskij døde i Paris i 1986 af kræft – overbevist om, at KGB havde udsat ham for radioaktiv forgiftning. Uden beviser, men ikke uden grund: Regimet så ham som en åndelig forræder.
Den indre dissident
Tarkovskij blev aldrig en politisk agitator. Han demonstrerede ikke, han deltog ikke i politik. Men på sin egen måde var han dissident – fordi han insisterede på, at mennesket ikke kunne reduceres til biologi, klasse eller kollektiv. Hans værker viste, at friheden begynder i den indre verden – i det enkelte menneskes samvittighed, erindring og håb.
