Som flittig iagttager af integrations- og udlændingedebatten i de sidste mange år, er der noget, der ofte har skurret i mine øjne. Noget jeg ikke har været i stand til at sætte ord på. Det er et fænomen, der opstår op fra tid til anden, når der vedtages særlovgivning , så muslimer ikke såres på deres religiøse manchetter.
Det dukker op en gang om året, når muslimer holder ramadan og fejrer Eid, og det er nærværende hver evigt eneste dag i de folkeskoler, hvor elever, der bekender sig til islam, kræver religiøse særhensyn med henvisning til deres tros hellige sura og haddith.
Fænomenet, jeg taler om, er naturligvis, den kulturelle, sociale og ikke mindst lovgivningsmæssige eksklusivitet, som islam har fået igennem årene. Et fænomen, der får mig til at stille spørgsmålet, hvorfor muslimer i Danmark bilder sig ind, at deres tro og religiøse sædvane rager os andre en høstblomst?
Religion har altid været anset som en del af privatlivets fred, men i integrationens hellige navn, er det pludselig blevet transformeret til et national anliggende, vi alle sammen tvinges til at forholde os til 365 dage om året- altså så længe der er tale om islam- hvis vi da ikke skal beskyldes for racisme, modborgerskab, diskrimination eller islamofobi.
For hvor er det egentlig vildt, at elever i den danske folkeskole hele tiden skal tvinges til at tage mere stilling til islam, end den kristne kulturarv, de er rundet af. Hvorfor er det, de skal finde sig i, at piger må bære hovedbeklædning i idrætstimerne, mens drengene bliver bedt om at tage kasketten af. Hvorfor skal de være vidne til, at piger og drenge, der bekender sig til islam, både kan fritages for religion og det obligatoriske bad efter idræt, hvis det konflikter med islams doktriner.
Hvert evigt eneste år er vi desuden indlagt til at høre om ramamdanens lykkesagligheder, og det virker nærmest som om, at vi skal have en doktorgrad i islamisk teologi, før man må have en mening om islam og muslimers opførsel i det danske samfund.
Måske er det også derfor, at skiftende regeringer i gennem årene har følt behov for at have dialog med imamer i det forebyggende arbejde, da man åbenbart ikke kan appellere om fred og sameksistens uden at have pløjet sig blind i islamiske skrifter.
Jeg er på ingen måde ekspert i hverken hinduisme eller buddhisme, men det har ikke forhindret mig i at have venskaber med indere endsige et romantisk forhold til en kineser. Min indsigt i katolicisme betragter jeg faktisk som rimelig omfattende, men når jeg taler med mine italienske venner, har jeg aldrig spurgt ind til deres kommunion. Jeg har sågar sunget satanisk death metal med en, der var åbenlys kristen, uden han gik til angreb på mig med sin guitar - ligesom min jødiske ven aldrig er blevet ønsket glædelig pesach i forbindelse med fejringen af den jødiske påske.
Det har dog ikke ligget til hinder i forhold til disse kære venners skolegang, der faktisk foregik ganske fredeligt uden at de følte sig diskrimineret, udsat for diverse fobier og helt uden at følte sig udsat for det så berømte modborgerskab, som efterhånden er blevet muslimske unges samlende identitetsmarkør, hvis vi ikke alle sammen omfavner islam.
Det er nemlig som om, at det muslimske civilsamfund har en forventning om, at hvis ikke vi som samfund forsøger at forstå og værdsætte muslimers kulturelle og sociale praksis, så udsætter vi dem for modborgerskab af værste skuffe. Det kunne slet ikke falde dem ind, at religion for rigtig mange mennesker er og bliver en privatsag, som vi hverken har lyst eller behov for at belemre andre med.
Men hvordan skal man efterhånden også forvente andet, når landets politikere de sidste mange årtier aktivt har forsøgt at involvere religiøse autoriteter i integrationsarbejdet frem for at sige det, som det er: religion er en privatsag i Danmark- så meget at det faktisk er helt ok, og hverken udtryk for racisme, modborgerskab, diskrimination endsige islamofobi, at sige, at islam faktisk rager mig en høstblomst.
