I de golde klippevægge i Bamiyan-dalen, hvor de to ikoniske Buddha-statuer havde stirret ud over landskabet i mere end 1500 år, begyndte en apokalyptisk symfoni af ild og røg. Det var marts 2001, og Taliban-regimet havde truffet beslutningen: Buddhaerne skulle tilintetgøres. Hvad der fulgte, var ikke en hurtig og klinisk destruktion, men en møjsommelig og brutal udmattelseskamp mod klippe, historie og symbolik.
Artilleri og anti-luftskyts
De første døgn var præget af den taktfaste rytme fra granater, der slog ind i statuerne. Anti-luftskytsvåben, som normalt var beregnet til at nedskyde fly, blev rettet direkte mod de kolossale skikkelser. Granatsplinter slog ind i Buddhaernes legemer, og skærver regnede ned som stålgrå sne. Hver eksplosion sendte røg og stenstøv i vejret. Men klippen holdt stand. Buddhaerne var hugget direkte ind i klippevæggen, og deres forankring i selve bjergmassen gjorde dem modstandsdygtige over for eksplosionernes rå magt.
"Ødelæggelsen er ikke så let, som folk tror," erklærede Taliban’s informationsminister Qudratullah Jamal på dette tidspunkt. Hans stemme var en blanding af frustration og stolthed over klippens seje modstand. "Man kan ikke bare vælte statuerne med dynamit eller beskydning, for de er hugget direkte ind i klippen. De er fast forbundet med bjerget."
Miner og sprængladninger
Taliban’s løsning var at udtænke en ny strategi. Mænd iført turbaner og væbnet med boreudstyr begyndte at placere anti-tank-miner i hulningerne ved Buddhaernes fod. Planen var snedig: Når granater og artilleri rev stenflager af klippen, ville skærverne aktivere minerne, som derefter ville tilføje yderligere ødelæggelse. En kædereaktion af sprængninger fulgte, men klippen var stadig ikke besejret.
Sprængstoffer i klippevæggen
Til sidst besluttede Taliban at angribe selve statuerne indefra. Mænd blev firet ned fra klippens top i reb. Hængende som skygger mod stenfladen borede de huller direkte ind i Buddhaernes kroppe og placerede sprængladninger. Herefter fulgte en serie af koordinerede eksplosioner. Lyden var som et lyn der flænger natten — en hul buldren, der gav genlyd i dalen. Støvet indhyldede stedet, og Buddhaernes ansigter blev flået bort i et endeløst drøn af klippe, ild og røg.
Men stadig var destruktionen ufuldstændig. Et af Buddhaernes ansigter hang stædigt fast, uigenkendeligt, men der. Taliban sendte en raket direkte mod resterne. Eksplosionen flåede et hul tværs gennem hovedet, og stumper af sten regnede ned over dalen. Buddhaen var død.
Efterdønninger
Destruktionen var mere end en fysisk handling — det var en symbolsk udslettelse. Hvor ansigter engang havde kigget ud over karavanernes rute, var der nu kun tomhed. Taliban’s beslutning blev fordømt verden over. UNESCO kaldte det en kulturkatastrofe, og medier i Vesten viste klip af eksplosionerne igen og igen. Scenerne blev et ikon for kulturødelæggelse, på linje med plyndringen af Palmyra og ødelæggelsen af Ninives port i Irak.
De tomme nicher står der stadig i dag, som ar i landskabet, påmindelser om, hvordan ideologisk fanatisme kan slette det, mennesker med mere ånd og kultur har skabt.
