Dominique Venner kæmpede for at bevare europæisk identitet i en globaliseret verden. Han efterlod sig et omfattende forfatterskab, der favnede både militærhistorie og kulturkritik. Hans liv og død – ikke mindst hans offentlige selvmord i Notre Dame i 2013 – blev symbolske markeringer af hans verdenssyn og budskab.
Baggrund og opvækst
Dominique Venner blev født den 16. april 1935 i Paris i en tid præget af opgøret med kolonialismen og de begyndende spændinger under Den Kolde Krig. Hans opvækst var formet af den franske efterkrigstid og de voldsomme sociale og politiske omvæltninger, der fulgte med. Som ung mand blev han tiltrukket af højrenationale og anti-kommunistiske bevægelser, hvilket førte ham ind i den politiske aktivisme.
Han meldte sig i slutningen af 1950’erne til den franske hær og deltog i Algeriet-krigen – en konflikt, der gjorde dybt indtryk på ham og styrkede hans opfattelse af nødvendigheden af at beskytte "civilisationens bastioner." Efter at have forladt hæren, blev han involveret i den yderligtgående Organisation de l'Armée Secrète (OAS), der kæmpede mod afkoloniseringen af Algeriet. Hans engagement i denne gruppe førte til en kort fængselsstraf i begyndelsen af 1960'erne, men under sin tid i fængslet tog Venner en afgørende drejning fra militant aktivisme til intellektuelt virke.
Karriere og intellektuelt virke
Efter sin løsladelse vendte Dominique Venner sig mod studiet af historie og ideologisk forfatterskab. Han blev hurtigt en fremtrædende figur i den europæiske identitære bevægelse, en strømning, der ønskede at fremme europæernes kulturelle og etniske særpræg. Han udgav i 1964 "Pour une critique positive" ("For en positiv kritik"), hvor han opfordrede højrefløjen til at forlade de voldelige metoder og i stedet føre en "metapolitisk" kamp gennem kultur og ideer.
Venner grundlagde og redigerede flere tidsskrifter, herunder det velkendte Nouvelle Revue d'Histoire (NRH), der fokuserede på at præsentere en alternativ, ofte højrenational, fortolkning af historien. Hans fokusområder var Europas fortid, vestlig civilisation og militærhistorie. Han søgte at vække en kollektiv europæisk bevidsthed og skærpe opmærksomheden på farerne ved "den demografiske udskiftning", et begreb, som siden har fået stor udbredelse blandt identitære bevægelser.
Venner var ikke kun optaget af historiens gang, men også af den metafysiske betydning af Europa som en civilisatorisk og kulturel enhed. I denne ånd skrev han bøger om mytologi og eksistentialisme med udgangspunkt i Heidegger-inspirerede spørgsmål om "væren" og "identitet."
Ideer og verdenssyn
Centralt i Venners tænkning stod forestillingen om, at Europa havde mistet sin sjæl på grund af globalisering, individualisme og en afvisning af fortidens heroiske idealer. Han advokerede for en genrejsning af det, han kaldte "europæisk identitet", som han mente var truet af både amerikansk kulturimperialisme og ikke-europæisk indvandring.
Venner adskilte sig fra den klassiske franske højrefløj ved at fremhæve behovet for at tænke i kulturelle og civilisatoriske baner snarere end blot at fokusere på nationalstaten. For ham var kampen for Europa en kamp om sjælen og civilisationen, og det krævede ifølge Venner en eksistentiel revolution snarere end blot politisk reform.
Selvmordet i Notre Dame
Den 21. maj 2013 gik Dominique Venner ind i Notre Dame-katedralen i Paris, en af Europas mest ikoniske og historisk ladede bygninger. Her begik han selvmord med et enkelt pistolskud foran katedralens alter. Hans selvmord blev straks tolket som en stærk symbolsk handling, der vakte opsigt i hele Europa.
I et afskedsbrev, der blev offentliggjort kort efter, beskrev Venner, at hans handling var en "protest mod individets sløvhed og accept af det uundgåelige." Han henviste også til truslen fra "den demografiske udskiftning" og opfordrede til en "vækkelse af de europæiske folk." Selvmordet blev fortolket som en art "offerhandling," inspireret af gamle, førkristne forestillinger om, at den enkeltes død kan bære en transcendent betydning for fællesskabet.
Hans død blev mødt med både chok og hyldest fra hans tilhængere. For nogle var det et sidste bidrag til den sag, han havde kæmpet for hele sit liv – at vække Europa fra dets "sovende tilstand" – mens andre betragtede det som en tragisk gestus. Selvmordet blev set som en iscenesat, rituelt ladet handling i stil med den japanske seppuku-tradition, hvilket også blev nævnt i hans afskedsbrev.
