Eric Kaufmann er ikke en provokatør. Han er en metodisk, dataorienteret forsker med en rolig fremtoning og en næsten klassisk liberal grundtone. Alligevel befinder han sig i centrum af nogle af tidens mest ophedede debatter om identitet, kultur og akademisk frihed. Som professor i politik ved Birkbeck College, University of London, har han igennem to årtier sat fokus på et emne, mange i den akademiske verden helst undgår: hvordan venstreorienteret ideologi i stigende grad dominerer universiteterne, kulturlivet og samfundets institutioner.
Canadisk opvækst, britisk virke
Kaufmann blev født i Hongkong og voksede op i Vancouver, Canada. Han har en blandet religiøs og kulturel baggrund – med jødisk, kinesisk og latinamerikansk afstamning – og kalder sig selv for kulturelt kristen. Han har læst ved London School of Economics og har i størstedelen af sin karriere undervist i britisk politik, demografi og ideologi.
Hans akademiske interesse kredser om forholdet mellem identitet og politik. Hvor de fleste forskere inden for minoritetspolitik typisk er optaget af inklusion og repræsentation, har Kaufmann gjort sig bemærket ved at stille det omvendte spørgsmål: Hvad sker der med majoritetskulturen i multietniske samfund?
Forsker i demografi og kulturel liberalisme
Kaufmann er forfatter til flere bøger, herunder "Shall the Religious Inherit the Earth?" (2010) og "Whiteshift" (2018). I sidstnævnte skriver han om, at Vestens fremtid hverken er etnisk udrensning eller multikulturel utopi – men snarere en gradvis demografisk og kulturel transformation, hvor etniske grænser udviskes gennem blandede ægteskaber og kulturel tilpasning.
Hans hovedpointe er, at bekymringer over identitet og national sammenhængskraft ikke nødvendigvis er racistiske, men ofte udtryk for en legitim reaktion på hastige forandringer. Det er, som han siger, ikke demografien i sig selv, men tempoet og måden, den håndteres på, der skaber konflikt.
Kritiker af progressiv illiberalisme
I de senere år har Kaufmann især markeret sig som en af de mest velformulerede kritikere af det, han kalder progressiv illiberalisme – en ideologisk tendens, hvor lighedsidealer kombineres med intolerance over for afvigende synspunkter.
Han har i en række undersøgelser dokumenteret, hvordan konservative akademikere oplever selvcensur, social eksklusion og strukturel diskrimination på universiteter, særligt i den engelsktalende verden.
Han er medstifter af Centre for Heterodox Social Science og Committee for Academic Freedom og har flere gange udtalt, at kampen for akademisk pluralisme ikke kan vindes indefra. ”Universiteterne kan ikke reformere sig selv,” siger han. ”Der er for mange, der har interesse i at bevare den ideologiske ortodoksi.”
En intellektuel i opposition
Kaufmanns placering i den offentlige debat er bemærkelsesværdig. Han bliver ofte læst af konservative og klassisk liberale, men han identificerer sig ikke som højreorienteret. Snarere fremstår han som en pluralist, der forsvarer retten til forskellighed – også politisk og ideologisk. Han er optaget af tolerance i sin klassiske forstand: ikke at give alle ret, men at give alle plads.
I debatterne om race, køn og identitet insisterer Kaufmann på at holde fast i datadrevne analyser og empiriske studier, frem for moralske slagord.
En stemme for borgerlig pluralisme
For Kontrasts læsere er Eric Kaufmann interessant, fordi han ikke blot kritiserer venstrefløjens dogmer, men gør det med akademisk tyngde og samtidig i en civiliseret tone. Han viser, at det er muligt at forene en borgerlig bekymring for fællesskab og orden med en liberal respekt for åndsfrihed og uenighed.
I en tid, hvor både universiteter og medier tenderer mod monokultur, viser Kaufmanns arbejde, at kulturkampen ikke kun behøver at blive ført med følelser, men at også fakta og data kan understøtte argumentationen.
