Kontrast har introducerer en ny sektion. Ny og ny er måske så meget sagt. Titlen er groft sagt tyvstjålet fra en spalte, som Berlingske Tidende kørte med fra 1999. Men vi gør det med god samvittighed, for Groft sagt blev opfundet af undertegnede, og her kommer en frontberetning fra den gamle værdikamp, hvor man måtte bestige den ene røde barrikade efter den anden for overhovedet at få lov til at skrive noget borgerligt i en borgerlig avis.

Kampen begyndte i Weekendavisen
Sagen var den, at dansk journalistik, ganske som i dag, var præget af røde journalister og redaktører, der ikke turde at gribe ind - ja, de fleste var valgt ud af journalistmiljøet, også på Berlingske. Jeg kom fra faghistorikernes række og ind som debatredaktør på Weekendavisen i 1992.

Chefredaktør var dengang Peter Wivel, som havde trådt sine politiske tøfler på den venstreradikale Studenteravisen og havde siddet i hovedbestyrelsen for Venstresocialisterne. Avisens journalister var såmænd godt røde, men sammen med litteraturredaktør Bo Bjørnvig, skribent Ulrik Høy og redaktør Arne Notkin udgjorde vi en lille borgerlig modstandsgruppe. Det gav sig udslag i midten af 1990'erne i en artikelserie, som Arne Notkin og jeg stod for under titlen "Terrorismens danske heppekor", hvor vi citerede en lang række folk fra venstrefløjen for deres støtte til vold og revolutionær terrorisme. Serien gjorde os ikke ligefrem til filmstjerner - der var faktisk vild ballade.

En uformelig chefredaktion
I 1998 blev Peter Wivel tilbudt jobbet som chefredaktør for Berlingske, og han valgte at tage mig med for at styrke den borgerlige linje. Eller også var sandheden, at han med sin revolutionære fortid stod og havde brug for en soldat for at styrke sit borgerlige alibi.

Det viste sig hurtigt nødvendigt, for journalisterne modtog os ikke blot lunkent, men iskoldt. De var til venstre og modtog enhver, der så meget som antydede en borgerlig holdning, fjendtligt.

Chefredaktionen havde været bleg og uformelig, og journalisterne styrede hele showet. I spidsen for de røde stormtropper stod Christian Jensen, der siden blev budt velkommen i chefredaktionen, før han blev chefredaktør for Information og Politiken. Det hele var ét fedt, aviserne lignede hinanden til forveksling.

Bag Jensen fandt man dengang de raske, røde lejesvende og kulturradikale medkæmpere, folk som Olav Hergel, der også nu befinder sig et sted på Politiken, og Uffe Gardel. Hvorvidt Gardel var rød, gul eller lilla, var der ingen, som vidste, og tvivlen blev kun større af, at han altid gik med butterfly. Måske var han blot forvirret.

Det viste sig hurtigt, at Peter Wivel og jeg stod temmelig alene med vort ønske om at gøre Berlingske til en mere borgerlig avis, der kunne tage kampen op den dominans, som venstrefløjen og det kulturradikale miljø havde i opinionen. Debatstoffet på Berlingske lå i ruiner og bestod hovedsagelig af andenrangspolitikere, der udgød deres vemodige og lattervækkende klicheer i spalterne.

Groft Sagt fødes
Jeg fik hurtigt nok.var til krig og ballade mod den venstreorienterede konsensus holdning. Så i 1999 opfandt jeg Groft Sagt. Den byggede på et et samarbejde med nye skribenter, som jeg havde bragt ind, og de bestod af journalisten Egon Balsby, filosoffen Arno Victor Nielsen, sprogmanden Hans Hauge og den tidligere marxist og chefredaktør for Information Lars Hedegaard. Det  var en herlig samling fritænkere. Det var ikke, fordi de var specielt borgerlige, men blot det, at de ikke brød sig om kommunisme, kulturradikalisme og konformitet. Det sidste gjorde meningseliten på Politiken, Information og i Danmarks Radio rasende. Vi tillod os at anvende humor, og på 10 linjer skulle man kværne dagens venstrefløjser med en drabelig pointe. Det gik lystigt til, selv om det naturligvis var ramme alvor.

Øjeblikkelig succes
Hurtigt blev Groft Sagt det mest læste i Berlingske, og vi blev nærmest væltet bagover af respons. Groft Sagt blev læst af mange, også uden for Berlingskes kreds. Jeg forsøgte at få kvindelige skribenter ind, men det viste sig vanskeligt. Ofte måtte vi stå i strid modvind og fik tørre tæsk, hvad kvinderne dengang ikke var meget for. Det har heldigvis ændret sig.

Havde vi chefredaktionen med os? Det var tvivlsomt.

Jeg fik imidlertid et nyt værdifuldt medlem i skribenten Claes Kastholm Hansen. Han var en gudsbenådet skribent, der havde arbejdet på Politiken og derefter kom til Ekstra Bladet, hvor han blev fyret, fordi han en aften i fuldskab havde tørret sig bagi med gardinet i redaktionslokalet og vistnok også opført sig lidt for pågående over for kvindelige medarbejdere. Da jeg hyrede ham, udbrød der et forargelsens oprør blandt  journalisterne, og de truede med boykot og strejke. Det blev dog ikke til noget, og Claes viste sig at være en fantastisk medarbejder, der med humor og stor viden spiddede hykleri og dobbeltmoral.

Men så røg Peter
Den gik selvfølgelig ikke i længden. Journalisterne havde sat sig for at få fjernet Peter Wivel og få deres gode gamle tandløse Berlingske tilbage. De skammede sig over at arbejde på en avis, hvor avisens ledende artikler og debatspalterne pludselig var borgerlige. Aldrig havde man kendt mage.

Deres chance opstod med den såkaldte A.P. Møller-affære. Christian Jensen, Olav Hergel samt andre medløbere fik via kommunisten Frank Aaen fat i papirer, der angivelig skulle vise, at A.P. Møller var værnemager. Han ejede nemlig aktier i Riffelsyndikatet, der blandt andet producerede våben til tyskerne under Besættelsen. Journalisterne lugtede blod og kørte hårdt på med en artikel over 12 sider en søndag. Peter Wivel modsatte sig først imod artiklen, men da hans stol vaklede, valgte han at løbe med. Dermed var hans dage som chefredaktør talte. Han havde nemlig bestyrelsen imod sig.

Journalisterne igangsatte en slags rådsrepublik, opkaldt efter de revolutionære råd i Tyskland efter revolutionen i 1918. De styrede tingene, og Olav Hergel gik ind på mit kontor for at gennemrode mine ting for at sikre sig, at jeg ikke trykte noget, der gik journalisterne imod.

Sagen mod A.P. Møller var tynd. A.P. Møller solgte sine aktier i Riffelsyndikatet, han var en national sindet mand, der gav penge til frihedskæmpere og søgte at skærme danske jøder mod forfølgelse. Men det var journalisterne ligeglade med, for de ønskede et opgør med den borgerlige avis, hvor Møller-koncernen ejede aktier. Det førte til i sidste ende, at koncernen solgte sine aktier, ligesom Peter Wivel blev gået som chefredaktør.

Derefter blev det hele mere blegt
Efter Peter Wivel fik vi en række blege chefredaktører, der var skræmt af A.P. Møller-sagen, og som nok i forvejen var skræmte drengemænd. Jeg forsøgte at køre min linje videre, men mærkede snart, at det ville blive svært. Den tidligere udenrigsredaktør Michael Ehrenreich var indtrådt i chefredaktionen, og en dag blev jeg kaldt ind på hans kontor til spanking, fordi jeg havde trykt en af Claes Kastholms tekster, hvori der blev gjort grin med forfatteren Klaus Rifbjerg. Rifbjerg var i øvrigt en god forfatter og meningsmæssigt knaldrød. Jeg fik at vide af Ehrenreich, at man skam ikke kunne gøre grin med Danmarks store nationaldigter. Jeg mærkede, at klokkerne begyndte at ringe for mig, og ganske rigtigt så ønskede chefredaktionen snart derefter at skille sig af med mig. 

Kampen om historien
Men inden da lykkedes det mig at føre en kampagne mod den nye Nationalencyklopædi, som Gyldendal havde udsendt med flere bærende opslag med venstreorienteret slagside. Det var i 2000-2001. Redaktørerne sprang Hitler-Stalin-pagten 1939-1941 over med samlede ben, ligesom danske kommunist-medløbere blev fremstillet som engle, hvorimod alle danske konservative blev beskrevet stærkt kritisk. Jeg stirrede vantro på de centrale opslag, det var ren historieforfalskning. Lars Hedegaard, Claes Kastholm Hansen, Henrik Gade Jensen og en ung og modig Flemming Splidsboel Hansen skrev kronikker i Berlingske om skævvridningen, og til sidst lykkedes det at få Gyldendal til at erkende problemet, naturligvis modvilligt, og kun fordi vi blev ved. Artiklerne blev rettet i den elektroniske udgave af encyklopædien. Debatten strakte sig over flere år og var en af periodens vigtige værdidebatter.

Berlingske i nedadgående spiral
Imens gik den skæve gang på Berlingske, fordi journalisterne forblev røde. Min efterfølger som debatredaktør blev den glimrende Jeppe Duvå, der nu er chefredaktør på Kristeligt Dagblad. Han forsøgte at beskytte Groft sagt og hyrede bl.a. Mikael Jalving til spalten, men det var ikke altid nemt. Jeg forblev på avisen, men havde vanskelige tider, og som Jeppe sagde en dag til mig, da jeg skulle op i kantinen, hvor de røde journalister sad i stimer over æggemadderne, med en reference til en af Spielbergs film, så ville det snart blive nødvendigt med en operation Saving private Blüdnikow.

Men Groft sagt havde også venner. Sognepræst Katrine Winkel Holm, der selv havde bidraget til avisens debatsider, skrev i en kronik i 2008, at "det er svært at overvurdere Groft sagts betydning. Den blev noget af det mest læste på Berlingske og den gav kampgejst, inspiration og offensiv kraft til kulturkampen."

Men det ændrede sig med udnævnelsen af Lisbeth Knudsen til chefredaktør, "dronningen af den socialdemokratiske presse" (Winkel Holms ord). Hun fortsatte: "Og ganske rigtigt, nu rutschede Berlingske lige så stille ned i retning af Rådhuspladsen (Politiken, red.). Den nye chefredaktør kastede sig ud i agitation for kvindekvoter i bestyrelser - et noget ejendommeligt borgerligt synspunkt - og hilste EU's kritik af dansk udlændingepolitik velkommen (...) Langsomt, men sikkert forsvandt de politisk ukorrekte skribenter fra Berlingskes kultur- og debatsider. Blüdnikow var for længst sat fra debatredaktørsbestillingen og i september blev hans værk endeligt ødelagt: Lars Hedegaard blev fyret og ”Groft sagt” kraftigt beskåret. Siden har spalten været en skygge af sig selv."

Groft sagt overlevede som sagt. Men man mærkede klart, at chefredaktionen og de efterfølgende debatredaktører ikke havde hjertet med i publiceringen af Groft sagt. Redigeringen blev mere og mere tilfældig, og skarpheden forsvandt. Til slut lukkede og slukkede Berlingske for spalten i 2023.

I et par årtier havde det været den mest læste tekst i Berlingske som den eneste københavnerspalte, der gav et vittigt og vidende svar til venstrefløjens dominans og den kulturradikale elite, men redaktører og ledelsen havde ikke lyst til at gøre noget for den. Måske var de bange for at skulle forsvare Groft sagt, når de var til lørdagsselskab med journalister fra Politiken og DR.

Groft sagt lukkede, men nu overtager Kontrast Groft sagt - og det er jeg glad for.

Udvalgte artikler fra periodens findes i bøgerne: Opgøret om Den Kolde Krig (red. Bent Blüdnikow) 2003 og Opgøret om vor samtidshistorie (red. Bent Blüdnikow, Kasper Elbjørn og Henrik Gade Jensen) 2012.