Jürgen Habermas, født i 1929 i Düsseldorf, Tyskland, er en af det 20. århundredes mest kendte sociologer. Hans arbejde har haft indflydelse på politisk teori, etik, kommunikationsteori og socialfilosofi.
Habermas’ tænkning er forankret i den tyske filosofiske tradition, men hans ideer har også bredt sig langt ud over Tysklands grænser og påvirket intellektuelle debatter i det meste af den vestlige verden.
Habermas voksede op i Tyskland under og efter Anden Verdenskrig, en periode præget af dybe moralske og politiske kriser. Denne kontekst formede i høj grad hans tænkning og gjorde ham interesseret i spørgsmål om demokrati, offentlighed og hvordan samfundet kan skabe en rationel og retfærdig kommunikation.
Han studerede filosofi, historie, psykologi og økonomi på forskellige universiteter i Tyskland og afsluttede i 1954 sin doktorgrad med en afhandling om Friedrich Schellings filosofi.
I 1960'erne blev Habermas en del af Frankfurterskolen, en gruppe af intellektuelle, der udviklede den kritiske teori. Denne teori søger at afdække de skjulte magtstrukturer i samfundet og kritisere de forhold, der hæmmer menneskelig frihed og retfærdighed.
Habermas var dog ikke tilfreds med nogle af de pessimistiske træk ved Frankfurterskolens tænkning, især hos hans forgænger Theodor W. Adorno, og begyndte at udvikle sin egen retning.
Habermas er mest kendt for sin teori om kommunikativ rationalitet og hans begreb om den "offentlige sfære". Hans hovedværk, "Theorie des kommunikativen Handelns" (Teorien om kommunikativ handlen) fra 1981, er en af de centrale tekster i moderne socialfilosofi.
Habermas mener, at menneskelig forståelse og social integration bedst opnås gennem dialog og argumentation, hvor deltagerne søger at blive enige gennem rationel diskussion.
Han adskiller denne form for rationalitet fra instrumental rationalitet, som handler om effektivt at nå sine mål, ofte uden hensyn til etisk eller social overensstemmelse.
Kommunikativ rationalitet indebærer, at deltagerne i en samtale stræber efter at nå en fælles forståelse og enighed, baseret på gyldige argumenter, og hvor magt og tvang er udelukket. Dette ideal er grundlaget for Habermas' idé om, hvordan demokrati bør fungere.
Habermas har også udviklet teorien om den offentlige sfære, som er et rum, hvor borgere frit kan diskutere og debattere samfundsmæssige spørgsmål. Ifølge Habermas har dette rum historisk set været afgørende for udviklingen af demokratiske samfund, men han advarer også om, at det er truet af kommercielle og statslige interesser, der forsøger at kontrollere og manipulere den offentlige debat.
Habermas’ filosofi bygger på en optimistisk tro på, at rational kommunikation kan føre til sociale fremskridt og større retfærdighed.
Han har været en stærk fortaler for et deliberativt demokrati, hvor politiske beslutninger træffes gennem åben og inkluderende debat, snarere end gennem teknokratiske eller autoritære processer.
Habermas’ tænkning har ikke været uden kritik. En af de mest fremtrædende kritikpunkter er hans idealistiske syn på kommunikativ rationalitet. Kritikere mener, at Habermas undervurderer de reelle magtstrukturer, der påvirker menneskelig kommunikation.
De påpeger, at selv i de mest demokratiske samfund er det ofte svært at opnå den magtfrie dialog, som Habermas beskriver.
