For at forstå udsagnet, må man først dykke ned i Sartres eksistentialistiske filosofi. Eksistentialismen er en filosofisk retning, der fokuserer på individets frihed og ansvar i en verden uden forudbestemt mening.

Sartre hævdede, at "eksistens går forud for essens," hvilket betyder, at mennesker først eksisterer og derefter definerer deres væsen gennem deres handlinger. Der er ingen guddommelig plan, der styrer menneskelivet, og derfor er vi alle frie til at skabe vores egen mening – men også ansvarlige for den.

Huis Clos er et teaterstykke, der foregår i en mystisk efterlivsverden, hvor tre mennesker er fanget i et værelse sammen – uden nogen mulighed for at flygte eller dø igen. Disse tre karakterer, Garcin, Inez og Estelle, tvinges til at konfrontere sig selv og hinanden i en evighed af indespærring.

Sartre brugte det lukkede rum til at udforske, hvordan vores relationer med andre kan blive en form for psykologisk tortur.

Det er i denne kontekst, at udsagnet "L'enfer, c'est les autres" fremkommer. I løbet af stykket indser karaktererne, at det ikke er eksterne torturinstrumenter, der udgør deres straf – men derimod deres indbyrdes relationer.

De er hver især afhængige af de andres syn på dem, og de indser, at de aldrig kan undslippe andres dømmende blik.

Sartres udsagn kan tolkes som en beskrivelse af den menneskelige tilstand i en social kontekst. Ifølge Sartre er vi konstant bevidste om, hvordan andre ser os, og denne bevidsthed begrænser vores frihed.

Vi bliver fanget i andres forventninger og dømmekraft, hvilket kan føre til en følelse af fremmedgørelse og selvfornægtelse. "Helvede" er således ikke nødvendigvis andre mennesker i sig selv, men den måde, vi tillader deres domme og perspektiver at påvirke vores selvopfattelse.

I Sartres synspunkt er vi alle ansvarlige for, hvordan vi håndterer denne dynamik. Vi har friheden til at definere os selv, men vi kan også blive fanget i det, han kalder "den andens blik," hvor vi lader andres opfattelser diktere vores handlinger og identitet.

"L'enfer, c'est les autres" opsummerer et centralt paradoks i Sartres eksistentialisme: selvom vi er frie til at skabe vores egen mening, er vi også uundgåeligt bundet til andre menneskers synspunkter. Sartre understreger, at det er op til os selv at bryde fri fra dette helvede ved at tage ansvar for vores egen eksistens og ikke lade os definere af andre.