Der er brug for at tage skeen i den anden hånd. Hvordan kan humaniora genopstå som et egentligt studium af sprog, litteratur, kunst, æstetik, historie, filosofi og ånd?
For mens politikerne taler, udvandes institutionerne indefra i folkeskole over gymnasieskole til universitetet, hvor den faglige barre sænkes under påberåbelse af ”nytte”, ”lighed”, ”social retfærdighed” og ”solidaritet”. Solidaritet med hvem? Ikke med universitetet.
For 10 år siden forsvarede jeg min doktorafhandling Den ny mimesis. Virkelighedsfortolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig. Det foregik på Københavns Universitet. Med sit fokus på historie, tradition, identitet og kultursammenhæng var afhandlingen samtidig et forsøg på at tænke ”humaniora forfra”.
Det vil jeg gerne markere med et symposium om humanioras tilstand før og nu. Symposiet, der er blevet til i samarbejde med Kontrast.
Symposiet løber af stablen den 27. februar kl. 13.30-17.00 i Multisalen på Søndre Campus, Karen Blixens Vej 4, 2300 København. Det er åbent for alle. Ovenpå saltvandsindsprøjtningen til de små grå vil der være en lille reception med hvidvin og snacks.
Så kom og vær med til at diskutere og reflektere over de for humaniora så vigtige grundlagsspørgsmål: Hvem er vi, hvad skal vi, og hvor er vi på vej hen?
Formålet med symposiet er ikke at lukke diskussionen, men tværtimod at åbne den. Også for perspektiver, der er kritiske, overraskende og i nogle tilfælde måske endda provokerende.
Programmet indeholder oplæg og bidrag af:
Dorthe Duncker (NorS),
Morten Fink-Jensen (Saxo),
Jens Erik Kristensen (DPU), Jes
Fabricius Møller (Saxo)
Marianne Stidsen (NorS).
Slagets gang styres af historiker Mikael Jalving, redaktør på Kontrast.
Velkommen
Marianne Stidsen, modløber og skribent på Kontrast











